På vildspor i risterrasser

Til højre eller venstre? Forgreningen, vi står ved, giver intet tegn på at ville fortælle os, hvilken vej der er den rette til landsbyen Banaue, og vi indser, at det måske var naivt, at vi havde begivet os ud i risterrasserne på egen hånd uden guide og uden afskiltede stier. Men vi var eventyrlystne nok til at insistere på at finde vores egen vej, og det gik også fint nok den første times tid op og ned ad smalle stier og trapper, men nu opdager vi, at de årtusindgamle risterrasser kan være som en smuk, forførende og vildledende labyrint. Vi prøver først stien til højre og derefter den til venstre uden at være overbevist om, at nogen af dem overhovedet er en reel sti, så slukørede bliver vi enige om, at det er bedre at vende om, mens vi stadig kan finde vej tilbage. Men så er det, at vi møder Julietta i en lille landsby med forfaldne træhytter.

»You need guide?« spørger hun.

Det må vi knap så kække eventyrere blankt erkende, og således begiver den 40-årige mor til ti sig ud på en to en halv time lang vandretur med os, langs stejle bakker og snørklede stier i 30 graders varme, vel og mærke iført jeans og klipklappere og uden en dråbe vand med sig. Hvem er de eventyrlystne nu?

Går halvvejs rundt om jorden

Vi er i Banaue i det nordlige Filippinerne, et område kendt for sine 2.000 år gamle risterrasser, der rejser sig flere hundrede meter som en enorm grøn lagkage over dalen. Risterrasserne er optaget på Unescos verdensarvliste, er afbildet på 20 pesos-pengesedlen og filippinerne kalder dem ”verdens ottende vidunder”. Når man første gang står ansigt til ansigt med dem, forstår man hvorfor. Overalt rejser de grønne hylder sig op mod himlen, mens vandet i rismarkerne glimter i sollyset, og det er ikke til at vurdere, om det er vandreturen eller udsigten, der tager vejret fra os. Risterrasserne dækker 10.000 km2 og det siges, at hvis man lagde terrasserne ud i en lang linje, ville de gå halvvejs rundt om planeten.

Risterrasserne blev anlagt af det indfødte ifugao-folk, der hovedsageligt huggede dem ud af bjergskråningerne ved håndkraft, og gennem århundrederne er rismarkerne gået i arv gennem familierne, altid til den førstefødte. De mange lagkagelag er designet som et smart vandingssystem, hvor regn fra regnskoven glider ned til hver af de tørstige rismarker – og ris var ifugao-folkets eksistensgrundlag. Den dag i dag fremsiger bønderne stadig en traditionel bøn over markerne, når der sås og høstes.

Ved et udkigspunkt møder vi en lille flok ifugaoer, der ser ud, som om de er lige så gamle som risterrasserne selv, iført deres traditionelle klædedragter. Det røde stof matcher deres læber, og selv om vi først tror, at de har munden fuld af blod, går det snart op for os, at de blot tygger den lokale tobak, der består af betel-nødder og –blade samt lime, der, når det blandes sammen, farver tænder, gummer og læber røde. Men tiderne skifter, og det er ikke længere rismarkerne, der optager dem – de venter derimod på, at turister giver dem lidt håndører for at få lov til at tage et billede af dem.

Ballerina-vandring

Det kræver en vis ynde og balance at vandre rundt mellem risterrasserne. Ofte går vi på den smalle kant anlagt omkring de vandfyldte rismarker, og en enkelt gang må jeg sande, at de ikke er bygget til store, kluntede europæere som mig, og min ene fod falder i og bliver dækket med mudder. I det mindste er det bedre, end hvis jeg var faldet til den anden side, hvor jeg ville være landet i en rismark tre meter længere nede, så vi forsøger på bedste vis at finde vores indre ballerina frem. Altimens svæver Julietta hjemmevant og ubesværet over landskabet.

