Udforsk de ukendte sider af Kos

To gråtoppede turister cykler midt på den smalle grusvej, hvor de langsomt slingrer sig vej frem, da taxaen nærmer sig bagfra. I Danmark havde sådan et sammenstød udløst et horn i bund og en chauffør, der hang ud af vinduet med truende fagter, men ikke her. Taxachaufføren sætter i stedet en fod på bremsen og kigger afslappet ud ad vinduet mod havet, mens han venter på, at der skal komme en naturlig pause i cyklisternes slingreri, så han kan passere. »Vi er Grækenlands cykelø nr. et,« forklarer chaufføren, da jeg spørger ind til hans milde kørevæsen.

Sådan har det nu ikke altid været, lader han mig forstå, men de seneste år har den græske regering arbejdet for at vise andre sider af øen, der gennem årtier har virket som en magnet på unge, festhungrende turister. Derfor er der nu kommet cykelstier og løbestier til, ligesom øens gamle, nedslidte hoteller er blevet byttet ud med nye all inclusive-resorter.

Jeg husker med al tydelighed min første ferie på Kos for knap 20 år siden. Min familie havde altid haft en forkærlighed for de gæstfrie græske øer, og et år ville vi prøve at udskifte familiefavoritten Kreta med den, for os, ukendte ø Kos.

Allerede i flyet gik det dog op for os, at vi var på vildspor, da vores medpassagerer begyndte at indtage kabinen med et aldersgennemsnit på 18 somre og en håndbagage, der var reduceret til ølrammer og ghettoblastere. Min søvnhungrende far endte da også med at tilbringe en god del af ferien i diskussion med hotellets festglade finne-fraktion, der yndede at rykke festen hjem på værelset, når barerne lukkede.

Oldtidsruiner skylles ned med en sjus

Det er egentligt ironisk, at lige netop Kos skulle ende som festflokkens foretrukne ø, for noget af det, der karakteriserer Kos, er øens lange historie.

»Hvis du graver under Kos, er alt gammelt,« lyder det fra den lokalfødte læge Ioannis Hatzipetros, som jeg møder på et af Kos' nye all inclusive-hoteller, Iberostar Odysseus, der ligger med smuk udsigt til havet og med et vandmelon-udsalg som nærmeste nabo et godt stykke fra alfarvej.

Ioannis vil gerne åbne mine øjne for det Kos, der ligger under overfladen, og begiver sig ud i en livlig fortælling om øens multinationale fortid, da vagttelefonen ringer, og en ny feriegæst med kvababbelser kalder.

Han når dog at fortælle, at Kos var under tyrkisk herredømme helt frem til Første Verdenskrig, hvorefter Italien underlagde den græske ø fascistisk styre. Siden indtog tyskerne øen, indtil briterne befriede den efter Anden Verdenskrig, og Kos i 1947 kunne kalde sig en græsk ø. De mange kulturelle spor kan bl.a. ses, når man går rundt i Kos by, hvor orientalske kuppelbyggerier blander sig med fascismens stramme arkitektur.

Ioannis – og øens øvrige indbyggere – er desuden svært stolte af det faktum, at lægekunstens fader, Hippokrates, er født på øen, og at man kan besøge såvel det træ, han yndede at give undervisning i læ af inde i Kos by, som ruinerne af det medicinske tempel Asklepion, hvor han dygtiggjorde sig.

Asklepion, der ligger på en afsides bakketop omgivet af cyprestræer og uendelig ro, bliver regnet som en af de vigtigste arkæologiske ruiner i Grækenland i skarp konkurrence med Athens Akropolis. Det fortæller den lokale guide Constantinos Karanasios, der samtidig begræder, at de historiske mindesmærker ikke bliver bedre vedligeholdt. Der er 25 udgravninger på Kos alene, og som det er typisk med ting, man har rigeligt af, værdsætter man dem ikke. Asklepions ve og vel afhænger derfor i høj grad af loyale Kos-indbyggere, der frivilligt har påtaget sig at passe haven og de øvrige omgivelser, fordi de føler sig knyttet til stedet og nødigt vil se det forfalde.

