Fortsæt til indhold
Fodbold

Solbakken afviser totalt Bendtner-snak

For højt tempo og mange fejl prægede derbyet i Parken, hvor Nicklas Bendtner igen var til stede.

Lad os for afdramatiseringens skyld begynde med Ståle Solbakken og Nicklas Bendtner.

Den danske landsholdsangriber var igen i Parken for at se sin ungdomsklub FC København. Denne gang i 1-1 kampen mod Brøndby, hvor Thomas Delaney reddede sit hold med et hovedstødsmål i overtiden.

Nicklas Bendtner er kontraktfri til sommer, men Ståle Solbakken afviser totalt, at det er muligt, at FC København skriver kontrakt med ham.

»Ja, det er det. Han tjener nærmest mere end hele holdet tilsammen, men hvis han ringer og siger, at han er villig til det og det, kan vi da tale om det,« sagde Ståle Solbakken efter kampen mod Brøndby.

»Vi har ikke kontaktet ham, og han har ikke kontaktet os,« fastslog den norske manager.

"Noget pis"

Og så tilbage til kampen.

Brøndby var et par minutter af dommer Jakob Kehlets overtid fra at vinde for første gang i Parken i 10 år efter Ariel Nuñez’ scoring til 1-0. Det efterlod begge hold skuffede. Andreas Cornelius gik med hænderne over hovedet efter kampen, og der var ifølge et par Brøndby-spillere ganske stille i udeholdets omklædningsrum.

»Du må godt sige, at det er noget pis,« sagde cheftræner Thomas Frank til Thomas Kahlenberg, da de side om side blev interviewet efter opgøret.

»Nå de scorer så sent, er det vanvittigt skuffende,« nøjedes Brøndbys anfører med at sige.

Grund til skuffelse

»Der er mange, som ikke ramte niveauet. Kollektivt laver vi en god arbejdsindsats, men teknisk var vi for dårlige. Holdet spiller hurtigere, end det kan. Vi prøvede den direkte løsning for tidlig. Der var plads til at spille på midt i banen,« sagde Kahlenberg.

»Vi har grund til at være skuffede,« lød det fra Thomas Frank.

»Vi fandt tit rum til at spille på med de første to-tre afleveringer, men hverken Andrew Hjulsager, Ariel Nuñez eller Alexander Szymanowski ramte nivauet. Jeg tror, at Andrew Hjulsager blev ramt af, at det jo var et internationalt tempo, men jeg tror også, at han har lært rigtig meget af denne kamp,« fortsatte Brøndbys cheftræner.

Glad for scoring

Søndag fortalte FC Københavns viceanfører Thomas Delaney i Jyllands-Posten, at »det var en skuffet hverdag,« han gik rundt og havde for tiden. Dette skulle have været foråret, da han ville blive FC Københavns ubestridte leder. Nu er han bænket på et hold, som skuffer.

»Det var dejligt at score. Der er noget med Brøndby som KB-dreng, men jeg havde været endnu gladere, hvis jeg havde scoret til 2-1,« sagde Delaney efter kampen med et smil.

Han fortalte om oplevelse af at blive sat på bænken til netop denne kamp.

»Jeg føler ikke, at det er anderledes at blive sat på bænken mod FC Vestsjælland end i denne kamp, men der er jo kampe, man ser mere frem til end andre.«

Tilfreds med anden halvleg

Delaney glædede sig over, at FC København fortsat er på bronzepladsen på grund af målet til 1-1.

»Vi vil ikke tabe disse kampe til Brøndby. De betyder meget for tilhængerne, og vi vil holde afstand til Brøndby.«

Ståle Solbakken erkendte, at holdet ikke havde spillet godt i 1. halvleg, men han var tilfreds med præstationen efter pausen.

»Vi spillede godt i 2. halvleg og skabte da fire-fem store chancer, og så scorede de endda i vores bedste periode. Da var det flot, at vi fik kæmpet os tilbage og udlignet,« sagde Solbakken.