Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Vi har prioriteret velfærd først – familiens velfærd

Det betyder, at jeg har sagt mit job op. Det betyder, at lillesøster ikke skal i institution, at vi sparer, vi sparer nok mere end de fleste, vi køber børnetøj brugt, vi spiser ikke kød, vi kører på ferie, og vi bruger det, vi har, i stedet for at købe nyt.

Artiklens øverste billede
Velfærd har førsteprioritet hos Maria Baldus og hendes familie, og derfor er der ikke råd til, at lillesøster kan få sit eget værelse. Foto: Stine Bidstrup

Sidste sommer var jeg gravid med familiens fjerde barn, lillesøster. Når vi fortalte venner og familie om familieforøgelse, stillede de næsten med sikkerhed samme spørgsmål: »Hvor gør I så af lillesøster?«

Vi bor i en stor lejlighed på Østerbro, og familiens øvrige tre børn har hver sit værelse, så spørgsmålet gik på, hvor lillesøster skulle have værelse? Der var jo ikke plads.

Den kendsgerning satte naturligt gang i flyttetankerne hos os. For børn har da ret til et værelse, ikke? Og hvis de ikke har, så skal større søskende da i hvert fald ikke “lide” under at have fået en lillesøster, vel? Det blev sagt i ramme alvor. Forventningen var, at vi flyttede og selvfølgelig anskaffede os en større bil.

Der er én vej at gå som børnefamilie, hvis man ikke vil bo på en ø og drive et selvforsynende landbrug, og det er lige ind i hamsterhjulet. 

Lillesøster er nu næsten et år, og vi bor stadig i lejligheden.

Alt imens får mine venner og veninder i 30’erne barn nummer to og køber huse i forstæderne til mange millioner. De skriver med største selvfølgelighed under på et liv med flere børneværelser end børn, teenageafdelinger, to badeværelser og “walk in”, men samtidig forpligter de sig til et liv med tvungen fuldtidsarbejde, lange institutionsdage, travle morgener og ulvetimer.

Da jeg var gravid med lillesøster, troede jeg også, at det var den vej, vi skulle gå. Vi kiggede på huse og forelskede os i tanken om en sommerdag på terrassen i haven med bål og skumfiduser og bare børnefødder.

Men vi har ikke råd. Sandheden er, at vi ikke har råd. Vi har ikke råd til at give lillesøster eget værelse. Det har vi ikke, fordi vi har taget et andet valg, vi har prioriteret velfærd først. Familiens velfærd først. Og hvad betyder det så?

I Danmark er vi verdensmestre i at komme først i institution og være flest timer i flest år i institution. Gevinsten er verdensmesterskabet i velfærd. For hvem? Børnene? De voksne?

Det betyder, at jeg har sagt mit job op. Det betyder, at lillesøster ikke skal i institution, at vi sparer, vi sparer nok mere end de fleste, vi køber børnetøj brugt, vi spiser ikke kød, vi kører på ferie, og vi bruger det, vi har, i stedet for at købe nyt.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke kom i tvivl i tvivl om vores valg. Er det synd for børnene? Lider de afsavn?

Vores samfund er blevet sådan, at vi stræber efter at tjene mere, så vi kan få mere, større bolig, mere tøj, federe ferier. Der er én vej at gå som børnefamilie, hvis man ikke vil bo på en ø og drive et selvforsynende landbrug, og det er lige ind i hamsterhjulet.

Undersøgelser viser, at mange forældre dagligt føler sig stressede og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Men vi er fangede som forældre, vi er nødt til at tjene penge for at opretholde vores levestandard.

Jeg går endda med en drøm om at flytte til noget endnu mindre. Men så er alle børnene nødt til at dele værelse, og kan man egentlig tillade sig det?

I Danmark er vi verdensmestre i at komme først i institution og være flest timer i flest år i institution. Gevinsten er verdensmesterskabet i velfærd. For hvem? Børnene? De voksne? Det er svært at vælge noget andet, selv at være med til at definere sin egen familie.

I sidste uge valgte vi velfærd, og heri ligger der, tror jeg, et ønske fra de danske forældre om blandt andet bedre normeringer i institutionerne. Men det er en falsk tryghed. Selv om der kommer bedre normeringer, er vi stadig sammen med vores børn lige så få timer, tiden med børnene er stadig lige presset.

Forældrene er nu engang dem, som betyder allermest for børnenes personlige og faglige udvikling og trivsel. Vi har ikke tid, vi har ikke tid til at være forældre og rollemodeller. Og det er i virkeligheden det, der er problemet.

Ikke at danske forældre er curlingforældre, men at de ikke har tid til at være andet. Når tiden er knap, og ressourcerne er brugt, vil man gerne have så meget som muligt ud af tiden med børnene. Man vil gerne have, at det er hyggeligt, og så bliver det svært at stille de nødvendige krav, som børnene har brug for for at udvikle deres robusthed og tolerance.

Vi får ikke mere tid af, at der kommer flere pædagoger. Men hvad sker der, når vi ikke har mulighed for at vælge at være lidt mere forældre, end vi er i dag? Hvad sker der, når vi ikke har mulighed for at vælge lidt mere tid til?

Taber vi næste generation på gulvet? Det hverken kan eller vil jeg svare på, men forskere peger på, at aldrig har så mange børn og voksne haft stress og angst som lige nu. Børn med stress og angst, det er da tankevækkende, er det ikke?

For mig er velfærd lig med tid; tid til at være forælder for mine børn, mens de er små, så det har vi prioriteret i et samfund, som gør den prioritering meget svær.

Det handler ikke kun om normeringer. Det handler også om, hvad det er for et liv, vi som forældre vælger for vores børn. Jeg er spændt på at se, hvad velfærd betyder for den nye regering?

Og hvor gør vi så af lillesøster? Ja, hun må dele værelse med sin storebror, og jeg går endda med en drøm om at flytte til noget endnu mindre. Men så er alle børnene nødt til at dele værelse, og kan man egentlig tillade sig det?

For så er de jo tvunget til at opleve ubehag ved at skulle lære at dele, tage hensyn til mindre og større børns behov, forskellig lyst til fordybelse og vild leg, omstillingsparathed, at lade andre være i fokus, når man ikke selv er det, en del af et team, have gode samarbejdsrelationer og meget mere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.