En borgerlig stemmeguide

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nærmest uanset hvad man mener politisk, er der ikke noget rigtigt parti at stemme på. For afhængigt af, hvor du bor i landet, vil der som udgangspunkt altid være en kandidat fra et andet parti, der repræsenterer dine holdninger bedre end dit ellers foretrukne valg. Derfor bør man være åben for at stemme på forskellige partier alt efter, hvem der stiller op i ens storkreds. Med det udgangspunkt er her en stemmeguide for borgerlige:

Københavns Storkreds

Ved de sidste tre folketingsvalg har jeg stemt på Søren Pind (V), og hvis jeg stadigvæk boede i København ville min stemme utvivlsomt falde på ham. Pind står for højere straffe, morgensang i skolerne, indeksering af overførselsindkomsterne, opgør med konventioner, dannelse i uddannelsesvæsenet og en borgerlig intellektuel selvtillid. Jovist, han er også temmelig excentrisk, har haft lange perioder uden fornuftige forslag og ville blive en ulidelig udenrigsminister. Hvis de borgerlige vinder er han heldigvis det sandsynlige bud på den justitsminister, der skal tage opgøret med det komplet dysfunktionelle system. En næsten umulig opgave, men han er et af de eneste bud på én, der måske magter jobbet. Både Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Peter Skaarup (DF) hører til de bedre repræsentanter for deres partier, men er slet ikke i samme liga som Søren Pind. Hos de Konservative får Lars Barfoed (K) stensikkert første mandat, og mens toeren Josefine Kofoed (K) er en langt bedre kandidat, kan man som fornuftig borgerlig selvindlysende ikke medvirke til at vælge Barfoed. Han er en borgerlig pendant til Øzlem Cekic (SF), som er fristende for politiske modstandere at stemme på, med al den interne ravage de skaber.

Københavns Omegns Storkreds

Et af valgkampens vigtigste og mest spændende valg står mellem de to konservative kandidater Rasmus Jarlov (K) og Mads Holger (K). Her taler vi om et valg, der sandsynligvis får afgørende betydning for Det Konservative Folkepartis fremtid. Jeg kender dem begge personligt – har ransaget min sjæl - og kan ikke få mig selv til at skrive, hvem af dem, jeg stemmer på. Casper Strunge (K) er måske landets bedste folkeskolepolitiker og min lokale kandidat i Gentofte, men han kan primært bruge valget til at positionere sig til næste gang. Fra de andre partier er Joachim B. Olsen (LA) et solidt valg, mens DF stiller med både Aia Fog (DF) og Kenneth Kristensen (DF), der begge ville være tiltrængt i en ellers desværre temmeligt svag folketingsgruppe. V stiller primært med kulturradikale kandidater, og lad os alle (naivt) håbe, at Morten Løkkegaard (V) ikke kommer ind.

Nordsjællands Storkreds

Også her står valget temmelig indlysende mellem to konservative kandidater nemlig Pernille Vermund (K) og Mette Thiesen (K). De er temmelig ukendte, men står begge for en kontant værdipolitik og klassisk konservatisme. Desværre er der en risiko for, at de deler stemmerne mellem sig og i stedet baner vejen for den (lidt) mere kendte Mette Abildgaard (K), der desværre er en farveløs konservativ. Hvis man elskede Fogh-dagene, og drømmer sig tilbage til lavt-til-loftet-og-kort-til-døren-filosofien, kan man stemme på Claus Hjort Frederiksen (V). DF stiller kun dødvægtskandidater op, og en stemme på dem er det samme som at støtte den nuværende tamme og socialdemokratiske linje. Hos Liberal Alliance kan du få partilinjen rent og purt med Anders Samuelsen (LA). De er generelt inde på en fornuftig kurs, men har eksempelvis en fuldkommen lallet familiesammenføringspolitik.

Sjællands Storkreds

Brian Mikkelsen (K) er den usynlige magtmand i partiet, der kun lader til at stille op, fordi han gerne vil være minister igen. Han har gennem årene været drivkraften bag de mere ideologiske initiativer i partiet, men det er helt uklart for mig, hvad hans rolle er nu. Søren Espersen (DF) hører afgjort til partiets bedste politikere, men han trækker desværre ingen gode kandidater med sig ind. Liberal Alliance stiller med et svagt felt og kan ikke rigtigt overvejes. Min anbefaling i Sjællands Storkreds er den unge venstremand Morten Dahlin (V). Tidligere formand for Venstres Ungdom, højt begavet og står for solid borgerlig værdipolitik. At få ham valgt ind kan være helt afgørende for Venstres udvikling på længere sigt.

