På eventyr i paradis

Bilen bugter sig gennem bjerglandskabet på de smalle veje. Turen fra Balis lufthavn i Denpasar til Lovina kræver en stærk mave og rolige nerver. Højtlastede vogne, hurtige motorcykler og scootere med hele familier krydser ud og ind imellem hinanden i et kaotisk sammensurium. Balineserne ser ikke ud til at benytte sig af de samme færdselsregler, vi er vant til, og jeg er glad for, at vi har hyret en lokal chauffør til den tre timer lange tur på den indonesiske ø.

Da vi endelig er kommet frem til Lovina-området på øens nordlige del, er vi klar til at give os i kast med de mange muligheder for at opleve Balis historie. I den tidligere hovedstad Singaraja kan man både besøge havnen, der tidligere var centrum for Balis omfattende handel og de hollandske kolonisters virke, og smutte på biblioteket Gedong Kirtya, der rummer øens samling af tidlige skrifter. Teksterne er nedfældet på tørrede palmeblade efter traditionel balinesisk metode, og her kan man få indsigt i alt fra historiske begivenheder, store kærlighedsfortællinger, traditionel medicin og sort magi til tidlige tiders tegneserier.

Områdets strande med vulkansand er velbesøgte, og man vil sikkert også møde en sælger, eller fire, med lommerne fulde af håndlavede smykker. Men Lovina er stadig relativt fredeligt og flittigt besøgt af familier med børn, der vil opleve delfinerne springe i morgengryet og nyde roen, langt væk fra festerne i den sydlige del af Bali.

Luksus på dansk

Vi er flygtet fra det kolde og endnu vinterlige Danmark, derfor er det helt naturligt at lægge ud med en ordentlig omgang luksus. Det får man på det danskejede eksklusive resort Damai, der ligger omgivet af tropiske frugtplantager, hvor frugter som rambutan og mango hænger i store tunge klaser, side om side med pomelo og papaya. Allerede dér får vi fornemmelsen af, hvor langt væk vi egentlig er fra Danmark.

Balineserne er vilde med børn, og der går ikke mange minutter, fra min søn og jeg har stukket hovederne frem i haven, før en gartner er klatret til tops i det grønne efter en håndfuld tropiske frugter til os.

Selvom jeg sagtens kunne hænge ud i de luksuriøse omgivelser på resortet i ugevis, trænger teenagesønnen til noget aktivitet, og de varme kilder, der ligger i Banjar Village, kun en halv times kørsel fra Damai, lyder lokkende. Vi besøger Banjar en søndag formiddag, hvor det er tradition for de lokale at bade i de helsebringende naturlige kilder. De lokale bader og hygger sig med familien i bassinerne, men afrensningen har også en rituel betydning, som så mange andre af balinesernes daglige gøremål har det.

De fleste balinesere bader med tøj på, og da man med al tydelighed er gæst her, kræver det noget overvindelse at hoppe i bassinet for en genert teenager. Men den generelle gæstfrihed og imødekommenhed fra de lokale gør oplevelsen til et fint kulturmøde.

Trekking i regnskoven

Stik syd for Lovina ligger Balis vestkyst. Det er her, at en stor del af øens muslimske mindretal har bosat sig, da de kom sejlende fra naboøen Java.

Balineserne rynker lidt på næsen af området, eller rettere, områdets beboere, som har ry for at være en anelse uciviliserede. Det skal man nu ikke lade sig slå ud af, for området byder på store naturoplevelser. Det er nemlig her, øens store nationalpark ligger.

Man kan trekke med en af de lokale guider, der er vokset op med regnskoven som baghave og derfor kan fortælle om alt, lige fra det rige dyreliv til det mangfoldige planteliv, der vokser i området. Vores guide ved, hvor kæmpeegernet plejer at holde til, hvor aberne elsker at lege og i hvilket af hullerne i skovbunden, man finder den dødbringende blå skorpion.

Det er også i nationalparken, at den yderst sjældne Balistær holder til. Den lille hvide fugl med skrigblå stribe lever kun på Bali og på trods af, at der gøres en stor indsats for at redde arten, er der kun 20-30 fugle tilbage i det fri.

Trekking er dog for større børn, og i regntiden kan det anbefales at nøjes med et par timer i mangrove-området, da regnskoven er stejl og glat.

Langt fra de eksklusive resorts

Kører man nordpå langs kysten fra Pemuteran og hele vejen om på østsiden af Bali, er der masser af oplevelser i vente undervejs, hvor man kan gøre holdt ved et af de mange templer, varme kilder eller besøge en af øens kaffeplantager. Man kan også bare læne sig tilbage i sædet og nyde den betagende udsigt over risterrasserne, bjergene og havet, som sagtens kan holde en mundlam af fryd det meste af vejen.

Turen kan gøres på nogle timer i bil, og når man kommer til nordspidsen af øen, vil man opleve en frodighed af grønt i alle nuancer, der ligger i lag på lag af bjergsiderne, så langt øjet rækker.

