Historien om Katrine

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dette er historien om Katrines møde med det danske sundhedsvæsen. Taget de mange triste fortællinger om vores fællesskab i betragtning, skulle man tro, at historien var en gyser, men heldigvis findes der også gode historier fra det virkelige liv. Det her er en af dem. Fortællingen om et system, som hjalp et menneske på afgrundens rand tilbage til livet.

Det var en helt almindelig onsdag eftermiddag. Jeg havde lige fået fri fra arbejde og slentrede nu ned af midtergangen i min lokale Irma. Jeg var lettere ekstatisk over at være sluppet ud i forårets første solstråler. Det havde været en lang dag på job, og jeg glædede mig allermest til at smide benene op i sofaen og bare nyde mit eget selskab de næste par timer.

Men pludselig står hun der. Hende som jeg aldrig vil glemme. Hun smiler og giver mig et ordentligt kram. Hvor ser hun godt ud. Hun har fået farven tilbage i kinderne og gnisten tilbage i øjnene. Vi snakker lidt om, hvordan det hele går – vejret og alt muligt andet. Så krammer vi igen, og så er Katrine væk. Hver eneste gang jeg ser Katrine, bliver jeg simpelthen så glad indeni.

Det er ikke til at se, at Katrine for små to år siden var meget tæt på at miste livet. Jeg bliver så stolt, når jeg ser hende, fordi Katrine har kæmpet den sejeste kamp, og jeg fik lov at være en lille brik i begyndelsen, da hun kæmpede allerhårdest.

At se hende kæmpe sig tilbage til livet var utroligt rørende, og når jeg bliver så stolt, er det bl.a., fordi sundhedsvæsnet, i Katrines tilfælde, fungerede fuldstændig upåklageligt.

Ligesom forårsdagen, hvor jeg mødte Katrine, kom hun en helt almindelig dag, 18 måneder tidligere, cyklende ud ad Lyngbyvej. Det var en mandag midt i oktober, efteråret havde gjort sit indtog, og regnen fik hende til at trampe hårdt i pedalerne.

Hun var i dejligt humør. En uges arbejde mere, og så skulle turen gå til Sydfrankrig med veninden. De havde været i byen sammen i weekenden, hvor begivenhederne ikke var gået stille for sig. Katrine grinede for sig selv ved tanken.

Så sker uheldet, og Katrines liv bliver på et sekund forandret for altid.

En lastbil kører ind i et af de store oversigtsskilte, som står hen over indfaldsvejen, hvilket resulterer i, at det flere hundrede kilo tunge skilt vælter ned over Katrine, som bare var uheldig at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Heldigvis havde Katrine cykelhjelm på, hvilket er årsagen til, at hun lever den dag i dag, men hun får alligevel en stor blødning i hovedet, som kræver hurtig og akut intensivbehandling, hvis Katrine skal have en chance for at overleve.

Jeg arbejder til daglig på et neurointensivt afsnit, som er der, man havner, hvis man har fået livstruende skader i hjernen. Det var her, jeg mødte Katrine for første gang.

Region Hovedstaden har netop vedtaget, at vi skal spare 360 mio. kr. på hospitalsdriften over det kommende år. Det kommer helt sikkert uden den mindste snært af tvivl til at gå ud over kvaliteten af den pleje og behandling, vi tilbyder regionens patienter.

Ud over at være ansat på neurointensiv bruger jeg også en del tid på fagpolitisk arbejde i Dansk Sygeplejeråd. Vi var for nylig på gaden for at gøre opmærksom på denne absurde besparelse, for i vores øjne er den slet ikke til at forstå.

Langt de fleste danskere er tilhængere af, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen, som kan sætte ind, hvis helbredet svigter.

År for år har vi skullet løbe stærkere og stærkere for fortsat at sikre, at vores medborgere kan få en anstændig og tilfredsstillende behandling. Vi kan allerede nu forudse, at den kommende besparelse vil betyde, at kvaliteten af sundhedsvæsnets tilbud vil falde til et niveau under det, vi alle sammen forventer og fortjener.

