Konstrasterne står i kø på Java

På plantagen, som vi besøger, dyrkes kaffe, kakao, kokosnødder, gummi, muskat, kanel, nellike, vanilje, peber og en stribe eksotiske frugter, blomster og sjældne planter, men det, der imponerer os mest, er, da den lokale guide finder en kæmpeedderkop og lader den kravle rundt på armene og i ansigtet. Den er langbenet, har grønne, giftigt udseende striber på kroppen, men den er ganske ufarlig, forsikrer guiden. Vi stoler da på, hvad manden siger, men alligevel ...

Edderkoppen bliver sluppet fri, vi ånder lettede op og er igen modtagelige for allehånde viden om plantagedrift på det østlige Java, der er Indonesiens hovedø og den ø i verden, hvor der bor flest mennesker, mellem 130 og 140 millioner. Plantagen hedder Margo Utomo – der er mange tilsvarende – og den ligger ved bjergbyen Kalibaru. Siden 1943 har her været plantagedrift, som i 1975 blev udvidet med forskellige besøgsfaciliteter: Hotel, restaurant, rundvisning m.v.

En rundvisning på plantagen kaldes "Aroma Tour", og det er lige, hvad det er: alt til lugtesansen. Vi får med større eller mindre held lejlighed til at gætte, hvad de forskellige afgrøder er. Ved forenede kræfter er vi ret træfsikre, men sjovt nok driller den, som vi alle formentlig kender bedst i sin færdige form: den velsmagende Java-kaffe. Vi ser også en lille samling malkekøer, og de kan jo ikke imponere danskere, men på Java er de usædvanlige. Plantagen ligger omkring 200 km fra turistområderne på Bali, som mange danskere besøger, så det er altså overkommeligt at tage et par dage til Java, hvis strandlivet på Bali bliver for ensformigt.

Vi tager os den frihed at cykle rundt i plantageområdet nordøst for Kalibaru. Små, men fremkommelige stier går på kryds og tværs, og ingen anfægter, at vi triller rundt her. Da vi standser for at fotografere en plantagearbejder, kommer han ud til stien med sin skarpe kniv, hugger "hovedet" af et par kokosnødder og byder os at drikke af kokosmælken.

Hvor livet næsten står stille

En anden oplevelse af autentisk tropeliv syv-otte grader syd for Ækvator finder vi længere mod vest på Java mellem byerne Tasikmalaya og Garut.

Fra en parkeringsplads ved hovedvejen fører en trappe 360 trin ned i en frugtbar dal, hvor den sundanesiske landsby Kampung Naga med 314 mennesker fordelt på 108 familier kliner sig til de frugtbare dalsider og flodbredden. Husene er primitive, livet ligeså.

Sundaneserne er ikke en minoritet, som lever i et frilandsmuseum. De udgør omkring 40 millioner af Indonesiens næsten 250 millioner mennesker, så langt de fleste har forladt de traditionelle landsbyer og lever et liv i mange forskellige grader af modernitet og fattigdom/velstand. Oprindeligt kom sunda-folket fra Taiwan til Java for 3.000-3.500 år siden.

En del af dem har i vor tid holdt fast i landsbyliv og dyrkning af ris, som er den basale fødevare for alle indonesere. Den serveres morgen, middag og aften og høstes nogle steder tre gange om året, i Kampung Naga dog kun to. Ved landsbyen møder vi en ung kvinde, som er ved at bære risneg hjem fra marken. De hænges til tørre og opbevares i særlige rislader, inden kornene tær<FZ.1.1.16>skes fra stråene på en facon, som har været gammeldags i Danmark længere, end nogen nulevende kan huske, nemlig ved at en rundstok stødes ned i negene – hårdt fysisk arbejde, som udføres af kvinder.

Kampung Naga og andre sundanesiske landsbyer får efterhånden besøg af mange turister, og det forandrer dem. I løbet af få år er der kommet en del boder med kunsthåndværk og turistsager i Kampung Naga. De øger indbyggernes indtægt, men fjerner dem samtidig fra det oprindelige liv som risbønder.

Et rejehop fra landsby til millionby

Java er en ø med kontraster, som man ikke finder mange andre steder i verden. Fra Kampung Naga med et dagligt liv, der er på niveau med Danmark i 1800-tallet, til en moderne storby som Bandung med over to mio. indbyggere er der under 100 km.

Selv om Java er over 1.000 km lang, ligger millionbyerne tæt. Lidt afhængig af opgørelsesmetode er der omkring otte millionbyer, hvoraf Jakarta er størst med ca. 12 mio. mennesker. Rismarkerne er trængt, men op mod 40 pct. af arbejdsstyrken er stadig beskæftiget i landbruget.

De økonomiske forskelle er til at få øje på. I vejsiden ser vi en ung mand, formentlig mentalt forstyrret, løbe nøgen omkring og gøre obskøne bevægelser. Ingen tager sig tilsyneladende af ham, slet ikke dem, der kører forbi i kostbare firehjulstrækkere. Overalt er der huse, for ikke at sige hytter, skrøbelige og faldefærdige med elendige sanitære installationer, hvis overhovedet nogen, men indimellem ser man villaer af så høj standard, at de fleste velfærdsdanskere kan blive misundelige.

Ifølge internationale statistikker lever næsten halvdelen af Indonesiens befolkning for under to dollars pr. dag (11-12 kr.) Selv i et af verdens billigste lande rækker det ikke langt, og 120 mio. indonesere defineres som fattige.

Det bestrides dog af landets regering, som sætter fattigdomsgrænsen til noget under en dollar om dagen, og så er "kun" ca. 12 pct. under grænsen.

Ud på landet efter oplevelser

Java har mange traditionelle seværdigheder: flotte landskaber, maleriske landsbyer, imponerende storbyer, dramatiske bjerge og vulkaner, museer, shoppingcentre, gallerier, nationalparker, templer – stort set alt. Men den egentlige oplevelse af øen og landet får man ved at bevæge sig omkring, gerne langsomt og gerne uden for alfarvej, f.eks. på cykel (kan købes eller lejes billigt), men bil, motorcykel, bus og tog kan selvfølgelig bruges.

Vestjava er bedst udviklet, så det er på Central- og Østjava, at man får de oplevelser, der afviger mest fra vestlig normalitet. Det er ude, hvor kragerne for længst er vendt om, at vi møder interessante udsagn, som viser, at der er andre perspektiver på verden end vores:

»Hvordan kan I rejse rundt i Indonesien, når I ikke taler indonesisk?« spørger en mand ved hjælp af en tolk i Puger på sydkysten.

»I har sne hver vinter? Jeg har kun set sne på tv. Jeg har aldrig oplevet, at temperaturen var under 10 plusgrader,« lyder det fra en midaldrende mand fra Yogyakarta.

Det er også i en beskeden centraljavanesisk landsby, at det lykkes en fodbold-entusiast fra Aarhus at lære en flok skolebørn de hvidblusede AGF'eres kampråb, så det gjalder gennem landsbyen, som om den var forvandlet til Aarhus Stadion:

»Kom så, de hwi'e! Kom så, de hwi'e!«