Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Undersøg om måltidssalaten er sund

De færdigpakkede måltidssalater kan sagtens være sunde frokostvalg, hvis du styrer udenom hvid pasta og store mængder dressing.

/ritzau/FOKUS

Man kan få dem i de fleste supermarkeder: Måltidssalaten. Den lille, færdigpakkede salat med grøntsager, pasta, kød og dressing.

Men er de sunde, og kan de hamle op med rugbrødsmadpakken? Ja, hvis du har øjnene med dig, siger Preben Vestergaard Hansen fra Institut for Ernæring på Professionshøjskolen. Men du skal være kritisk:

- Ud af de måltidssalater jeg har analyseret på, har der været nogen, hvor fedt- og saltindholdet kammer helt over, og andre hvor energiindholdet er for lavt, siger han.

Så du kommer ikke udenom at skimme varedeklarationen.

Først skal du tjekke, at måltidssalaten indeholder nok næring og energi, så du ikke bliver sulten en time efter. Gå efter cirka 600 kalorier, hvis du er en gennemsnitlig kvinde og vil spise den som frokost, og 800 kalorier hvis du er mand, siger Preben Vestergaard.

Som det næste skal du kigge på typen af grøntsager.

- Hvis salaten er fyldt med meget salat og fine grøntsager, eksempelvis iceberg, tomat og agurk, så er der cirka 25 gram kalorier i 100 gram salat. Og så skal du altså spise mange hundrede gram, før du kan blive mæt, siger han.

Derfor skal du i stedet gå efter dem med grove grøntsager som kål, rodfrugter, bælgfrugter og bønner, som mætter mere.

Som det næste er det vigtigt med protein i form af kylling, kalkun, oksestrimler, æg, tun eller laks, siger Preben Vestergaard.

Og så skal du undgå at vælte læsset med store mængder fed dressing.

- For at det er et fuldgyldigt måltid, er du nødt til at komme noget energi i. Men det er vigtigt, at det ikke bliver fedtenergi, du hælder ned i, for det bliver du ikke mæt af, siger han.

Følger man de råd er måltidssalaterne et sundt valg, som fint kan hamle op med rugbrødsmadpakken et par gange om ugen, siger Preben Vestergaard.

Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, mener også, at måltidssalaten helt sikkert er bedre end traditionel to-go-mad og fastfood. Hun understreger dog, at de varierer i sammensætning.

- Nogle vil være et sundere alternativ, og nogle vil være decideret sunde, siger hun.

Hun peger på, at nogen indeholder lys pasta, som giver kulhydrater og lidt mæthed, men ikke de nødvendige fuldkorn. Derfor bør man gå efter dem med fuldkornspasta, fuldkornsris eller speltkerner.

Hun mener også, man skal være varsom med store mængder dressing.

- Men hvis man sørger for, at der er nok fuldkorn og grove grøntsager, og der ikke er for meget fedt og salt og sukker, så kan man spise det hver dag, siger hun.

Hun vil ikke gøre sig til dommer over, om madpakken eller måltidssalaten er sundest.

- Madpakken vinder på fuldkorn. Men rugbrødsmadpakken kan godt være svær at få nok grøntsager i, og der vinder måltidssalaten måske.