Fortsæt til indhold
Håndbold

Morten Olsen brækkede næsen under træning i VM-lejren

Det danske herrelandshold blev ramt af et grimt uheld i lørdagens sene træning, da Morten Olsen brækkede næsen under spiltræning.

Peter Elsnab

Playmaker Morten Olsen fra den franske klub St. Raphael Var blev uheldigt ramt af Rene Toft Hansens hånd i et gennembrudsforsøg og blev efterfølgende liggende på gulvet, mens Toft Hansen som den første kaldte på holdets fysioterapeut Peter Poulsen, der måtte sætte næsen på plads.

Efterfølgende kunne han konstatere, at der ingen tvivl var om, at næsen var brækket, og Morten Olsen med blev med blod i ansigtet hurtigt fragtet mod skadestuen til bl.a. en nærmere vurdering af, hvor slemt bruddet er - men hans VM-deltagelse er under alle omstændigheder i fare.

Træningen blev afbrudt efter uheldet, og efterfølgende sad stregspiller og forsvarsspecialist Rene Toft Hansen ved sidelinjen og så fuldstændig knust ud over ubevidst at have påført sin holdkammerat denne skade.

Bo Spellerberg er i forvejen ramt af en hælskade, der tvinger ham til at holde pause i en uges tid, mens Henrik Toft Hansen var sløj med maveproblemer og derfor fraværende under lørdagens to træningspas.

Landsholdet træner igen søndag, før det mandag gælder en træningskamp i Malmö mod Sverige.