Slumturisme med et højere formål

Solen bager nådesløst, og selv om det endnu er tidligt på dagen, får det subtropiske klima i Manila tøjet til at klæbe til huden, som vi bevæger os dybere ind i slummen i den filippinske hovedstad.

Under en motorvejsbro løber en ildelugtende å, der ligner en åben kloak. En brun klæbrig masse flyder dovent af sted, og den sødlige ramme lugt af rådnet affald stikker fælt i næseborene.

Høns og forpjuskede løse hunde løber rundt på de møgbeskidte flodbredder, hvor kvinder er ved at forberede mad over små bål. Her bor omkring hundrede mennesker, klinet op til broen i små celler lavet af træ og papkasser.

På trods af de kummerlige forhold bliver vi modtaget med smil og åbent sind og sågar inviteret med indenfor i den klaustrofobiske beboelseslabyrint.

Det myldrer med børn i alt fra babystørrelse til teenagealder, og de er særligt henrykte over at få besøg af Edwin Nombre Pamanian. De ved nemlig godt, at der er noget positivt i vente, når han kommer på besøg.

Edwin Nombre Pamanian har taget os med på tur til en af Manilas mindre kendte sider – i hvert fald for turister. Han er 37 år, gift og har to børn. Og så er han praktisk talt vokset op på gaden i ét af mega-byens fattigste slumkvarterer.

»Jeg er faktisk ikke tur-guide, for jeg aner intet om den filippinske historie. Lad os sige, at jeg er jeres ven, som vil tage jer med rundt og vise jer det ægte Manila,« introducerer Edwin Nombre Pamanian.

Aktiv velgørenhed

Han har i snart to år taget unge vestlige rygsækturister på tur rundt i Manilas slum. Men, der er ikke tale om slumturisme, som udstiller byens fattigste skæbner for fotograferende turister, der kan være taknemmelige for, at de selv er vokset op under langt lettere livsvilkår. Når man er på tur med Edwin, bliver man en del af det projekt, han med tiden har valgt at kalde True Manila, og man kommer automatisk til at indtage rollen som nødhjælpsarbejder.

»Ideen er, at jeg tager jer med rundt og forklarer jer, hvorfor folk er fattige, hvorfor de bor på gaden, hvorfor børnene tigger, hvorfor de kommer og gør din bilrude ren, når du holder ved et vejkryds,« fortæller Edwin Nombre Pamanian os.

Alt, vi skal gøre for den oplevelse, er at hjælpe ham med at dele mad ud til de absolut værdigt trængende mennesker, vi møder på vores vej.

Vi har fundet frem til Edwin via diverse rejsefora på internettet og har igennem Facebook fået lavet en aftale om at komme med på én af hans ture. Vi møder ham første gang aftenen forinden i et af Manilas storcentre, der oser af en helt anden luksus end den verden, Edwin kommer fra.

Her fortæller han os om sit liv og om, hvordan lønningerne er så lave på Filippinerne, at han bliver nødt til at have syv forskellige jobs for at forsørge sin familie, der i hans verden også inkluderer hans mor, syv søstre og deres børn.

Så når han ikke lige render rundt med turister i Manilas slum, tjener han sine penge som chauffør, T-shirt-designer, fitness-instruktør, landskabsarkitekt, skuespiller, brugtbilsforhandler og ved at drikke kaffe for en restaurationskæde.

Selvdonation

Selv om Edwin egentlig har noget arbejde at udføre, lykkes det ham at skabe plads i sin kalender, så vi kan komme ud og opleve det ægte Manila.

Vi møder ham dagen efter ved et hostel, som han har fået lov at bruge som opsamlingspunkt for sine ture, og her slår vi følge med en hollænder, australier, japaner og spanier.

Inden vi sætter kursen mod slummen, giver Edwin os små poser med ris og nudler og forklarer os, hvordan maduddelingen kommer til at foregå.

»Vi skal selvfølgelig ikke bare ud og gå og tage billeder. Vi skal også uddele noget mad til folk. Og maden, som vi har her, er doneret af de sidste folk, der var ude med True Manila,« fortæller Edwin Nombre Pamanian, mens han fylder vores tasker med ris og nudler.

»Vi bliver nødt til at skjule det, for vi har ikke lyst til at ligne julemanden. Ellers begynder folk at tigge og bliver kede af det, hvis vi giver mad til nogen og ikke til andre. Vi udvælger diskret, hvem vi giver mad til, og når vi går rundt derude, vil I kunne se, hvem der virkelig har brug for det,« siger Edwin Nombre Pamanian.

Det kan måske lyde hårdt, sådan at skulle gøre forskel på folk, men da vi befinder os midt i det, er der ikke noget at sige til, at Edwin har behov for at sortere i, hvem han giver mad.

