Glemte vi børnene, da Lars Løkke udskrev valg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten herskede i flere uger. Det er jeg sikker på, at du om ikke andet kan google dig frem til. Men det er, som om vi i disse Paludan- tider har glemt alt om vores børn og de steder, vi placerer dem de fleste af deres vågne timer.

Der er forskning, som tegner et billede af, at noget af den mistrivsel, vi ser hos børn, unge og sågar voksne, kan være affødt af det institutionsliv, vi har skabt. Flere anerkendte eksperter kalder institutionslivet for kollektiv omsorgssvigt.

Det er en ubekvem sandhed, at vores børn ikke trives i det, som vi med et generationsskifte har gjort til “noget, vi gør”. ”Når et barn er ét år, skal det jo ud blandt andre, ellers lærer det aldrig at få sociale kompetencer”, og ”børn skal lære at stå på egne ben” er nogle af de mange argumenter, vi har fået imprægneret, og som vi fortæller os selv, når vi går fra institutionen med en knude i maven.

Det er ikke pædagogerne, den er gal med. Jeg er overbevist om, at majoriteten gør det bedste, de kan, af et godt hjerte, ligesom sosu’erne og sygeplejerskerne.

Men måske egner vi mennesker os som race ikke til denne konstellation. Hvad nu, hvis selve rammen for måden, vi passer børn på, slet ikke egner sig, og det så giver bagslag i sidste ende?

Vi ved, hvor vigtige de første tre år af et barns liv er. Her bliver grundstenene til menneskets identitet lagt.

Vi lever i et velfærdssamfund, som bygger på, at vi betaler skat, og til gengæld modtager vi blandt andet sygehjælp, beskyttelse og børnepasning.

Det er bare, som om vi mere eller mindre kollektivt har accepteret, at nogle af disse opgaver ikke længere er indbefattede i den skat, som bliver betalt. I efteråret 2018 rundede Sygeforsikring Danmark 2,5 mio. medlemmer. Dertil er der et ukendt antal borgere, som har forsikret sig igennem arbejdsplads/fagforeninger eller via eget forsikringsselskab.

Det er, som om vi stiltiende har accepteret, at den kernevelfærd, som vi betaler for, ikke længere slår til. Vi køber alarmer som aldrig før og har accepteret, at politiet ikke længere kan køre ud til indbrud, så derfor har vi vagtselskaber og alarmer som stedfortrædere.

Men hvad gør vi, når den samfundsløsning, som skal varetage vores børn, halter? Hvor er forsikringsløsningen til dem, som skal videreføre samfundet? Når de institutioner, som vi har overladt omsorg og dannelse af vores børn til, ikke længere slår til, hvad gør vi så? Hvad er plan B?

Jeg synes, det er på tide, at vi forældre slukker for støjen af politikere, Bupl, Fola, og hvem der ellers råber i munden på hinanden. At vi snupper et stykke gulerodskage og sætter os på gyngerne ved siden af hinanden og tager en åben, ærlig, men også anerkendende samtale om, hvor svært det er at være forældre.

Hvorfor det, som burde være det mest naturlige, er blevet så fjernt. En samtale, hvor det er okay at være fejlbarlig, ydmyg og ikke mindst sårbar. I ved, én af de lange samtaler, som ender ud i vin ved et bål på en ødegård som min, imens vi ser ungerne løbe og lege i tusmørket.

Vi trænger til den.