Annonce
Politik

Mistet overblikket? Se, hvem der peger på hvem som statsminister

Først var der to − nu er der helt op til fem kandidater, der kæmper om statsministerposten.

Uffe Elbæk (Alternativet), Mette Frederiksen (Socialdemokratiet), Lars Løkke Rasmussen (Venstre), Pernille Skipper (Enhedslisten) og Pernille Vermund (Nye Borgerlige). Foto: Steen Brogaard, Miriam Dalsgaard

Nu er der potentielt fem statsministerkandidater i spil til det kommende folketingsvalg. Men hvem støtter egentlig hvem i kampen om regeringsmagten.

Venstre: Peger på Lars Løkke Rasmussen og ønsker at fortsætte det nuværende VLAK-samarbejde. Løkke har opbakning som statsminister fra en samlet blå blok, og er dermed den eneste kandidat, som i dag kan tælle til 90 mandater.

Løkke: Valget kommer først til næste år

Konservative: Peger på Løkke og en fortsættelse af VLAK-regeringen. Kan dog også støtte en eventuel V-DF-K-regering. Søren Pape Poulsen vil ikke ære statsminister, har han meddelt.

Liberal Alliance: Peger på Lars Løkke Rasmussen. Ønsker at fortsætte VLAK-regeringen, men har erklæret sig parat til at støtte enhver borgerlig-liberal regering efter valget. Mangler opbakning fra DF til at blive siddende i regering.

LA garanterer at støtte en borgerlig regering

Dansk Folkeparti: Peger på Lars Løkke Rasmussen, men vil ikke have LA med i den kommende regering. Hvis DF får mellem 17 og 19 pct. af stemmerne ved valget, vil partiet selv gå med i regering med Venstre og eventuelt Konservative.

Nye Borgerlige: Har tre ultimative krav for at pege på Lars Løkke: Der skal indføres asylstop, kriminelle udlændinge skal konsekvent udvises efter første dom, og udlændinge skal være helt selvforsørgende. Ifølge eksperter kan Løkke ikke opfylde disse krav uden at bryde internationale konventioner. Opfylder Løkke ikke kravene, peger Pernille Vermund på sig selv som statsminister.

Kristendemokraterne: Peger på Lars Løkke Rasmussen. Skal regnes med i blå blok, men er klar til at føre politik med ethvert parti, de deler synspunkter med. Står dog ikke til at komme over spærregrænsen på to procent.

Socialdemokratiet: Peger på Mette Frederiksen og ønsker at danne en ren S-regering for at kunne føre udlændingepolitik sammen med DF og den borgerlige blok. Håber på støtte fra Radikale, SF og Enhedslisten, men de kræver indflydelse. Afviser at rokke ved udlændingepolitikken, trods krav fra støttepartierne.

Mette Frederiksen afviser Radikale: Udlændingepolitikken ligger fast

De Radikale: Kræver en skriftlig garanti fra Mette Frederiksen for at pege på hende som statsminister. Vil ikke støtte en regering, der er afhængig af Dansk Folkeparti. Kræver en ny politisk retning samt indflydelse på blandt andet udlændingepolitikken og den økonomiske politik for at støtte S.

Radikale efter ultimatum: Vi har ikke nogen plan B

Enhedslisten: Peger på Pernille Skipper, hvis partierne til venstre for Socialdemokratiet − altså EL, ALT og SF − tilsammen bliver lige så store som S. Afviser at bringe Lars Løkke Rasmussen til magten, men afviser ikke at pege på Mette Frederiksen eller for den sags skyld på Uffe Elbæk.

Analytiker: Derfor er Skippers statsministerplan helt urealistisk

SF: Peger på Mette Frederiksen, men kræver indflydelse på blandt andet udlændinge- og klimapolitikken som betaling. Ønsker ikke selv at gå med i regering igen. Opfordrer til samling og sammenhold i rød blok.

Alternativet: Peger på Uffe Elbæk, og hvis ikke han får flertal, peger partiet ikke på nogen. Vil ikke forhindre nogen − hverken rød eller blå − i at danne regering, men er parate til at vælte Løkke, hvis han ikke fører en tilstrækkelig grøn politik.

Ny måling: Rød blok større end blå selv uden Alternativet

Folketingsvalget skal senest afholdes i juni 2019.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Folketingsvalg
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her