Husene er velholdte, og det ses tydeligt, at nordsiden af øen har økonomisk gevinst ved naturens store gavmildhed.

Fortsætter man hele vejen over på østsiden af øen, finder man den lidt søvnige fiskerby Amed, som de seneste 10 år har været genstand for øget opmærksomhed fra turisternes side.

Det er primært på grund af de fortrinlige muligheder for dykning langs Ameds kyst, der blandt andet byder på et japansk vrag, lodrette vægdyk og børnevenlig snorkling få meter ude fra strandkanten.

Området, der kaldes Amed, består egentlig af mange forskellige byer med hver deres navne, men som en lokal fisker udtrykker det, er det meget nemmere for turisterne, hvis hele kysten kaldes for Amed.

I Amed bliver det tydeligt, at her er tale om en af Balis fattigste områder. Her er for varmt og tørt til, at der kan dyrkes afgrøder, og den lokale befolkning har primært ernæret sig ved fiskeri.

Her er langt mellem de eksklusive resorts, men til gengæld kan man finde billige overnatningsmuligheder hos lokale og hænge ud i en af bugtens mange små strandcafeer, hvor du kan få en gang stegte ris for en rund 20'er.

Stemningen er tilbagelænet, og med en udadvendt teenager er der rig mulighed for at møde de lokale og få en snak om livet på Bali. De fleste er imødekommende og så gæstfrie, at det kan ende med en middagsinvitation og varige venskaber.

Det kan være, at du møder Wayan dér på stranden. Wayan er en af de lokale fiskere, der har nydt godt af den øgede interesse for Amed. Rygtet siger, at Wayan laver bugtens bedste morgenmad til sine gæster på Bubu Racok, et nybygget homestay som han og familien har opført på deres grund lige ned til vandet.

Midt på Bali ligger Ubud. Området er center for livsnydere, der er kommet for at dyrke yoga, spise rawfood og hænge ud i et kreativt miljø.

I Ubud er der masser af shoppingmuligheder, og man kan besøge det kongelige palads, Monkey Forrest eller gå på museum. Hver aften optræder lokale med Balis traditionelle danse, og især Fire Kecak, hvor 30 mænd laver lyde, der minder om en urform for beat box, og der danses med bare fødder på gløder, er et hit for sønnike.

Balis urfolk

Fra Ubud er der desuden relativt kort afstand til en lang række af øens mest interessante seværdigheder, og noget af det, teenageren har glædet sig mest til, er et besøg hos et af Balis urfolk, Trunyan.

Trunyan har tidligere været berygtet for at være temmelig ugæstfrie, og blandt turisterne går der vandrehistorier om afpresning. I dag har selv Trunyan folket indset fidusen i at tjene penge på turisternes nysgerrighed, og der afgår dagligt flere færger over den store sø, Batur, til Trunyan. Seværdigheden er deres begravelsesplads, som i den grad er anderledes og fascinerende.

Begravelsesstedet er en lysning i skoven, under et stort træ. Ved indgangen byder fire kranier velkommen, og inde på selve pladsen skimtes 11 bambusbure. Her lægger man de døde oven på jorden, iført deres begravelsesklæder og omgivet af offergaver. Derfra går naturen sin gang, og når der dør en trunyaner, bliver den ældste af gravene tømt ud til venstre med gaver og skelet, mens kraniet bliver stillet til højre i en samling, der på én gang virker frastødende, men også fascinerende og dragende.

Søen Batur ligger for foden af den aktive vulkan Gunung Batur, som strækker sig mod himlen. Landskabet bærer tydeligt præg af det sidste store vulkanudbrud, hvor store områder blev så skadet, at de i dag ligger øde hen med store sorte brudstykker af lavasten stikkende op af jorden, som en påmindelse om at naturen er mægtig, og mennesket meget lille.

Afhængigheden af naturen, som balineserne er vokset op med som et grundlæggende livsvilkår, er i deres daglige bevidsthed, og den dyrkes gennem de mange ritualer i templerne.

Samhørigheden er beskrevet i treenigheden ”Tri Hita Karana”, harmonien mellem mennesker og naturen, mennesker imellem og mennesker og guderne. Når balineserne hvert halve år holder en ceremoni for træerne, er det således et udtryk for taknemmelighed og bevidstheden om den betydning, træerne har for deres eksistens og det daglige liv på øen. Træerne afgiver den ilt, de trækker ind gennem deres åndedrag og er en forudsætning for livet. De giver brænde til komfuret, hvor de daglige måltider tilberedes og materiale til træskærerarbejdet, der er en specialitet for øen. På Bali hænger alting sammen. Det er en magisk oplevelse at være vidne til - uanset om man er voksen eller en teenager på tur.

Tre til rejsen

LÆS MERE OM Bali PÅ GUIDE.DK