Får dit barn (også) for meget sukker?
Se her, hvor meget sukker dit barn maksimalt må få i forhold til dets alder.
Tre ud af fem børn spiser for meget sukker, viser tal fra Fødevarestyrelsen.
Selv om de fleste forældre er opmærksomme på deres børns daglige sukkerindtag, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvor meget sukker børnene må skovle indenbords.
Og ikke mindst kan det være svært at gennemskue, hvor meget sukker der egentlig er i forskellige fødevarer.
Ifølge de officielle kostråd må børn i aldersgruppen 0-2 år overhovedet intet sukker få. Børn fra 3-5 år må maksimalt få 30-40 gram sukker dagligt, mens børn i aldersgruppen fra 6-16 år må få mellem 45 og 55 gram. En voksen kvinde må ifølge kostrådene spise 50-55 gram sukker dagligt, mens en mand må indtage 55-70 gram.
Til sammenligning er der ca. 15 gram sukker på en spiseske med top og 50 gram sukker i en ½ liter sodavand.
Ifølge anbefalingerne bør maksimalt op til 10 pct. af madens samlede energi komme fra sukker, da sukkeret i sig selv ikke indeholder næringsstoffer, vitaminer eller mineraler.
Alligevel mætter det børnene og tager dermed pladsen i maven fra andre og sundere fødevarer. Det kan i sidste ende kan gå udover børnenes generelle kostsammensætning og sundhed.
Omkring halvdelen af børns sukkerindtag kommer fra slik, chokolade og kage, mens omkring en tredjedel kommer fra sodavand og saftevand.
Men det er også vigtigt at være opmærksomme på alt det ”skjulte” sukker, som børn dagligt bliver præsenteret for f.eks. i morgenmadsprodukter, drikkeyoghurt, kakaomælk og figenstænger.
Ifølge Fødevarestyrelsen bør disse produkter derfor kun tænkes som en slags dessert, som serveres en gang i mellem og ikke til hverdag.
Sådan får du mindre sukker:
- Almindelig postevand er det bedste at slukke tørsten i. Hav altid en kande med postevand i køleskabet, evt. tilsat lidt agurke- eller jordbærskiver og isklumper.
- Juice er bedre end sodavand og læskedrikke fordi det indeholder vitaminer og mineraler fra frugtsaften. Det er i orden at drikke 1 glas juice om dagen – men heller ikke mere, da juice indeholder lige så meget sukker som sodavand og læskedrikke.
- Et tykt stykke groft brød med syltetøj vælter ikke sukkerregnskabet.
- Bær og frisk frugt er fra naturens side sunde og friske fristelser. Tørret frugt kan også bruges.
- Sørg så vidt muligt for at undgå sukker i hverdagen og begræns slik og kage til weekenden.
Kilde: Fødevarestyrelsen