Dette er min stemme

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Hvordan kan I tage det for givet, at jeg overhovedet stemmer til valget?«

Sådan spurgte jeg de tre unge mænd, da de forleden spurgte mig, hvad jeg ville stemme på.

»Jamen, stemmer du ikke?« Reaktionen kom prompte og som fra én mund.

Jeg svarede, at »nej«, det havde jeg ikke gjort, siden det gik op for mig, at den danske statsmagt, systemet, magtstrukturen (eller hvad man nu vælger at kalde fænomenet der manipulerer med vore tilværelser) ikke længere baserer sig på respekt for mig som menneske, men tværtimod i strid med sandheden baserer sig på tvang af mig som borger.

Jeg holdt op med at stemme, sagde jeg til de unge mænd, dengang i begyndelsen af 1990’erne, da statens myndigheder skred ind over for min livsførelse, erklærede den ”ulovlig” og umyndiggjorde mig.

»Jamen, hvad skete der? Hvad gjorde staten ved dig?«

Jeg svarede, at det var en lang og temmelig trættende historie. Men for nu at gøre den, historien, kort, gjorde staten mig opmærksom på, at det, jeg havde valgt at leve for og måden, jeg levede på for at realisere mit formål, var i strid med det mål, som den, staten, havde – ikke alene med mig, men med alle sine borgere.

Det var dengang, jeg indså, at målet, som jeg havde med mit liv (at leve det og ikke noget andet), var i direkte konflikt med statsmyndighedernes mål med mig og alle mine medmenneskers. Det var ved den lejlighed, at jeg i min skuffelse skrev det famøse brev til staten, indsendte mit sygesikringsbevis og forlod landet.

»Gjorde du det?« De tre unge mænd er nu virkelig lutter øren: »Hvad skrev du da?«

Jeg skrev, sagde jeg, at idet jeg, Per Smidl, opfattede, at et land i hvilket individet ikke frit og uden indblanding fra myndighedernes side kan vælge, om det ønsker at tage lønarbejde, tjene penge og følgelig – som en biomstændighed – betale skat af sit overskud, at et sådant land ikke er frit andre steder end på papiret, afbryder jeg pr. dags dato mit forhold til den danske stat og dens skattevæsen.

»Svarede øh… staten… på det der brev?«

Nej, sagde jeg, selvfølgelig gjorde den ikke det. Den svarer aldrig. Men til gengæld er dens tavshed jo meget sigende og en slags svar i sig selv. Det betyder, at jeg den dag i dag (hvor jeg er vendt tilbage til Danmark) stadig ikke føler mig respekteret som menneske og forsøger at holde mig så fri af den danske stat, som det nu engang er muligt.

Samtalen med de tre unge mænd endte med, at jeg erklærede mig rede til at genoptage min stemmeafgivning den dag, hvor jeg kunne gøre det uden derved at miste stemmen og være tvunget til at leve videre på løgnen uden den. Det er nemlig sandt! Jeg ønsker ikke at leve på en løgn. Og jeg ønsker af samme grund heller ikke at smide min stemme i en urne. I mine øjne er urner beholdere beregnet til opbevaring af de dødes aske og dermed uegnede som opbevaringssted for levende menneskers stemmer. Det er mit frie valg at have det sådan.

Jeg bestemmer frit, om jeg vil beholde min stemme intakt for mig selv eller smide den i urnen og håbe på, den bliver hørt og repræsenteret af en politiker.

Gør jeg det sidste, smider jeg min stemme i urnen, fordi jeg derved mener eller håber på at få medindflydelse på dagpengesituationen, fremdriftsreformen, udsalget af folkets energiselskaber, skattevæsenets skalten og vilkårlige (for)valten, bank(u)væsenet, rejsekortovervågningen, terrorlovgivningen og en statsministerkandidats indkøb af underbukser eller noget som helst andet for den sags skyld, ja da bedrager jeg mig selv. Så lever jeg i løgn i stedet for sandhed, hvilket forholdsvis hurtigt vil afspejles i mit behov for bedøvelsesmidler og kunne ses i mit ansigt.

Dette er altså min personlige begrundelse for ikke at stemme ved statsvalget 2015: at jeg agter at repræsentere mig selv ved at beholde min stemme et sted, hvor jeg stadig frit kan benytte mig af den, når jeg finder det for godt og rigtigt og på sin plads. Det er ikke i første omgang, fordi jeg nærer noget ønske om eller har noget behov for at omvende andre til min tankegang og livsførelse.

