En rigtig svumpukkel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Okay, jeg er nok den eneste i Danmark, måske i hele verden, der har haft en brevkasse om sex og parforhold, uden at jeg i de tre år selv havde nogen af delene – hverken kæreste eller sex. Men det afholdt mig ikke fra at give masser af gode råd.

Nu er det så, at jeg, der kun har været gift én gang, vil skrive om parforhold her i klummen.

Min største erfaring med parforhold er altså ikke egen erfaring, men mere at lytte og iagttage andre par.

Og pyh, hvor har I dog mange problemer. Intet under at flere og flere foretrækker en weekendkæreste, og intet under, at der er så mange singler.

Min veninde Karen brækkede for to år siden sin ryg i en slem bilulykke. Hun har haft voldsomme smerter og gået med korset lige siden, og for 14 dage siden fik hun foretaget en stor operation for at gøre ryggen stiv i de tre sidste ryghvirvler. Jeg kan bare fortælle jer, at det har været så smertefuld en operation, at Karen var ved at miste forstanden.

Hun kom hjem og kunne ikke gå ret meget og da slet ikke på trapper. Køre bil kan hun heller ikke. Hun bor på Sjælland, så jeg kunne ikke bare lige komme forbi, men heldigvis var der en veninde derovre, der tog slæbet de første dage.

Men hvor var Karens mand, Keld? Hvorfor hjalp han ikke med at rede senge, lave mad, gøre rent og ikke mindst købe ind, og først og fremmest være der, når hans elskede kone havde koldsved af smerter? Hvor var kyssene, omsorgen? Hvor var trygheden ved, at han var i huset, ja, bare lige i nærheden?

Den var såmænd i Paris. Trygheden. Keld var på den årlige parisertur med gutterne den første uge efter Karens operation. Hvordan kunne han svigte sådan? Hvordan kunne han være det bekendt? Jeg ved det ikke, men det var altså hans valg.

Men hvis det havde været mig, der var gift eller boede sammen med sådan en svumpukkel, så havde jeg råbt og skreget og kastet med ting. Det havde nok ikke hjulpet, men min mand skulle da vide, hvor svigtet jeg følte mig, og måske ville han vågne op. Måske kunne han se, hvor forkert han havde valgt ved at tage til Paris? Måske ville han så blive hjemme og hjælpe mig?

Hvad gjorde Karen? Hun bed tænderne sammen og klarede sig selv med dem, der nu ville hjælpe hende. Det er ikke første gang, at hun tier, og ikke første gang, at hendes mand svigter, men hvorfor galer hun dog ikke op? Jeg bliver nødt til at se Karen og Keld udefra for at råde hende:

»Søde Karen, vi har kun det her ene liv, hvorfor vælger du at være en blanding af offer og martyr? Hvorfor finder du dig i det her? Det er jo ikke første gang.«

»Jeg kan jo ikke gøre noget ved det,« svarer Karen opgivende.

»Øh, nej, ikke hvis du ikke tager kampen op og taler lige fra dit skuffede hjerte.«

»Men det har jeg så valgt ikke at gøre,« siger Karen.

Og der går jeg så hjem til mig selv. På vejen hjem funderer jeg over alle de roller, man har i et parforhold, og priser mig lykkelig for, at jeg ikke har en mand.

Jeg savner det næsten ikke.