Sæt pris på et menneskeliv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ingen hemmelighed, at det offentlige danske sundhedsvæsen er under et voldsomt pres. Vi er endda flere, der mener, at selve eksistensen er truet.

Mens sundhedsminister Sophie Løhde hævder at have løftet sundhedsvæsnet med 2,4 mia. kr. ekstra, sender overlæger fra flere regioner åbne breve som reaktion på »blodige besparelser«.

Sundhedsvæsenet er blevet en krigszone, hvor det fyger med beskyldninger om svigt og inkompetence fra Folketinget til regionerne og sundhedspersonale og tilbage igen.

Konstruktive løsningsforslag er det svært at få øje på. Det er ikke, fordi der i befolkningen eller blandt politikerne er et stærkt ønske om, at det offentlige sundhedsvæsen erstattes af et privat alternativ. Tværtimod. Vores nuværende sundhedsminister er fra Venstre – Danmarks liberale parti – og har følgende mærkesag: »Patienten skal sættes i centrum, og vi skal sikre hurtig udredning, behandling og genoptræning til alle.«

Ingen af sundhedsministerens forgængere de seneste mange år har ytret ønske om et ringere og mere udsultet offentligt sundhedsvæsen. Så hvorfor er eksistensen så alligevel akut truet?

Årsagen er at læse i Sophie Løhdes mærkesag. For det ligger selvfølgelig helt uden for mulighedernes rammer at virkeliggøre et sundhedsvæsen, hvor alle patienter kan få alt, hvad de har brug for. Og mens vi forsøger at realisere en utopi, går sundhedsvæsenet til.

Pilen peger på vælgerne

Man kunne selvfølgelig have ønsket sig, at politikerne påtog sig rollen som budbringer af det kedelige budskab: Vi skal prioritere, og nogen og noget skal vælges fra. Men mange politikere har ikke meritter uden for politik og ved muligvis ikke, hvor mange forhindringer der egentlig er på vejen fra idé til meningsfuld implementering. Og så eksisterer politikerne ikke i et tomrum. De er nødt til at tilpasse sig vilkårene, hvis de vil overleve i politik. De er et produkt af udvælgelse – naturlig selektion, om man vil. Og urealisérbare løfter har – i modsætning til mere jordnære ambitioner – åbenbart været dét, der hidtil har sikret overlevelsen i dansk politik.

Pilen peger således også på os vælgere, når årsagen til sundhedsvæsenets kritiske tilstand skal findes.

Vi er nødt til at hjælpe vores politikere nu, for de har akut brug for vores hjælp, hvis de skal forhindre sundhedsvæsenets kollaps. Vi er nødt til at acceptere, at der skal tages noget fra os. At det ikke nødvendigvis er »forargeligt« eller »skammeligt«, at mennesker lades i stikken.

At politikerne ikke kan løse alle problemer. Vi kan ikke få hurtig udredning, behandling og genoptræning til store patientgrupper med tid til nærhed og omsorg for den enkelte.

Vi kan ikke få højt specialiserede udrednings- og behandlingsforløb, som er simple og let overskuelige for patienterne. Vi kan ikke bruge de samme penge to gange, så vil vi bruge dem på patienten med lungecancer eller på patienten med skizofreni?

Vi må indse, at menneskeliv kan, skal og dagligt bliver gjort op i penge. Hvis ikke vi i befolkningen vil acceptere, at tilvalg er ensbetydende med ubehagelige fravalg, kommer vore politikere heller aldrig til at gøre det åbent. Og i så fald må jeg nok holde op med at skælde politikerne ud og i stedet anskaffe en privat sundhedsforsikring.