Fortsæt til indhold
Politik

Dronningen inviterer til statsrådsmiddag for første gang i otte år

For første gang i otte år har dronning Margrethe inviteret regeringen til såkaldt statsrådsmiddag på Amalienborg.

Det sker onsdag aften i Christian VII’s Palæ, hvor statsministeren og hele regeringen er indbudt, og hvor også Kronprinsparret deltager.

Da hoffet afholdt en lignende middag på Fredensborg Slot i oktober 2003 skete det i anledning af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys forlovelse, som blev annonceret i forbindelse med Folketingets åbning dagen forinden. Dengang fik ministrene først på selve dagen oplyst, hvad anledningen til middagen var.

Og ved den seneste statsrådsmiddag i marts 2009 spekulerede daværende ministre i, at årsagen var Anders Fogh Rasmussen snarlige farvel til dansk politik. Syv dage efter middagen blev Fogh officielt udpeget som Natos nye generalsekretær.

Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser dog over for Jyllands-Posten, at der »ikke er noget odiøst« over statsrådsmiddagen på onsdag.

Selskabet er en »social sammenkomst«, som dronningen sigter efter at afholde én af i hver af Folketingets fireårige valgperioder som en gestus til regeringen, oplyser kommunikationsafdelingen. Traditionen går angiveligt mange år tilbage.

Af forskellige årsager lykkedes det dog ikke at afholde en eneste statsrådsmiddag i sidste valgperiode, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister. Forklaringen kan være de forskellige udskiftninger i regeringen, som fandt sted i SR(SF)-tiden.

Statsrådet er det formelle navn for de møder, som dronningen med jævne mellemrum har med statsministeren og de øvrige ministre. Her underskriver dronningen de love, som Folketinget har vedtaget, og regeringen orienterer majestæten om nye lovforslag.