Fortsæt til indhold
Politik

Skæv arbejdstid skal give ret til tilskud til babysitter

Regeringen klar med 580 mio. kr. til mere moderne dagtilbud.

Når mor er politibetjent og far sygeplejerske, kan det være et problem med pasning af familiens små, når parret er på arbejde uden for daginstitutionernes åbningstid.

Det problem vil regeringen løse ved at give forældre, hvor begge har skæve arbejdstider, ret til et særligt kombinationstilbud, hvor barnet går på deltid i børnehaven, og kommunen til gengæld udbetaler penge til en privat børnepasser i aftentimerne.

»At forlænge åbningstiden er ikke en løsning, som passer alle, så derfor tilbyder vi øget fleksibilitet med denne ordning, der også retter sig mod enlige forsørgere,« siger børne- og socialminister Mai Mercado (K), der torsdag spiller ud med regeringens forslag til en modernisering af danske dagtilbud til en pris på 580 mio. kr.

Hun læner sig op ad en række fagforbund, som har efterlyst mere fleksible pasningsmodeller, og Socialdemokratiet ser positivt på bedre pasningsmuligheder for forældre med skæve arbejdstider. Men børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen er dog skeptisk ved et kommunalt tilskud til en privat børnepasser.

»Især enlige forældre oplever store udfordringer, hvis de har skæve arbejdstider. Men problemet løses ikke ved, at familier nord for København f.eks. kan ansætte en au pair til at passe børnene. Vi ser hellere, at man investerer i kerneydelsen, så daginstitutionerne i højere grad kan dække forældrenes behov,« siger hun.

Dagtilbudsudspillet rummer også tiltag, som skal styrke børnenes læring i daginstitutionerne, og her er en af tankerne at sætte mere fokus på samarbejdet mellem forældre og pædagoger.

»Så pædagogerne ikke bare skal huske forældrene på, at det er tid at finde flyverdragten frem, men også går ind og hjælper forældrene med at understøtte børnenes sociale og indlæringsmæssige kompetencer,« siger ministeren.

Et tredje fokus i udspillet retter sig mod socialt udsatte børn, hvor Venstre især hæfter sig positivt ved, at sundhedsplejerskerne trækkes tættere på daginstitutioner.