Med guldet om halsen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved ikke med dig, men kærlighed er vel kærlighed, eller hvad?

Lad mig fortælle dig om en dreng, en stærk dreng, måske også fysisk, det ved jeg ikke, men stærk, fordi han var anderledes. I skolen, i sine teenageår og nu som voksen.

Der er fire rækker højhuse på Marselis Boulevard – de kæmpestore bygninger ude ved Tangkrogen. For frisøren Jes Viktor, med salon i Mejlgade, er det meget vigtigt, at det er arkitekterne Friis og Moltke, der har tegnet og opført hans barndomshjem.

Der har han boet, siden han blev født for 47 år siden – dog med et par afstikkere.

Men ikke kun æstetisk er højhusene og arkitekterne vigtige for ham. Det er her hans elskede forældre bor og altid har boet. Og nu bor han der selv igen i en ”lille to-værelses med altan. Jeg elsker det!”

Hans kæreste gennem 23 år, Jens, bor inde i midtbyen. 23 år. Det er et langt forhold, og når Jes taler om Jens, der er en del ældre end ham, får han tårer i øjnene lige med det samme.

Han synker sine ord og hvisker: »Jeg elsker ham så højt«.

Man kan se angsten for at miste. Jeg kan mærke den. Der bliver stille. Så retter Jes sig op ved stambordet på Casablanca, vinker til et par voksne piger og ser alvorligt på mig.

»Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes. Helt fra jeg var lille. Det er aldrig blevet sagt eller som sådan blevet talt om mellem mine forældre og mig. Min seksualitet har været kendt, men usagt mellem os. Dog husker jeg engang, da jeg sov med Jens, helt i begyndelsen. Da sagde min mor: ”Jeg ved, at I sover sammen, og det er helt okay.”«

Drengen fra højhusene på Marselis Boulevard fik også kærlighed fra sine morforældre, der drev plejehjemmet i Malling. Og kærlighed havde den åbne og sårbare dreng brug for. Det er ikke nemt at være anderledes, og det var det slet ikke, da Jes var ung. Det var i de hårde tider med den mystiske og forfærdelige sygdom aids, der stigmatiserede bøsser, pegede dem ud og dømte dem. Men Jes passede sit job som frisør, havde masser af venner og holdt fest på Casablanca nærmest hver eneste aften.

Tilbage til den åbne og sårbare dreng. Det har kostet mange venskaber i årenes løb at være så favnende, som Jes er.

Hans forældre, hans bedsteforældre – især hans mormor og kæresten Jens’ ubetingede kærlighed til ham – har lært ham en ting: at skelne sandt fra falsk; at smide dem ud af sit liv, der går efter det materielle, han har arbejdet sig til. Dem, der vil udnytte ham, og dem, der har gjort ham ked af det i mange år.

Jes tog, da han var 18 år sin mors pigenavn, Viktor. I dag tænker han Viktor for victory. Sejr. For nøjagtig et år siden spurgte han sin mor, om han måtte få sin mormors guldsmykker – dem alle sammen – og ja, det måtte han. Guldsmykkerne blev smeltet om hos guldsmeden i Vestergade, og på en eller anden mærkelig måde har den guldbarre, som smykkerne blev til, og som nu hænger om Jes Viktors hals, givet ham endnu mere styrke til at leve ægte og nyde det.

»Jeg er skrækslagen for at miste Jens og mine forældre, men min mormor passer på mig med sit guld – det, jeg har om halsen. Hun er gået foran. Jeg ved hun elskede mig – også selv om jeg er anderledes.«

Der var engang en dreng, der ledte efter kærligheden. Han fandt den.