Madtour de Kos

Når man besøger øens famøse Bar Street, der ligger i ly af storblomstrende bourgonvillaer, fornemmer man igen det afslappede forhold til arkæologiske ruiner. For klos op ad barerne ligger en arkæologisk udgravning, der i andre lande ville have medført ti sikkerhedsvagter og en bundløs vedligeholdelsespulje. Men ikke på Kos. Her bliver øens historiske spor uden problemer flettet sammen med nutidens ønsker om barer, restauranter og all inclusive-hoteller, og det giver øen en tilbagelænet atmosfære.

Omkring en mio. turister besøger årligt Kos, og det er da også kun på grund af dem, at man kan finde en McDonalds i hovedbyen. Om vinteren er den lukket, for uden turisterne kan fast food-kæden ikke køre rundt. Og man kan godt forstå, at de lokale ikke forfalder til Big Macs og fritter, for her fås solmodne tomater, sprøde agurker, smagfulde oliven, afhængighedsskabende honning og friskfanget fisk som få andre steder. Det kan anbefales at tage på en ”madtour de Kos”, for øens producenter åbner gerne døren for turister og viser, hvordan de lokale produkter bliver til.

Læg f.eks. vejen forbi Triantafyllopoulos, der er den største vinproducent på Kos, og som laver rød-, hvid- og rosevin, som man kan nyde på terrassen med udsigt til vinmarkene og havet. Kør også forbi olivenolieproducenten Hatzipetros, der gerne fortæller, hvordan 3,5 kilo oliven giver en liter hjemmepresset olie, og som også sælger uovertrufne marinerede oliven, hudplejeprodukter og krydderier.

Endelig må man ikke snyde sig selv for en tur forbi honningfabrikken Melissa, der ligger nær byen Kefalos. De er med rette kendt for deres smagfulde timian- og pinjelynghonning.

En perle af en vinbar

Det er også nær Kefalos – ved Kamari Bay – at man finder nogle af Kos' bedste strande, der på ingen måde er overstrømmet af solhungrende turister.

Som Kamari Beach, hvor man omgivet af ganske få gæster kan man bade i krystalklart turkisblåt vand, slappe af på en solseng med udsigt til en lillebitte klippeø komplet med kirke på toppen og spise en skøn, fiskerig frokost på den familiedrevne Capt. John Restaurant. Prøv også Beach Cava Paradivo, Kos' lækreste – og vel nok også mest hemmelige strand – som man finder, hvis man kører længere mod vest ad smalle, snoede bjergveje.

Som dagene passerer, går det op for mig, at en ferie på Kos kan svinge begge veje. Ønsker man sol, strand og fuld forplejning på et lækkert, nybygget resort, kan man få det. Er man til de mere lokale oplevelser, er de også inden for rækkevidde. At charterturismen og det mere autentiske Kos lever side om side, demonstrerer vores sidste aften på øen meget godt, hvor vi er inviteret til græsk aften nær byen Zia, der kan byde på de smukkeste solnedgange på hele øen.

Solnedgangen er afsindigt smuk, men da den græske aften begynder at rulle sig ud med udklædte folkedansere og zorbamusik som på bestilling, får vi lyst til at stikke af. Én i flokken har fået nys om en fantastisk vinbar, der ligger blot en kilometers penge oppe ad bjergvejen, så vi knokler os vej derop og finder et paradisisk helle i form af en taghave med en udsigt, der er endnu bedre end den, vi kom fra.

Her sidder de lokale ganske rigtigt og hygger sig på blåmalede stole med fletsæder, omgivet af vildtvoksende efeuranker, blomsterkrukker og afdæmpet belysning. Den græske vin er så god, at vi overtaler ejerne til at holde en time ekstra åbent, og da jeg kommer hjem på hotellet den aften, føler jeg, at jeg har opdaget Kos' hemmelige perle.

Vel hjemme i Danmark viser et besøg på vinbarens, der hedder Oromedon, hjemmeside dog, at mange før jeg har fundet vej til oasen – heriblandt Bill Clinton. Men hvad pokker, for mig føltes det som at få en bid af Kos under overfladen.