Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Uhelbredeligt syg på et provinssygehus

Umenneskeligt, uværdigt og uprofessionelt. Sådan beskriver kronikøren sin fars sygdomsforløb på Horsens Sygehus. Han døde den 7. marts 2015 i en alder af 73 år.

Artiklens øverste billede

Er det virkelig sådan, at hvis man får kræft og bliver uhelbredeligt syg i provinsen, gemmes man væk i hjørneværelset bag en lukket dør? Det skete for min far på Horsens Sygehus. Som sygeplejerske og pårørende er jeg chokeret. Og at dømme efter den aktuelle debat er jeg ikke den eneste. Kan min beretning hjælpe til at ændre forholdene, bidrager jeg gerne med min families tragiske historie.

Min kræftramte fars sidste tre måneder var et mareridt. Han havde endetarmskræft og metastaser på venstre lunge, og i efteråret 2014 fortalte lægen på medicinsk afdeling på Horsens Sygehus, at der var fokus på smertelindrende behandling. Min far var terminalregistreret.

Terminalregistrering af en patient betyder, at patienten indgår i den afsluttende fase ”uafvendeligt døende” med behov for palliativ pleje og behandling. Palliation betyder lindring. Det palliative team yder lindrende pleje og behandling til mennesker med alvorlig livstruende sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig. Målet er, at patienten og de pårørende opnår den størst mulige livskvalitet trods gener og problemer, som sygdommen medfører (Ref: Horsens palliative team). Den palliative indsats kan opdeles i to faser, hvor den første fase fokuserer på forbedring af patienten og de pårørendes livskvalitet, og den sidste med fokus på en værdig død (DSR-artikel 2010).

Du ser skidegodt ud – du kan lige så godt være derhjemme ... Hvis du skal købe en ny Volvo, skal du vist gøre det nu.

Selv om min far i marts 2013 efter stråle- og kemobehandling fik en relativt god periode, fik han senere problemer med væske på venstre lunge, som måtte tappes. Min far var rolig, ydmyg og taknemmelig, men også ked af den manglende omsorg og empati – nærmest ligegyldighed, som han ofte mødte på hospitalet.

Han var hjemme til jul, men herefter gik det ned ad bakke. Komplikationer til hans sygdom gjorde, at han havde ondt, led af kvalme, ikke kunne spise og til tider fik lufthunger. Gang på gang måtte vi kæmpe for at få ham indlagt, selv om han i princippet havde en åben indlæggelse. Var det over weekenden, var der sjældent bagvagter eller overlæger, og der var lange ventetider på at få min far tilset af en læge. Sygehuset var helst fri for ham. Når han endelig blev indlagt, angst og smerteforpint, gjorde personalet ikke meget for at lindre hans mange komplikationer. Som sygeplejerske ved jeg, at man kunne have givet ham ilt, når han manglede luft, at man kunne have suget ham for slim, når han var forpint af hosteanfald, at man kunne have tappet ham for væske i kroppen, da han svulmede op, og at et morfinplaster kunne have lindret smerterne langt tidligere. Ingen tog ansvar for ham. Heller ikke det palliative team kom på banen. Hver gang vi spurgte, fik vi at vide, at der var ventetid, og da lægerne var indbyrdes uenige, blev henvisninger sendt og trukket tilbage igen.

Når han var hjemme, stod min mor med hele ansvaret, mens min far fik det stadig dårligere.

I begyndelsen af februar 2015 blev min far indlagt igen, da han havde smerter, og maven var gået i stå. Lægerne lovede, at han ikke ville blive sendt hjem, før han var ordentlig smertedækket, og maven var kommet i gang. Dagen efter indlæggelsen kom en ny yngre læge og sagde til min far: »Du ser skidegodt ud – du kan lige så godt være derhjemme.« Lægen kom senere tilbage for at udskrive min far, og gav ham samtidig hans dødsdom. Han gav ham en uge tilbage at leve i, hvorefter han pegede på dagens avis og sagde: »Hvis du skal købe en ny Volvo, skal du vist gøre det nu.« Min far blev indlagt igen dagen efter. Lægen tog alt håb fra min far.

