Kwaheri Brita
Tanker om døden.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg kan bare ikke fordrage selvhjælpsbøger, men man kan jo udgå for bøger på en poolferie, og det gjorde jeg for et par uger siden.
Jeg rejste med min mor, og hun kan godt lide selvhjælpsbøger, så jeg endte med at sidde og læse den amerikanske hjernekirurg Eben Alexanders bog, ”Til Himlen og tilbage”, der handler om, hvordan han efter en livstruende meningitis ender syv dage i koma og i de dage bevæger sig ”op gennem lagene”, som han beskriver det så levende, op til Gud og bagefter hjem igen til sin familie.
Det er en meget rørende og tankevækkende læsning, om man tror på det eller ej. Samme aften, som jeg var færdig med bogen, fik jeg at vide, at en af mine bedste og tætteste veninder var død kl.18.30, samtidig med at jeg læste de sidste sider.
Brita blev 70 år. Hun havde fået en stor hjerneblødning og kom ikke til sig selv igen. Det var ufatteligt for mig. I flere timer gik jeg grædende rundt og rundt i lejligheden på Mallorca. Jeg havde fysisk ondt, simpelthen bare så ondt i hele kroppen. Jeg var smadret, slået itu og langt, langt væk fra Randers, hvor Brita boede. Jeg talte med hendes yngste datter, der tilfældigvis havde været hos Brita, da hun fik hjerneblødningen. Intet hjalp. Min Brita var død. Men Brita var også mange andre menneskers Brita.
Hun var en lille, spinkel kvinde, men enorm, når vi taler om næstekærlighed, hjælpsomhed, og genial til at lytte. Hun var kvinden med det største hjerte, den dybeste latter og de mest rå og ærlige meninger. Hun var det, man kalder – og jeg sagde det til hende – en god gammeldags rejekælling, og vi elskede hende for det.
Pelestines trøstende ord
Jeg gik mig en lang tur langs stranden i Alcudia næste dags morgen. Der var så tyst, bølgerne rullede stille, fuglene sang næsten ikke, og det var overskyet. Jeg kom til at tænke på, da jeg havde et hus i Afrika lidt uden for Nairobi. Karen hed byen. Ja, opkaldt efter Karen Blixen; byen ligger på hendes jorder.
Jeg havde en ung pige til at hjælpe mig i huset, Pelestine hed hun. Så pludseligt som Britas dødsfald kom en af mine unge venner dengang ud for en ulykke hjemme i København. Jacob døde på stedet, og jeg måtte knust flyve til Danmark til hans begravelse. Inden jeg skulle afsted, sagde Pelestine:
»I dag er der en masse mennesker, der står ved en kyst, du ikke kender, Synnøve. De hilser Jacob og siger, ”Jambo, Jacob, Karibu sana”. Det betyder ”goddag og velkommen” på swahili. Ved den kyst, hvor du står, sender du sørgende din ven afsted med disse ord: ”Kwaheri, asante sana”. Det betyder ”farvel, på gensyn og mange tak”.«
Jeg har aldrig glemt Pelestines ord, de har trøstet mig mange gange, og det gjorde de også denne morgen, hvor jeg med blødende hjerte gik og tænkte på Brita. Aldrig mere skulle vi grine, aldrig mere skulle vi vende alting sammen – intet var for stort og intet for småt.
Aldrig mere skulle jeg læse de ting op for hende, jeg skriver, så hun kunne sige sin mening, før de blev trykt. Aldrig mere. Og hvad med hendes børn og elskede børnebørn og de tre nye oldebørn? I ved godt, nogle familier er som italienske familier tæt, tæt knyttet. Sådan var det i Britas familie. Hun var overhovedet, og det styrede hun med kærlighed, klogskab og balance.
Måske er hun, som den amerikanske hjernekirurg skriver om i bogen, oppe hos Gud nu? Jeg vil gerne tro det. Måske er hun, som Pelestine sagde dengang for mange år siden, blevet modtaget af en masse sjæle ved en anden kyst?
Jeg ved det ikke, men jeg vil så gerne tro på noget godt for min elskede veninde.
Kwaheri, Brita. Asante Sana.