I en situation hvor jeg ikke kan forlade min bopæl uden at få stukket politikeransigter i synet over alt (som en udsøgt påmindelse om manipulationen af min person) har jeg brug for at udtale højt, hvordan jeg har det med showet. Min nægtelse er først og fremmest en måde at beskytte mig selv på, min identitet om man vil. Min undladelseshandling understøttet af disse min stemmes ord på dette sted og tidspunkt blot udtryk for selvforsvar. Et forsvar for mit eget selvs ukrænkelige ret til og ansvar for at leve sit selvvalgte liv på sin måde. Andre kan for min skyld vælge, som de vil. Men jeg for mit vedkommende udtaler, at jeg har et valg, og at dette valg er mit at træffe hver eneste dag. Dette mit valg er det, som jeg hermed lægger stemme til og udfører. Som det valg jeg står ved i tykt og tyndt, er det mig alt for dyrebart til, at jeg kan overlade det til en politiker at repræsentere.

I DR P1 hørte jeg til min overraskelse en ung filosofistuderende udtale, at valget 2015 i Danmark er et »ideologisk ritual« og som sådan ikke noget, han agter at deltage i. Bortset fra det begrundede den filosofistuderende sin stemmenægtelse med det danske folketings mangel på reel indflydelse (som en lille ubetydelig brik i de store verdensomspændende magt- og finansstrukturer).

Hvor jeg godt kan følge den studerende i, at valg i Danmark for længst er degenereret til næsten kun at være ideologisk ritual (skønt jeg selv er ude af stand til at få øje på den, kan jeg dog ikke helt udelukke, at der stadig findes en svag forbindelse mellem et menneskes stemmeafgivning og … lad os sige tvangsdigitaliseringen og overvågningen af borgerne) ville jeg i modsætning til ham være villig til at lade tvivlen komme stemmeafgivningen til gode, dersom det ikke var for den elementære personlige umyndiggørelse af det enkelte menneske, som jeg på egen krop har erfaret praktiseret i Danmark.

I skolen lærte jeg, at jeg i Danmark skulle blive et myndigt voksent menneske, som fra mit 18. år frit kunne leve det, som var mit liv. I skolen lærte jeg ikke, at det var min pligt at lade mig kneble, overvåge, umyndiggøre og leve en ydmygende forbrugertilværelse totalt dikteret af staten og dens erhvervsliv. I livet har jeg siden (og det på den hårde måde) erfaret, at ingen forsvarer min identitet, medmindre jeg selv står op for den med næb og kløer. Ved at blive hjemme ved mit skrivebord på valgdagen, vil jeg gøre opmærksom på min (menneske)ret til et liv i værdighed og baseret – ikke på statsmagtens demokratiideologi, men på det som er min egen sandhed.

For mig er der kun ét valg, og det er mit eget: at vælge at stå fast ved mig selv og dette selvs højere og ukrænkelige ret til selvbestemmelse (autonomi). Blev denne mit ret respekteret i det daglige mellem folketingsvalgene, ville jeg som sagt lade tvivlen om Folketingets og min reelle indflydelse komme de demokratiske valg til gode og smide min stemme i urnen.

Som situationen imidlertid er nu, er jeg nødt til at forsvare mig selv og min forstand ved ikke at deltage i en handling, som jeg (i lighed med den filosofistuderende) ikke kan betragte som andet end ideologisk selvbedrag i den forstand, at den foregiver at give folk indflydelse, mens den i virkeligheden blot giver folk et bekvemt figenblad, bagved hvilket de kan skjule deres umyndiggørelse og trivialiseringen af deres (stats)eksistens.

Og skulle jeg endelig (afslutningsvist) gå ind på ræsonnementet om borgerpligten og stemmeafgivningens mening, ville jeg stille følgende spørgsmål til alle aktive vælgere i dette land: Hvor langt kan et demokrati tillade sig at skride ud, fjerne sig fra de elementære forudsætninger og principper, det hviler på, fjerne sig fra den befolkning af mennesker, hvis livsinteresse det skal forestille at tjene; og hvor længe kan dette demokrati fortsætte med at lukke sig om sig selv og sælge ud af sit arvesølv, før befolkningens eget demokratiske relæ slår fra og leder udtrykket for dens politiske aspiration andre steder hen end til stemmeurnen?

Lad dette spørgsmål blafre et øjeblik i vinden, før du søger svaret på det i dit eget hjerte – du dansker og menneske.