Det filippinske ferieparadis

Vantro.

Det var den første indskydelse ved synet af Filippinernes ypperste strand, White Beach, på miniput-øen Boracay, der blot er er fire kilometer lang. Det var simpelthen ikke til at tro sine egne øjne.

Som strandpessimist får man ofte bekræftet, at der er langt fra den photoshoppede strand, man ser i brochurer og guidebøger, til den strand, man i virkeligheden planter sin bare fødder på.

Derfor havde jeg selvsagt ikke de store forventninger til Filippinerne, som en veninde havde lokket mig med til, da det danske forår syntes at lade vente på sig.

Vi ankom sent om aftenen til øen Boracay, hvor vi trætte smed os i de bløde sofaer på verandaen foran vores bungalow. Det krævede nogle kolde San Miguel-øl at falde ned oven på den ankomst. Vi vidste godt, at vi skulle lande i Filippinernes hovedstad Manila for derefter at flyve videre til øen Boracay og den famøse strand, White Beach.

Men hvad vi ikke vidste, var, at vi landede på en naboø til Boracay, hvilket betød, at vi skulle med en filippinsk udgave af den thailandske tuktuk, en såkaldt tricycle, ned til et lille færgeleje, hvor vi så blev stuvet ind i en rusten ”hurtig”-færge, der fragtede os til Boracay, hvor vi så igen skulle med en lille overdækket motorcykel med sidevogn for endeligt at ankomme til vores bungalow – flere timer efter vi landede. Stranden gad vi simpelthen ikke gå ned til før dagen efter.

En strandpessimist giver op

Måske var det vores egen nonchalante holdning til strandes betagende skønhed, men i hvert fald ramte det os lige i synet, så vi nærmest var ved at falde bagover. Ingen af os havde nogensinde set noget lignende.

Vi havde bevæget os fra den afsides bungalow, bag om nogle restauranter og via en smal passage – og pludselig stod vi midt på den sanddækkede strandpromenade og blev BLÆST væk. Her var virkelig tale om en strand i superligaen. Stranden fra alle Bounty-reklamerne med kridhvidt sand, kokospalmer og små både med trekantede sejl, der lå for anker i det kanarieblå vand. Ingen Photoshop, bare ren og smuk paradisstrand.

Nærmest småløbende bevægede vi os de få meter fra strandpromenaden ned til stranden. Forbi de svajende palmer, der dannede en tilpas transparent skillevæg mellem solbadning og de utallige barer, restauranter og cafeer, der hver aftenen udvidede deres råderum til stranden, hvor livet blev indtaget på alle måder.

Sandkornene var fine, vandet varmt og den svalende brise lige tilpas. Selv solsengens madras var dejlig blød og fik os til at glemme de ømme rygstykker, der aftenen før havde taget slæbt på bagagen.

Når vi bestilte kolde colaer og snacks ved de ivrige tjenere, blev det skrevet direkte på vores hotelregning – og vi skulle hverken rejse os eller forsøge at huske nummeret på vores bungalow. Det var der helt styr på, og de billige priser blev sirligt noteret på vores regning. Alle bekymringer blev taget fra os, og vi overgav os øjeblikkeligt til den filippinske folkesjæl, der er spændt til bristepunktet af venlighed og velvillighed.

Livsnydernes paradis

Filippinerne byder på 36.000 kilometer kystlinje, men vi havde fundet fire kilometer af himmel på jord i form af den bomuldshvide White Beach. Den eneste bekymring var, hvor vi skulle spise om aftenen. Der var nemlig så mange steder at vælge imellem, når stranden blev inddraget i en perlerække af restauranter, loungeområder og dansegulve med diskorytmer, vandpiperøg, sækkestole, friskfanget seafood, kulørte lamper og flotte, filippinske kvinder (og de blegfede vesterlændinge, de sjovt nok altid omgiver sig med) – og selvfølgelig kulørte drinks og kolde øl i hobetal.

