Folketingsmedlem hjalp lobbybureau, som han senere fik arbejdsopgaver for

Der er behov for "svingdørs-regler", når politikere skifter til job som lobbyister, lyder det fra Transparency International i forbindelse med TV 2-programmet "Politik til salg", der sendes onsdag aften.

I programmet ser man blandt andet, hvordan det daværende, radikale folketingsmedlem Nadeem Farooq, hjælper en lobbyist, der er hyret af Dansk Hestevæddeløb til en sag af større økonomisk betydning for hestesporten. Bl.a. blev det ifølge dokumentaren aftalt, at Farooq skulle stille nogle bestemte spørgsmål, når Dansk Hestevæddeløb var i deputation i Skatteudvalget, ligesom lobbyisten kunne sende sms'er til ham, hvis der skulle stilles nogle spørgsmål undervejs i mødet. Dette blev dog ikke aktuelt.

Lobbyisten var Mads Christian Esbensen, indehaver af lobbybureauet Policy Group.

Og det er interessant, for Nadeem Farooq har i dag et telefonnummer, som er registeret hos netop Policy Group, og han bekræfter overfor Jyllands-Posten, at han i dag har arbejdsopgaver for lobbybureauet. Dette element indgår ikke i den udgave af TV 2-dokumentaren, som Jyllands-Posten har set.

»Jeg er ikke ansat i Policy Group. Det er sådan, at jeg efter sommerferien er blevet selvstændig rådgiver, og der hjælper jeg Policy Group med opgaver, når der er brug for det. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det er efter sommerferien, at jeg startede ud som selvstædig rådgiver og hjælper så i forhold til specialopgaver,« siger Farooq.

Og sidder du inde hos dem?

»Jeg kommer ind engang imellem. Men altså, det, jeg bruger mest af min tid på, det er mine egne projekter. Jeg laver strategisk rådgivning, politisk rådgivning, jeg rådgiver direktioner og bestyrelser, og jeg rådgiver Policy Group, og jeg hjælper med specialopgaver.«

Når du går på arbejde, er det så derinde, eller sidder du et andet sted også?

»Jeg sidder mange forskellige steder. Det her med hvor jeg sidder, og hvor jeg ikke sidder, altså ... Jeg laver mange ting, ikke? Ja, jeg samarbejder med Policy Group, og jeg er glad for, at min rådgivning er efterspurgt.«

Umiddelbart er der sikkert nogen, der vil tænke: Han hjalp dem, og nu får han så et job hos dem eller nogle opgaver hos dem?

»Jeg kan ikke se noget odiøst i det. Jeg er jo ikke folketingsmedlem længere. Jeg er ude i en ny virkelighed, hvor jeg er selvstændig rådgiver. Jeg har kompetencer indenfor rådgivning, og det er der marked for, og det er jeg glad for, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer.«

Nadeem Farooq meldte i oktober 2014 ud, at han ikke genopstillede ved folketingsvalget. Han afviser, at han vidste, at han måske kunne få nogle opgaver fra Policy Group, da han gik ind i sagen om hestesporten.

»Nej, på ingen måde. Nul,« siger Nadeem Farooq, som i øvrigt fortæller, at han gik ind i sagen om hestesporten, fordi han var politisk enig med Dansk Hestevæddeløb.

Farooq er langt fra den eneste politiker, der i de senere år har skiftet hvervet som minister eller folketingsmedlem ud med en stilling som lobbyist, enten i et lobbybureau eller hos en organisation. Lars Barfoed (K) og Mads Rørvig (V), som ikke blev genvalgt i juni, er i dag begge lobbyister hos hhv. bureauet Communique og hos Finansrådet. I 2014 stoppede Karen Hækkerup (S) som justitsminister for at blive direktør for Landbrug & Fødevarer, en stilling der også omfatter lobbyopgaver, og i 2013 gik Gitte Lillelund Bech (V) fra Folketinget til lobbybureauet Advice.

Formanden for antikorruptions-organisationen Transparency Internationals danske afdeling, Knut Gotfredsen, mener, at der er behov for en form for karantæneperiode, før en politiker kan arbejde som lobbyist.

»Problemet opstår, hvis man bruger den indsigt og de kontakter, som man har fået fra en stilling som folkevalgt, til at være privat ansat,« siger Gotfredsen.

I hans øjne er problemet særligt alvorligt, hvis en politiker bliver lobbyist indenfor et område, hvor han eller hun har særlig erfaring, f.eks. hvis en forsvarsminister bliver lobbyist for Terma, der leverer til våbenindustrien.

»Det er godt nok betændt, hvis det er indenfor beslægtede områder. Så må man have en eller anden form for afkølingsperiode,« siger Knut Gotfedsen.

SF's gruppeformand, Jonas Dahl, siger:

»Når man får sin løn fra Folketinget, som man jo gør, når man får et eftervederlag, så mener jeg, at det er problematisk, at man man på den måde arbejder som lobbyist.«

Politikere, der stopper som følge af sygdom eller et folketingsvalg, får eftervederlag på godt 50.000 kr. om måneden i 12-24 måneder efter deres udtræden af Folketinget, afhængigt af hvor længe de har været medlem.

Der er nedsat en vederlagskommission, der skal se på politikernes fremtidige aflønning, hvilket politikernerne efterfølgende skal bestemme sig for. I den diskussion kunne det ifølge Jonas Dahl være en idé at overveje regler for, hvor eks-politikere kan arbejde, mens de stadig er på Folketingets lønningsliste.

»Hvis der overhovedet skal være et eftervederlag, så kan man overveje, om der skal være nogle restriktioner i forhold til, hvor det er rimeligt, at hvor folk får ansættelse - og dermed løn fra fra både en anden aktør og fra Folketinget.«

I de senere år har det flere gange været anført, at der er behov for nærmere regler for samspillet mellem politikere og lobbyister, sådan som man ser det flere steder i udlandet. f.eks. i USA og Norge. I Norge afgør et særligt karantæneudvalg under Stortinget (parlamentet) hvilke jobs f.eks. ministre efterfølgende må få.

F.eks. gav Stortingets Karantæneudvalg et halvt års job-karantæne til den tidligere forsvarsminister Anne-Grete Strøm-Erichsen, da hun skulle skifte til lobbyistfirmaet Rud Pedersen. Og når det gjaldt arbejde med forsvarsindustrien, fik hun yderligere et halvt års "sagsforbud".

I Danmark er ingen af ideerne om lobbyist-regler indtil videre ført ud i livet, og ifølge Knut Gotfredsen fra Transparency International er det også tvivlsomt, om det sker:

»Generelt kan man sige, at politikerne i det danske folketing er ekstremt uvillige til at vedtage regelsæt, der gælder dem selv,« siger Gotfredsen, som bl.a. henviser til de relativt lempelige regler for økonomiske støtte til politiske partier.