Under hans sidste indlæggelse blev han placeret i et hjørneværelse bag en lukket dør. Det føltes, som om de havde opgivet ham. Det var umenneskeligt, uværdigt og uprofessionelt. Vi var hos ham 24 timer i døgnet den sidste uge – han var forpint, utryg og bange, mens organerne i kroppen satte ud. Personalet tilså ham et par gange i vagten. Aftenerne og nætterne var værst, fordi afdelingen ikke havde ressourcer nok til, at en sygeplejerske eller sosu-assistent kunne være hos min far, når han havde behov.[citat2[

De sidste to nætter under indlæggelsen fik vi etableret en vågekone til at sidde hos ham. I dagtimerne hjalp vi med mobilisering, personlig hygiejne og væskeindtag, da personalet havde for travlt. Vi skiftedes til at være hos ham, mens han blev tiltagende urolig og dårlig. Væske sivede ud fra huller i kroppen, hvor han var blevet stukket med kanyler. Han havde knuder på halsen, hostede afsindigt, var varm, utilpas og angst. Det eneste, man var optaget af, var at give ham sondemad.

Det første og eneste møde med det palliative team fandt sted sidst i februar under den sidste indlæggelse. De lovede os, at de var tilknyttet sygehuset, og at min far skulle få al den hjælp og støtte, som han havde brug for – men vi så dem aldrig igen. Ingen kom og støttede os eller beroligede os. Vi havde kun hinanden.

Få dage, før han døde i marts, 2015 fik min far endelig en plads på hospice efter vores ønske. Alt, alt for sent fik han den smertelindring og omsorg, han havde haft brug for så længe. Han var langt dårligere, end vi var klar over, og nåede kun at tilbringe halvandet døgn på hospice, før han døde. Det eneste, han ønskede, var at få lov at sove stille ind. Det ønske blev ikke indfriet, men han var i trygge hænder på hospice blandt et sundhedspersonale, der havde tid til omsorg, empati og medmenneskelighed. Min fars liv fik en trist og uværdig afslutning, og det havde han ikke fortjent.

Hvordan en yngre læge, som dårligt nok kendte min far, kan gøre sig til dommer over liv og død og give ham en uge tilbage at leve i, er uforståeligt. Er det ikke en menneskeret at kæmpe for sit eget liv og bevare håbet? Hvorfor skal man tage alt håb fra patienten? Ingen kan vel sige, hvornår en patient dør, men man ved, at patienten kan dø af sygdommen!

Vi har klaget. Vi har også været til samtaler og fået en undskyldning. Men hvad hjælper det? De svigt, som vi har oplevet, handler både om systemer, der ikke fungerer, og personale, som er presset til det yderste, så det har glemt den faglige stolthed i farten.

Der skal ændringer til for at rette op på det. De medicinske afdelinger skal have ressourcer og kompetencer til at passe alvorligt syge patienter, hvor flere organsystemer står af, og hvis afdelingen ikke magter det, skal personalet trække på de palliative teams – uden ventetid.

De svigt, som vi har oplevet, handler både om systemer, der ikke fungerer, og personale, som er presset til det yderste,

Hvad er ellers hele idéen med palliative teams? Alternativt må afdelingen sende patienten hen til et sted, hvor de har ressourcer og ekspertisen til at håndtere så syge mennesker.

Hvor er kontinuiteten i plejen af patienter og kontakten mellem sygeplejersker og læger?

Hvor er ”det sammenhængende patientforløb”, som man har talt så meget om?

Som regel har patienter under meget svære sygdomsforløb en kontaktsygeplejerske og en ansvarlig læge, som følger dem, så man derved undgår at møde utallige forskellige læger, sygeplejersker og sosu-assistenter, der hver især skal sætte sig ind i sygdomsforløbet, hvilket let ender ud i, at ingen tager ansvar.

Jeg ved godt, at der er masser af ansvarlige politikere og ansvarligt personale i sygehusvæsenet, men et eller andet går altså helt galt, når ingen tager ansvar for den enkelte patient. Det handler om mennesker.

P.S.: Efter ønske fra familien offentliggør vi ikke navnet på kronikørens afdøde far.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.