Det krævede ikke mange slentreture ned ad strandpromenaden, før vi fik fornemmelsen af, at hvis der var noget sted i verden, hvor man ville kunne koble totalt af – glemme alt om deprimerende danske vejrudsigter – så ville det være her.

Det giver helt automatisk et dagsmønster, man lynhurtigt bliver forfalden til: gå ud om aftenen og rekreere og lade op på stranden i løbet af dagen - for atter at gentage den succesfulde seance dagen efter.

Vi havde i hvert fald intet problem med at begrænse vores aktiviteter til den slags livsnyderi. Og hver formiddag, når vi søvndrukne tøffede gennem den lille passage bevæbnet med badehåndklæder og vandfast solcreme, gentog benovelsen sig, når vi blev ramt af udsigten til den palmespækkede strand. Den daglige indgangsbøn blev derfor forskellige afarter af vantros-bekendelsen:

»Det er simpelthen LØGN!«

Crusoe-strand og chokolade-bjerge

Efter fem dage rejste vi os modvilligt fra strandsengene på White Beach. Vi havde tilbragt alle dage der – undtaget én, som vi havde fordrevet ved den nordlige Robinson Crusoe-strand, Puka Beach, der afslørede, hvor jomfruelig White Beach måtte have været før i tiden.

Men vi måtte se at komme videre, for vi kunne jo ikke have været på Filippinerne og kun have set én ø og to strande. Så vi bestilte en billet sydpå til øen Bohol. Vi skulle ud og se noget, og her var Chocolate Hills et oplagt valg i form af Filippinernes nok største must-see (bortset fra, ja, sand og vand). Og vi glemte alt om vores strand-abstinenser, da vi endelig stod og nød synet ud over de 1.268 brune og grønne bjerge, der takket være de madglade filippiners fantasi er navngivet efter den form, som dråber af smeltet chokolade laver. Et virkelig imponerende syn – godt pyntet af en dramatisk himmel oven på et ordentligt regnskyl.

Vi havde ellers flere gange på vej dertil fortrudt, at vi havde forvildet os væk fra strandens silkebløde soltilværelse. For også her var det besværligt at komme til, og der begyndte efterhånden at tegne sig et mønster. Igen landede vi på en naboø, denne gang Cebu, og igen krævede turen en gyngende færgetur – denne gang på hele to timer – før vi ankom til Bohol.

Knap så meget paradis

Vi begyndte derfor at se frem til sidste destination, som var Bohols naboø, Panglau, hvor stranden Alona Beach var at finde. Og denne gang havde vi selvsagt palmehøje forventninger til stranden og øen, der skulle være et ”mini-Boracay” – og blev selvfølgelig en smule skuffet, da vi hurtigt kunne konstatere, at det ikke var tilfældet.

Stranden var fin nok, men med sine plamager af tang, askegråt sand og afskallede strandpromenade kunne den på ingen måder sammenlignes med White Beach. Vi overvejede at tage tilbage til Boracay med det samme og bruge de sidste par dage der, men den uoverskuelige og uforudsigelige transport fik os i stedet til at bruge resten af ferien på ø-hop i en filippinsk udriggerkano, en bangka, hvilket bestemt også gav nogle smukke strand-øjeblikke – især på Balicasag og Virgin Island.

Før vi fik set os om, var det tid til at vende den solbrændte snude mod Manila. Og man blev fristet til at synge Kaj og Andreas enerverende duet med Povl Kjøller om ”Når vi så skal hjem igen, så er det lige omvendt,” hvorefter samtlige transportformer opremses. Først med tricycle, og så med færge, så tricycle og så med fly – og endelig var vi fremme. Men som vi sad der i Manilas lufthavn og ventede på vores fly mod Danmark, blev vi enige om, at det – trods transportbesvær – ikke var sidste gang, at vi skulle dase i palmernes skygge på White Beach.