Klostervej med indbygget spænding

Geden over mit hoved står på den yderste kant og strækker sig yderligere lidt. I strid med tyngdeloven sker der ikke andet, end at den får fat i et par skud mere fra en busk.

Her i bunden af kløften er der - bortset fra gederne, hvis klokker om halsen får en til at stå stille og se op for at lokalisere dem - stille og forårsagtigt. De røde valmuer og en gul blomsterart, som minder lidt om mælkebøtter, bare mindre, breder sig frodigt mellem de rødbrune klippestykker. Indimellem møder jeg andre vandrere, der udforsker turen.

Det er næsten muligt at glemme, at jeg for under en time siden gik med hjertet oppe i halsen, fordi en fremmed græsk mand slæbte mig ind i en grotte i bjergets dyb.

Alternativ til Samaria

Vandreruten tager sit udgangspunkt ved munkeklostret Gouverneto, der er placeret nordligt på en halvø ca. 20 kilometer fra hovedbyen på det vestlige Kreta, Chania, og byens mange omliggende turisthoteller.

Nordkysten er populær blandt de tusinder af danske turister, der hvert år besøger Vestkreta, og mange af dem tager på dagture for at vandre i den berømte Samaria-kløft på den sydlige del af øen. Kløften er berygtet for især i sommervarmen at byde på en lang, strabadserende vandring.

Men mindre - og ikke mindst tættere på - burde kunne gøre det, var tanken bag min udflugt denne overskyede majsøndag.

Fra klostrets p-plads går en bred vandresti, skabt af tilhuggede klippestykker, den lige vej mod havet. Jeg møder ingen det første stykke tid, mens stien efterhånden bliver mere stejl nedad. Et sted er den nærmest anlagt i hårnålesving, men stadig fin at gå på iført almindelige (vandre)sko.

Et stort skilt på p-pladsen bag mig forkynder, at munkene stiller en stribe krav til besøgende: Man skal f.eks. være tækkeligt klædt og må hverken have madkurv med eller fotografere.

Da jeg efter en halv time er på vej ned ad den trappe, som stien nu har forvandlet sig til, skynder jeg mig derfor at proppe kameraet i tasken, idet jeg får øje på en græskudseende mand på et plateau neden for trappen. Han står blandt ruinerne af et tidligere lille kloster, Katholiko-klostret, fra omkring 1600.

Det viser sig, at den græske mand og hans kammerat selv tager billeder. De er turister fra den største by på Kreta, Heraklion på øens østlige del.

Eremittens grotte

»Så du grotten,« spørger de, og jeg nikker bekræftende.

På min vej var der et primitivt tilhugget hegn og et lille alter foran en flere meter bred grotteindgang. Bjørnegrotten - det græske navn er Arkoudospilio - rummer en drypstensformation, der ligner en bjørn, som står og drikker af et naturligt bassin. Legenden siger, at bjørnen blev forvandlet til sten af selveste Jomfru Maria.

Jeg holdt nu lidt afstand. Kulden isnede ud fra grotteåbningen, og fordi jeg var alene, virkede hele setuppet uhyggeligt.

Men nej, det er ikke bjørnen, de to græske kammerater taler om.

»Kom, jeg kan vise dig den. Den er lige her,« siger en af dem, der præsenterer sig som Labis.

»Du kan låne min pandelampe,« insisterer den anden, som bliver udenfor.

Ved siden af trappen er der en knap mandshøj grotteåbning med et lille alter indenfor til venstre. Søger man mod højre og op over klippens bund, som bestemt ikke er plan, kan man gå dybt ind i grotten. En hvid snor er bundet fast til klippen og viser vejen.

Vi er i St. Johns Grotte. Eremitten og helgenen brugte ifølge legenden grotten, der er over 100 meter dyb, som tilflugtssted. Katholiko-klostret uden for grotten kaldes også Eremitten St. Johns Kloster.

Efter 15 minutters gåtur, hvor jeg somme tider må lede efter et sted at sætte fødderne og et par gange får en hjælpende hånd af Labis, når vi det inderste rum i grotten. Her er endnu et lille alter, der vidner om, at St. John hvert år den 7. oktober mindes her mellem stalaktitter og stalagmitter.

Oliventræ med en stor opgave

Vel ude igen bliver jeg præsenteret ordentligt for mine to græske hjælpere, den 35-årige Labis Mandalenakis og hans 40-årige kammerat, Kostas Siderakis. De er tydeligt stolte af både grotte og klosterruiner og fortæller gerne historiske detaljer - skønt de også selv er her for første gang.

»Se oliventræet her,« peger Labis og forklarer, at det 10 meter høje træs rødder er så vidt forgrenede, at de går langt ind under klippen.

Hvis træet dør, skrider en del af bjerget, klosterruinerne - og måske endda den hellige grotte.

De to vandrer videre, efter at de med en håndbevægelse har fejet min takketale af og forsynet mig med en plade chokolade til blodsukkeret.

Selv følger jeg også stien gennem kløften ned mod vandet blot 10 minutters gang væk. Her er en lille vig, der tidligere har været brugt som havn, og på pimpstensklipperne kan man stadig se, hvor munkene i sin tid huggede dem i stykker for at bygge deres hellige huse.

Her kan man hvile ud og strække benene før den cirka en time lange vandretur tilbage ad klostervejen.

LÆS OGSÅ: Et helt liv på Kreta