Fyns Storkreds

I Venstre er man rigtig glad for lokale kandidater, og derfor har de på Fyn stort set kun opstillet stemmekvæg, så med mindre man brænder for trafikpolitik, skal man finde et andet parti. Alex Arendtsen (DF) er én af folketingets få intellektuelle, der i begyndelsen af valgperioden markerede sig stærkt på kulturområdet, men har været temmelig usynlig i de sidste par år. Han kunne potentielt få en vigtig rolle i både undervisnings- og forskningspolitikken fremover, men skuffede mange med sin medvirken til heldagsskolen. Alligevel er han nok det bedste bud på en borgerlig fynsk kandidat. Alternativt Merete Riisager (LA) der som integrationsordfører tegnede en linje med gode takter, uden at det dog blev oversat til konkrete politikforslag. Hun vil også være en gevinst for uddannelsesområdet, hvor hun har markeret sig med skarpe holdninger. Hvad Mai Mercado (K) står for politisk er svært at gennemskue, da hun på kort tid har lagt navn til nogle voldsomt modsatrettede synspunkter. Hun er formentlig det bedste formandsbud, skulle Søren Pape ikke blive valgt, men hvad hun står for fremadrettet, kan jeg ikke regne ud.

Sydjyllands Storkreds

Marie Krarup (DF) er en enmandshær og nok det borgerlige Danmarks stærkeste intellektuelle stemme på Christiansborg. Kun Søren Pind på sine gode dage kan nå op på siden af hende. Til gengæld får de konkurrence fra Liberal Alliances Henrik Dahl (LA), hvis det lykkes ham at blive valgt ind. Han er nok den mest interessante nye kandidat, der er opstillet til folketingsvalget overhovedet. En af de sidste to årtiers mest betydningsfulde idémagere og samfundsdebattører, og det siger noget om Liberal Alliances vitalitet, at de har været i stand til at tiltrække en kapacitet som ham. Venstre og Konservative stiller begge med bemærkelsesværdigt svage kandidater – igen et resultat af forkærligheden for lokal forankring. Man kan ikke stemme på Mike Legarth (K), og Ellen Trane Nørby (V) og Eva Kjer Hansen (V) har det tilfælles, at de begge er fanget ideologisk i 90erne.

Vestjyllands Storkreds

Her stiller de to teologer Esben Lunde Larsen (V) og Christian Langballe (DF) op, der på papiret begge er gode kandidater. De sidder i dag begge i folketinget, men ingen af dem har for alvor haft held til at sætte en dagsorden. Man kan håbe at rekruttiden nu er overstået, og at de fremover vil tage anderledes virksomt fat. Ellers kan man overveje en stemme på Inger Støjberg (V), der stensikkert bliver valgt ind, men om ikke andet så for støtte hende i den interne fløjkrig. Liberal Alliances Leif Mikkelsen (LA) fungerer som intern indpisker, og står ikke for noget rent politisk. I Vestjylland gælder i øvrigt den absurde situation, at skulle det (ikke usandsynlige) ske, at De Konservative ikke opnår mandat, kommer Søren Pape (K) ikke i folketinget. Dermed skal De Konservative finde en ny formand.

Østjyllands Storkreds

I et i øvrigt svagt kandidatfelt bør stemmen utvivlsomt gå til Naser Khader (K). Nærmest ene mand har han formået at ændre kursen på Det Konservative Folkeparti, så det har genfundet livskraften. I første omgang er det ikke blevet til andet end paroler, men på den anden side af et valg forventer jeg, at kursen blev slået definitivt fast med konkrete forslag til politik. Selv hvis man skulle have et mindre positivt billede af Khader, er der ingen af de andre kandidater, der er værd at stemme på med Fatma Øktem (V), som mulige undtagelse, selvom hun næsten intet væsen har gjort af sig. Venstres mest markante kandidat er den kulturradikale og tidligere Ny Alliance-mand Jakob Ellemann-Jensen (V), som næppe går hen og bliver fornuftig.

Nordjyllands Storkreds

Uden at jeg skal kloge mig på jyske forhold, er det mit indtryk, at lokalpatriotismen slår stærkest igennem netop her. De har dog opstillet stemmeslugeren Søren Gade (V), der mildest talt ikke er kendt for sine politiske synspunkter, og jeg aner da heller ikke, hvad han står for. Thyra Frank (LA) er en sjov idé, men hendes opstilling virker poppet, og hun har da heller ikke markeret sig med politiske forslag. De Konservatives Daniel Rugholm (K) er ligeledes en alt for politisk svag kandidat til, at det giver mening at stemme på ham. Min entydige anbefaling i Nordjylland er at stemme på Venstres retsordfører Karsten Lauritzen (V). I rets- og udlændingedebatten står han ikke for de opsigtsvækkende symbolmarkeringer, men for hvordan stramninger lader sig gennemføre i den praktiske politik. Var én af forfatterne til Venstres gennemtænkte udlændingeudspil, hvor de blandt andet introducerede en de facto skelnen mellem vestlig og ikke-vestlig indvandring.