Det kommer til at have fatale konsekvenser, at vi skal spare endnu en gang.

I Katrines tilfælde fungerede systemet upåklageligt. Efter at have været indlagt på min afdeling i tre uger blev Katrine udskrevet og overført til en afdeling på Hvidovre hospital, som arbejder med tidlig neurorehabilitering. Her hjalp et team af specialister Katrine tilbage til livet. Det kræver et intensivt og tværfagligt behandlingsforløb, hvor sygeplejersker, fysioterapeuter, læger og neuropsykologer sammen arbejder målrettet på at hjælpe Katrine med at genvinde kontrollen over hendes liv.

Hvis I er så heldige aldrig at have mødt mennesker, som har været ude for en alvorlig ulykke, må det være svært at forstille sig, hvordan de ser ud. Katrine lignede næsten ikke et menneske, da hun blev indlagt hos os. Hendes ansigt var hævet til dobbelt størrelse, domineret af blågule farver, og hun kunne næsten ikke åbne øjnene.

Det er meget sjældent, vi møder vores patienter igen, efter de er blevet overflyttet, så I kan måske forstille jer, at vi tænker meget over, hvilken skæbne patienterne har fået, efter de har forladt os. Har de kæmpet sig igennem den hårde træning, har de fået en ny blødning i hovedet, lever de overhovedet endnu.

Mange spørgsmål fylder for os, men når en patient har forladt vores afdeling, fyldes deres plads straks på ny, og vores forstiling om, hvordan det er gået disse patienter, må vige for at kunne fokusere på den nye patient.

Tre måneder efter Katrine var blevet overflyttet fra vores afdeling, sad jeg en eftermiddag og skrev dagens rapport. Dagen var fløjet af sted, og jeg manglede forsat en masse arbejde, så da det bankede på døren, ænsede jeg stort set ikke det menneske, som trådte ind.

Jeg gik ud fra, at det var en pårørende til en af mine patienter, og jeg sagde, halvt over skulderen, at hun bare kunne gå ind. Der gik et øjeblik, og jeg havde igen fordybet mig i rapporten, men blev forundret over, at den pårørende ikke var gået ind på stuen, så jeg vendte mig lettere irriteret om for at spørge, hvad jeg kunne hjælpe med.

Kvinden, som stod foran mig, kiggede undersøgende på mig og sagde først ingenting. Jeg forsøgte at smile, hospitalets flotte vision hedder jo ”ventet og velkommen”, så selvom jeg havde afsindigt meget arbejde, jeg skulle have færdiggjort, inden jeg kunne gå hjem, prøvede jeg at presse et smil frem. De pårørende skal jo altid føle, at vi har tid til dem.

Der gik et øjeblik med vores stirren frem og tilbage, så siger kvinden halvt spørgende og halvt konstaterende: »Du er da Theis, ikk’?«

Jeg kiggede mere indgående på hende, og først der går det op for mig. Kvinden, jeg kigger på, er Katrine. Et menneske, som for under tre måneder siden forlod vores afdeling, stod nu foran mig og lignede på ingen måde den patient, vi havde hjulpet tilbage til livet så kort tid forinden.

At have været en lille brik i den utrolige indsats, det har krævet at hjælpe dette unge menneske tilbage til livet og sikre, at hun nu kan leve det liv, hun ønsker de næste 60 år, gør mig varm om hjertet – og gør mig sindssygt stolt af vores sundhedsvæsen.

Jeg synes, alle fortjener at blive grebet, hvis de falder, og det stikker mig i hjertet med de nye besparelser, for jeg frygter, vi ikke længere kan gribe alle.

Politikerne siger, at det bare handler om at arbejde smartere og prioritere klogere, men det er jo ikke sandt. Det kan vi, frontlinjens eksperter, finde talvise af eksempler på.

Jeg håber, at fornuften vil sejre hos de kære politikere, for sundhedsvæsnet kan ikke holde til det i længden. I Katrines tilfælde fungerer alt, som det bør, men sådan vil fremtiden ikke se ud, hvis vi ikke ændrer kurs.

Vil du ikke gerne gribes, hvis du falder?