Tysklands indenrigsminister trækker sig fra regeringen - eller gør han? »Det er forrykte tider«
Hele Tyskland forsøger at gætte på udfaldet af regeringskrisen, som spidsede til søndag nat.
Først trak han sig. Den tyske indenrigsminister og formand for CSU, Horst Seehofer, annoncerede søndag aften over for sin partiledelse, at han ville forlade begge poster som konsekvens af en længere asylstrid med kansler Angela Merkel (CDU).
Men så gik der nogle timer, det blev nat, og pludselig lød meldingen i stedet, at han vil holde et møde med søsterpartiet CDU, før han tager den endelige beslutning.
»I dag (mandag, red.) vil vi holde et møde med CDU i Berlin med håbet om, at vi kan komme til en forståelse. Det er strengt nødvendigt for koalitionen og forbundsregeringens evne til at handle. Og så må vi se, hvad der sker. Jeg har sagt, at jeg stiller begge embeder til rådighed i løbet af tre dage, men at vi endnu engang indsætter et mellemliggende skridt for at få en aftale med CDU,« lød det natten til mandag.
Det fik Spiegels kommentator Rolf Neukirch til at konstatere:
»Seehofers trussel om tilbagetrækning er en farce«, og medier, kommentatorer og eksperter forsøger nu alle at gætte på, om landet har en regering, når de tre dage er gået. For uden Seehofer, intet CSU i regeringen og uden CSU - formentlig - ingen regering, lyder analysen.
Samtidig er CSU's møde med CDU allerede blevet rykket. I første omgang var det planlagt til mandag kl. 14, men siden blev det flyttet til kl. 17. Ifølge ZDF beskylder CDU søsterpartiet for at have aflyst mødet, mens CSU hævder det modsatte.
I mellemtiden kappes politikerne om at give deres syn på sagen.
Partiet De Grønne har allerede på et tidligere tidspunkt erklæret sig parat til at indgå i en koalition med CDU og det socialdemokratiske SPD, hvis samarbejdet med CSU skulle kuldsejle.
Over for ZDF kalder De Grønnes formand, Robert Habeck, situationen for »forrykte tider«og siger, at han tvivler på, at parterne virkelig vil lade det komme til et regeringssammenbrud.
Men: »Ingen kan på nuværende tidspunkt være sikker på, hvad der kommer til at ske.«
Formanden for det liberale FDP, Christian Lindner, siger til radiostationen WDR 2, at han har forståelse for, at Seehofer afviste den flygtningeaftale, som Angela Merkel kunne forhandle sig frem til i EU, men:
»Når det gælder magtspørgsmålet, er det uprofessionelt og kaster vores land i en krise, hvor vi bliver ude af stand til at handle.«
Næstformanden for den tyske forbundsdag, CSU'eren Hans-Peter Friedrich anfører over for Deutschlandfunk, at Seehofer har præsenteret Merkel for flere kompromisforslag, som hun har afvist. Han lufter derfor mistanken om, at kansleren bevidst spekulerede i at Seehofer skulle gå af, og siger, at man i partiet er meget forundret over, at Merkel »på den måde ofrer og mister en af sine mest trofaste allierede.«
Horst Seehofer havde ellers gjort det klart, at han var klar til at trodse sin kansler og afvise flygtninge ved den tyske grænse fra den 1. juli, hvis ikke Merkel formåede at forhandle sig frem til en EU-løsning på flygtningeproblemet.
Det fik hun to uger til, og i weekenden kunne hun annoncere, at hun havde indgået en aftale med flere EU-lande om at gøre det lettere at sende asylansøgere ud af lande, hvor de er blevet afvist. Men det var altså ikke nok for Seehofer.
Hos koalitionspartneren SPD opfordrer man til, at de to partier tager regeringsansvaret på sig og finder en løsning.
»Det udvikler sig alt sammen til en farce,« siger partiets næstformand Ralf Stegner til Phoenix-TV og tilføjer over for dpa, at hvis det kommer til nyvalg, så er man også klar til det.
Hos Alternative für Deutschland (AfD), som mange mener er en del af årsagen til miseren, siger Alice Weidel til dpa, at indenrigsministerens »frem og tilbage og tilbagetrækning fra tilbagetrækningen« handler om, at partiet er bange Merkel, og hun vurderer, at det er ren taktik.
Mange anfører, at en del af asylstriden skyldes det delstatsvalg, som bliver afholdt i Bayern til oktober. Her risikerer CSU at tabe det absolutte flertal samt miste stemmer til det indvandringskritiske AfD.
Men flere har også hæftet sig ved, at CSU mister mere ved at lade koalitionen bryde sammen. Samme erkendelse er nået Bayerns ministerpræsident, Markus Söder (CSU).
Han erklærer sig overrasket over Seehofers tilbagetrækning og siger til Passauer Neue Presse, at CSU ikke har nogen interesse i at træde ud af regeringen, da det formentlig vil svække partiet.
»Vi er parate til at indgå kompromisser, det skal man jo også være i politik,« lyder det.
Hvorvidt regeringen består kan blive afgjort mandag kl. 17.