»Jeg er vant til at gå den her vej hver dag, når jeg henter brænde. Faktisk er det nemmere at balancere, når man bærer på et bundt brænde,« fortæller hun på ubesværet engelsk – hvilket er lidt af en overraskelse for os, eftersom hun har boet hele sit liv i en mikroskopisk landsby i midten af ingenting uden adgang til elektricitet, tv, internet eller lignende.

Mens vi bevæger os ned ad det grønne landskab, stopper vi af og til op og måber – mens vi balancerer på kanten af risterrassen – over udsynet. Julietta forklarer os om, hvordan de lokale planter, høster og vedligeholder rismarkerne, og midt på eftermiddagen når vi endelig helskindede tilbage til Banaue og takker Julietta, der med ca. 60 kroner i lommen trasker tilbage til sin landsby.

Afsides risterrasser

Selve landsbyen afslører, at menneskerne ikke har været lige så gode til at forme bygninger som til at forme naturen. Det er en lille, undselig landsby, der består af en række vakkelvorne huse og nedslidte restauranter, men den er ikke uden en vis charme, når man går forbi de mange lokale, der nysgerrigt kigger på udlændinge og siger ”hello” og vinker, når man går forbi.

Men risterrasserne er årsagen til, at folk valfarter hertil. Man kan sagtens se dem fra nogle af udkigspunkterne, men vil man for alvor opleve dem, er det bedst at tage en vandretur. Banaues risterrasser er de mest tilgængelige, men langtfra de eneste i området. Steder som Batad, Bangaan, Hungduan, Mayoyao Central og Nagacadan har lige så imponerende risterrasser, men det er lidt mere kringlet at komme dertil og kræver ofte flere dages vandring.

Vi hyrer en tricycle, som er en motorcykel med overdækket sidevogn, som er en af de mest gængse transportformer, til at køre os de tre kvarter mod Batad. Da vi når toppen af bjerget, hvor vejen ophører og vandreruten begynder, bliver vi mødt af en række unge mænd, der straks tilbyder sig som guider. Belært af vores fejl dagen før beslutter vi os for at slå til og får forhandlet os ned til 600 pesos svarende til cirka 70 kr. for at have en ledestjerne for en dag.

Dovne unge

De lavthængende skyer har lagt sig som et gråt og fugtigt slør over os, og først er vi skuffede over, at vi ikke kan se noget som helst. Men efter en halv times vandren ned ad bakke bryder vi igennem skyerne og får første glimt af Batad. Den lille landsby ligger i bunden af en dal omringet af høje, grønne bjerge, hvor risterrasserne er hakket ud på tre sider, så de danner et amfiteater. Godt nok er risterrasserne mindre end i Banaue, men de er langt mere dramatiske og postkortskønne. Vi går gennem hylderne af rismarker, hvor vi støder på nogle få filippinere, der arbejder på at forstærke et dige, mens en anden planter ris. Med tungen lige i munden fortsætter vi mod Tappiyah Falls, som er tre svedende kvarter i vandrestøvlerne fra Batad langs en hesteskoformet flod, så da vi når det 30 meter høje vandfald, hopper vi straks i vandet for at køle af.

Tilbage på vores pensionat om aftenen falder vi i snak med ejeren Randy, der er vokset op i Banaue.

»Ris er livsnødvendigt her i Filippinerne – vi spiser det til morgen, middag og aften,« siger han.

Men Randy forklarer, at selv om risterrasserne stadig bliver dyrket, så kan det snart være fortid. I dag lever folk nemlig i højere grad af turisme end af risdyrkning – hvilket han selv er et godt eksempel på.

»De unge nutildags er dovne, og de vil hellere lege med deres mobiltelefon end at arbejde i marken, så mange risterrasser bliver forladt, og regeringen må træde ind for at bevare dem, eftersom de er på verdensarvlisten,« slutter han.

Fem råd til rejsen