Hvem har vi, når det virkelig gælder?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et meget nært menneske i mit liv skulle for noget tid siden, mens der endnu var frostgrader, til et foredrag på universitetet. Han parkerede, men nåede ikke langt væk fra bilen, før han blev dårlig og faldt om. Der lå han så på de toppede brosten i kulden og var besvimet, indtil gode mennesker fik hjulpet ham og ringet efter ambulancen.

Det viste sig, at min ven havde fået indtil flere blodpropper i begge lunger – ham, der ellers er i topform og for længst har smidt smøgerne i skraldespanden. Der fulgte nu en længere indlæggelse med ilt og medicin. Da han blev udskrevet, var han så udmattet og afkræftet af at have ligget så længe i sengen, at han ikke kunne tage hjem til sig selv.

To af hans venner, et ægtepar, han har kendt i mange år, sagde uden videre til ham:

»Om du har brug for at være hos os i tre dage eller tre uger, så skal du være så velkommen, bare du bliver rask!«

Nu er det så, at jeg har gået og stillet mine venner og bekendte dette spørgsmål – altså dem, der ikke har kærester, er gift og har en masse familie: Hvem vil passe dig i tre uger, hvis du blev syg? Jamen folk bliver helt mærkelige i hovedet, de ved jo ikke, hvad de skal svare, men så kommer det fra hver eneste det samme svar.

»Jeg ved det ikke. Ingen, vel ...«

Selv om jeg virkelig har gode venner, må jeg svare det samme. Hvem vil passe dig, Synnøve? Ingen.

Jeg blev mere og mere nedtrykt over det svar, for det var det samme, jo flere jeg talte med. Men så var det, at min veninde Charlotte inviterede mig på en skøn middag på Godsbanen i sidste uge. Jeg spurgte hende og hendes mand, hvem der skulle passe dem, hvis de en dag ikke havde hinanden.

Charlotte lagde sin hånd kærligt på min og sagde helt alvorligt og oprigtigt:

»Jeg ved ikke, hvem der skal passe mig.«

Hun så på mig med sine blå, blå øjne.

»Men jeg ved, at jeg vil passe dig, det er helt sikkert. Tvivlede du på det?«

Jeg var lidt rørt, så jeg rømmede mig og sagde, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige, andet end tak.

Charlotte klappede mig på hånden og sagde:

»Du har en gang sagt til mig, at jeg er et godt menneske, det lyder måske ikke pænt at gentage det selv, men jeg blev meget glad for dine ord, for jeg vil gerne være et godt menneske, og det indbefatter også at hjælpe mennesker i nød, da særligt ens nære venner.«

Da jeg kom hjem om aftenen, sad jeg ved skrivebordet og skrev et par postkort til nogle venner, der – som jeg – bor alene.

»Hvis du nogensinde får brug for det, kan du bo hos mig, lige til du er rask og frisk igen. Gem dette kort. Det er et bevis på, at jeg elsker dig!«

Og sådan breder ringene i vandet og i livet sig. Det begyndte med, at jeg ikke syntes, at jeg havde nogen til at hjælpe mig, og endte med, at jeg gerne vil hjælpe andre.

Hvad kan man andet end at sige tak, bare lige ud i luften. Tak.