Ekspert: Merkel befinder sig på falderebet, men kan måske redde sig selv - i denne omgang
Regeringskrisen i Tyskland handler om meget mere end flygtninge, mener en professor.
Er det hunden, som får halen til at logre, eller halen, som får hunden logre?
Det spørgsmål kan man ifølge professor og tysklandsforsker Detlef Siegfried fra Københavns Universitet stille i disse dage, når det gælder tysk politik, hvor regerings- og søsterpartierne CDU og CSU ligger i strid med hinanden.
For den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), har gjort det klart for sin kansler, Angela Merkel (CDU), at han mod hendes vilje agter at afvise flygtninge ved den tyske grænse fra den 1. juli, hvis ikke hun formår at få resultater i forhandlingerne med de øvrige EU-lande.
Og i stedet for at fyre ministeren er Merkel gået med på en våbenhvile i de 14 dage, hun har fået til at indgå en flygtningeaftale.
»Merkel er generelt meget tøvende og afventer hellere. Samtidig forsøger hun selvfølgelig at afværge en spaltning af CSU og CDU og undgå storkonflikt. Men det er en absurd situation, hun er jo kansleren,« siger Detlef Siegfrid, som tilføjer, at det trods alt hele tiden har været Merkels politik at forsøge at finde en fælles europæisk løsning på flygtningespørgsmålet.
Samtidig har Merkel gjort det klart, at kansleren bestemmer, når det handler om at afvise flygtninge ved grænsen – og dermed kan det koste Seehofer jobbet, hvis han ikke makker ret.
»Det er en magtkamp, der foregår. Seehofer mener, at han som indenrigsminister har autoritet til at beslutte disse ting. Men spørgsmålet er, om det ligger i ministerkompetencen eller i forbundskanslerkompetencen? Der findes et godt tysk ord, Richtlinienkompetenz. Det betyder, at forbundskansleren har det sidste ord, hvis det drejer sig om den overordnede politik, og samtidig er det forbundskansleren, som indsætter ministrene - ikke parlamentet – derfor kan hun også afskedige dem,« siger Siegfried.
Hvis Seehofer ryger, er det dog også slut med regeringskoalitionen, som den ser ud nu. En koalition, bestående af CDU/CSU samt SPD, som det tog flere måneder at få forhandlet på plads. Mange har samtidig argumenteret for, at det også vil være forbi med Angela Merkels tid som kansler.
Detlef Siegfried mener dog, at hun fortsat har en chance for at vinde slaget – i denne omgang.
»Hun kan godt fortsætte som kansler, hvis hun får et andet parti til at støtte sig, og De Grønne står klar. Men det har altid været sådan i forbundsrepublikkens historie, at kansleren blev nødt til at gå før tid. Det kan ske nu, men det kan også være, at hun kan redde sig selv. Hun befinder sig virkelig på falderebet, ikke mindst når man ved, at det er hendes sidste embedsperiode, så alle, der har ambitioner om at træde i hendes sted prøver nu at positionere sig.«
Ifølge Detlef Siegfried handler krisen da også om meget mere om Merkels mulige efterfølger og Tysklands fremtidige politiske kurs end asylpolitik.
»Det er ikke blot et spørgsmål om, hvad man skal gøre med flygtningene, men om hvorvidt Tyskland skal vælge en retning med national isolation og nationalisme, eller skal man holde fast i multilateralismen, altså at tingene skal aftales inden for EU, før man gør noget i nationalt regi.«
Om Seehofer i sidste ende vil gå imod kansleren, er Detlef Siegfried ikke overbevist om.
»Jeg tror, at begge sider ikke har lyst til,at det hele ender i totalt kaos, og regeringen bliver opløst. Det kan heller ikke være i CSU’s interesse, fordi det vil svække partiet til landdagsvalget i Bayern til oktober,« siger professoren, som kalder Seehofer en taktiker, der ofte siger modstridende ting.