Der er simpelthen så enormt mange børn, at han har besluttet ikke at give maden direkte til dem. Fordi han kender de steder, vi kommer, og de folk, der bor der, så godt, som han gør, ved han præcis, hvilke personer vi skal give maden til for at være sikker på, at den kommer så mange børn som muligt til gode.

Og det virker til, at folk har accepteret Edwins facon, for der er ingen, der tigger. Faktisk er der flere af de voksne, vi tilbyder mad, der, selv om de ser ud til at trænge til det, takker nej, fordi de, som Edwin siger, mener, at de sagtens kan forsørge sig selv og deres familier.

En ny chance

Som vi går rundt i de møgbeskidte snævre gader med faldefærdige huse bygget op af et syndigt rod af beton, træ og blik, fortager chokket sig over vores første møde med det rå og autentiske Manila.

Det hjælper også på det, at vi alle steder bliver mødt med smil og en horde af nysgerrige, legesyge børn, der hviner af fryd, hver gang én af os hvide kæmper løfter dem op i vores arme.

Edwin har forklaret os, at vi ikke skal være bange for at holde børnene i hånden, for de vil så gerne have noget opmærksomhed fra nogle voksne, der gider at lege med dem. Edwin ved, hvad han snakker om.

For omkring 30 år siden var han selv én af de unger, der rendte rundt på må og få uden opsyn fra en kærlig mor eller far. Men en dag, da han var elleve år, stødte han ind i to amerikanere, der var kommet på afveje.

Han rendte efter dem og plagede dem om at tage et billede af ham. Det gjorde de, og de blev så charmeret af den lille knægt, at de inviterede ham på en gang popcorn.

De vendte tilbage til slummen og kom hver dag og besøgte Edwin, lærte ham engelsk, og da de efter et år tog tilbage til USA, holdt de kontakten ved lige. De skrev breve og sørgede for, at Edwin kunne ringe til dem. De gav ham også lidt penge, så han kunne købe skolebøger, og i sidste ende sørgede de for, at han fik både en gymnasial og en universitetsuddannelse.

Det er grunden til, at Edwin Nombre Pamanian har opfundet True Manila. Han er ikke stolt over at være fattig, men han er stolt over at være vokset op på Filippinerne, og med True Manila vil Edwin gerne dele det fællesskab med andre. Det er igennem mødet med folk som os, der tager med på True Manilas ture, at han finder inspirationen, selv om livet kan være svært, når man som Edwin stadig bor hos sin mor med sin kone og to børn og kun tjener, hvad der svarer til omkring 2.000 kr. om måneden.

For børnenes skyld

Selv om vi deler ris og nudler ud til både børn og voksne, er det tydeligt at mærke, at det er børnene, som har Edwins store opmærksomhed. Han forklarer os, at flere børn dør hver måned, fordi de leger på gaden, hvor de for eksempel bliver kørt ned af de farverige trucklignende ”jeepnies”, der transporterer folk på arbejde. Eller fordi de leger med farlige ting.

Mens vi taler med Edwin, løber en lille dreng på omkring tre år grinende hen mod Edwin. Det ser uskyldigt ud, men drengen holder en rusten hobbykniv i hænderne, og var det ikke for én af de andre rygsækturisters skyld, havde drengen fået jaget den lige i benet på Edwin.

Han bliver hverken sur eller chokeret, men tager resolut hånd om sagen, og smider kniven op på et tag, så der ikke er andre børn, der kommer til skade.

Vi slutter vores tur, som vi begyndte, under endnu en ramponeret motorvejsbro. Her bor også et utal af fattige filippinere i alle aldre, som laver mad på bål og vasker sig selv og deres tøj midt i noget, der ikke adskiller sig meget fra en losseplads.

Pap, plastic og støvet jord udgør et interimistisk gulv for det, der må betegnes som et udendørs forsamlingslokale midt i slummen. Det er her, vi finder en flok børn, der helt tydeligt har nydt godt af Edwins godgørenhed.

Han får de ivrige børn til at stimle sammen. I kor tæller de til tyve på engelsk og siger nogle andre gloser, som de har lært. Til sidst sætter de sig på hug med hænderne på hovedet, for nu ved de at belønningen kommer i form af en plade chokolade, som vi lægger i deres små hænder.

Edwin Nombre Pamanian vil gerne lære alle børnene at læse og skrive, og han har oprettet en fond, så han kan sende ét af børnene i grundskole. Han har i det hele taget mange planer både for sig selv og True Manila. Han vil blandt andet gerne skrive en bog om, hvordan han er blevet rig uden at have nogen penge.

»For at leve et godt liv, behøver man ikke at have penge,« mener Edwin Nombre Pamanian og fortsætter:

»Jeg drømmer selvfølgelig også om store huse og flotte biler, men det vil alt sammen være væk, når man er død. Når man deler noget med andre, så varer det evigt.«

Fire råd til rejsen

Ø-hopning ved El Nido, Palawan:

Svømme med hvalhajer i Donsol:

Surfing ved Daet: