Bliv tryllebundet af Grækenlands autentiske adventure-ø

Den bjergrige græske ø Kalymnos er lykkeligt forskånet for masseturismen og giver derfor et autentisk indblik i de gæstfri øboeres hverdag. En hverdag, der har det med at tryllebinde de besøgende – hvad enten de kommer for at bestige nogle af verdens bedste bjergskråninger eller bade i det krystalklare vand og spise friskfanget fisk.

Artiklens øverste billede
Vil du udfordre dig selv på ferien, kan du prøve kræfter med bjergbestigning på Kalymnos. Den lille ø har mere end 2.000 klatreruter i alle niveauer, og tiltrækker såvel amatører som professionelle klatrere fra hele verden. Foto: PR

Der er det med Kalymnos, at man aldrig kommer her to gange. Man kommer én gang, eller man kommer igen og igen.«

Sådan lyder det fra vores guide, sønderjyske Maja Kokkinou, da vi sidder i den lille minibus, som skal vise os rundt på øen. Og man tror, hvad hun siger, den kønne, lyshårede kvinde med de spillevende øjne, der oprindeligt er uddannet skovfoged. Maja er nemlig selv eksemplet på én af dem, der ikke kunne slippe øen, da hun besøgte den på en familietur for syv år siden.

»Jeg havde ikke engang været på øen i 24 timer, da jeg sagde: ”Det er mærkeligt mor, men jeg føler mig hjemme”.« I dag er hun græsk gift og har skiftet den jyske muld ud med den bjergrige ø. Før hende har Benny Andersen også tabt sit hjerte til Kalymnos, hvor han er kommet meget, og som han har erklæret sin kærlighed i digtet ”Herfra, Hertil”.

Allerede ved indsejlingen fra naboøen Kos forstår jeg, hvad der har ramt dem, skovfogeden og forfatteren. Udsynet til øens pittoreske hovedby Pothia, hvis lyse huse ligger i en amfiteaterlignende struktur ned ad de stejle bjergskråninger og op mod havnen, der er fyldt med fisker- og sejlbåde, sætter min finger i fast klikmodus, så jeg ender med 70 billeder fra indsejlingen alene. Af øen. Af det blå og turkise Ægæiske Hav. Af lastbiler med ladet fuld af auberginer, tomater og vandmeloner. Og af forventningsfulde turister, der søger et stykke af det uspolerede græske øhav.

Livet leves på havet

Noget af det første, der slår én, når man træder i land, er fraværet af bilmylder. Her kommer man helst frem på scooter, hvad enten man skal fragte dagens hummerfangst i trækasser, sin lille familie eller blot sig selv. Afstandene er da også til at overskue, for Kalymnos, der tilhører den græske ø-gruppe Dodekaneserne, som ligger nær Tyrkiets vestkyst, er på størrelse med Samsø. Men der ligger også en anden forklaring bag de få biler: På Kalymnos er øboernes vigtigste transportmiddel ikke det, der kan transportere dem rundt på øen, men det, som kan sejle dem ud i det blå. Indbyggerne på Kalymnos har altid været uløseligt forbundet med havet, og ved dagens første stop nogle få færgelængder fra havnen finder vi ud af hvorfor.

Hummere friske fra havet. Foto: Pernille Formsgaard

Ved indgangen bliver vi mødt af et gammeldags dykker-outfit, og inden døre åbner sig et slaraffenland for badeentusiaster i form af et kæmpe udvalg af fine natursvampe i alskens størrelser. Vi befinder os på øens svampefabrik, der er med til at forvandle de stenhårde sorte koraller, som vokser på havets bund, til bløde badesvampe.

Kalymnos har siden 1500-tallet været centrum for verdens svampedykkeri, og øboerne henter stadig en stor del af deres identitet i det langtfra ufarlige erhverv, selv om det er en del år siden, at det var et fag, som kunne holde stort set alle øens mænd beskæftigede.

Øens unge lærer nu stadig tidligt at begå sig under havets overflade, og det siges derfor, at gode lunger er gået i Kalymnos-boernes gener. »Så lad være med at holde vejret om kap med en fra Kalymnos. I taber!« lyder det grinende fra Maja Kokkinou, som tilføjer, at svampefiskerne uden problemer kan holde vejret under vand i 4-5 minutter.

De sorte enkers ø

Men øens gamle, stolte erhverv kommer også til udtryk på andre måder end ved de mange udsalg af natursvampe, som findes øen over. De små og ofte øde beliggende kirker, som man kan spotte, stort set lige meget hvor man befinder sig på øen, vidner om bagsiden ved det risikofulde arbejde som svampedykker. »Hver gang en dykker døde, opførte man en kirke,« fortæller Maja. Og det var ikke få, der mistede livet til eventyrene på havet – særligt ikke da de første dykkerdragter med luftslanger blev opfundet, for da kendte man intet til begrebet trykudligning. Mange endte derfor med at svømme for hurtigt op med døden til følge. Traditionen tro drog svampefiskerne ud i maj for først at returnere i oktober, og i den periode, hvor deres koner og børn ikke vidste, om de nogenside ville få deres mænd at se igen, bar damerne sort. Af samme årsag er Kalymnos også kendt som De Sorte Enkers Ø.

Kalymnos er en ø, som byder på ualmindeligt mange smukke udsigter. Foto: Pernille Formsgaard

Det er dog på ingen måde en tynget befolkning, man møder, som man bevæger sig rundt på øen, for det indbringende hverv har også givet dem mulighed for at tjene penge, som kunne bruges til at bygge skoler, hospitaler og til at gøre sig klog på kunst og kultur. Når man går rundt i Pothias snævre gader, kan man som tilknappet dansker kun føle sig velsignet over alle de glade smil, nik og impulsive ”kalimera”-hilsner, man bliver mødt med af de gæstfri grækere. Man føler sig også lykkeligt i undertal som nysgerrig turist, for Kalymnos er langtfra en overrendt ø.

Står vagt om øens autencitet

Ifølge turistchef Vassilios Psarobas kommer der ca. 20.000 turister til øen om året. For 20 år siden var det tal tre gange så stort, men Grækenlands økonomiske krise har ramt Kalymnos hårdt, for en stor del af turisterne plejer at komme fra det græske fastland.

Derudover har Kalymnos ikke kunne følge med de sidste årtiers udvikling, der har dikteret luksus og all inclusive-hoteller. Men de har heller ikke haft lyst.

»Vi vil gerne bevare den sjæl, som gør Kalymnos til noget særligt,« siger Vassilios og fortsætter: »Vi kunne godt tænke os at have 30-35.000 turister årligt, men flere skal vi ikke have. Så begynder det at tippe.«

Og der hersker uden tvivl en autencitet, der er værd at stå vagt om. Som oplevelsen af dagligdagen, der går sin stille gang, og hvor biler med fisk, frugt og grøntsager dagligt kører hele øen rundt for at forsyne beboerne med helt friske råvarer. De gode restauranter med særdeles rimelige priser, der fokuserer på den mad, grækerne laver bedst, og de råvarer, som fås lokalt. Strandene, som måske nok er belagt med flere sten end fint sand, men som ligger smukt med bjerge i baggrunden, panoramaudsigter i forgrunden og med god plads til at slappe helt af. Og ikke mindst det dramatiske landskab, der stiger og falder med bjergryggene.

Du skal ikke klatre om kap med en fra Kalymnos. For du ender med at tabe.

Ifølge Vassillios kommer knap en tredjedel af alle øens turister på grund af sidstnævnte bjerge, og et tykt reb til at surre fast om livet er da næsten også en hyppigere set accessory på Kalymnos end det klassiske badehåndklæde.

Ferie for de aktive

Ikke overraskende har øens svampedykkere været med til at gøre Kalymnos til en populær dykkerdestination, og rundt om på øen findes der utallige centre og skoler, der hjælper med at finde vej til de bedste underjordiske landskaber. Derudover kan man bl.a. ride på heste og sejle i kajak, ligesom folk med hang til wind- og kitesurfing kan få bølger under fødderne.

Og skulle man få lyst til at fange sin egen fisk, cykle øen rundt eller vandre i bjergene, er der også råd for det.

Kalymnos er i den grad en ø for de aktive sjæle, og man oplever det selv på barerne, når man går ud om aftenen. På den hyggelige Nadir i Massouri, som er ejet af Maja Kokkinous mand, hænger der klatregreb højt oppe på væggen, og det er ikke sjældent, at de lokale – i konkurrence med turister – kaster sig over udfordringen mellem øl, dart og dans.

Men det er lidt ligesom med at holde vejret under vand. Du skal ikke klatre om kap med en fra Kalymnos. For du ender med tabe.

Fem råd til rejsen

  • Logi: Dagen kan næppe starte bedre, end når man slår altandøren op på Hotel Philoxenia og møder panoramaudsigten til det blå hav, den klare himmel og den bjergrige naboø Telendos. Det familiedrevne hotel, der oser af den slags pensionatstemning, som instinktivt får én til at føle sig hjemme, ligger i gåafstand til den hyggelige badeby Massouri, hvor nogle af øens bedste strande gemmer sig. Desuden har hotellet bjergruter lokaliseret så godt som i baghaven, ligesom man får en altan på størrelse med en lille 2-værelseslejlighed, hvis man indlogerer sig på 2. sal.
  • Aftenudflugt til Telendos: Sæt kursen mod molen i Myrties og hop om bord på den lille båd, der sejler til naboøen Telendos. Forude venter en af de smukkeste solnedgange, denne skribent længe har oplevet, hvis man tager den udvidede tur rundt om øen, før man går i land på Telendos. Øen, der blot har 60 beboere, kan diske op med nogle utrolig gode fiskerestauranter, hvor man sidder på kanten af vandet med udsigt til Kalymnos og nattehimlen. Sæt dig til bords på Zorbas Restaurant og tag imod tilbuddet om at prøve dagens fangst, hvor man får det bedste, fiskerne kunne hive i land den dag.
  • Nonnekloster på toppen: Allerede ved indgangen til klostret sænker der sig en særlig ro over en. Agios Savas ligger på toppen af et bjerg og giver en fænomenal udsigt over bugten. Samtidig gør afstanden fra byerne, at der hersker komplet stilhed, der gør det muligt bare at nyde brisen fra havet, duften fra roserne, fuglefløjtene og ikke mindst de smukke klosterbyggerier, der understreger, at Kalymnos ikke kun er svampefiskernes ø, men i høj grad også kunstnernes ø. Stedet tiltrækker ikke overraskende mange malere, der kommer for at lade sig inspirere af omgivelserne.
  • Kalymnos House: Øens folkemuseum er indrettet i en tidligere svampefiskers hjem, og det er datteren, der er vokset op i huset, som står klar til at fortælle dig alt om øens særlige erhverv og sjove traditioner. Selv om Faniromeni Skilla kun taler græsk, lader hendes entusiasme og fortællelyst sig let oversætte til dansk. Men tag derop med en guide, så I får den fulde historie med.
  • Ø-tur på scooter: Gør som de lokale og lej en scooter, der let kan transportere dig rundt på øen. En tur til hovedbyen Pothia er et must, det samme er et stop i strandbyen Massouri og i den lille fiskerby Vathi, som ligger for enden af en smuk fjord op til den frodige mandarindal på den ellers golde ø.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.