Fortsæt til indhold
Politik

Boeing stævner Forsvarsministeriet i kampfly-sag

Boeing gør nu alvor af truslen om at trække Forsvarsministeriet i retten på grund af en tvist om aktindsigt.

Den amerikanske flyproducent Boeing lægger nu sag an mod Forsvarsministeriet over en tvist i forbindelse med Danmarks køb af nye kampfly for 20 milliarder kroner.

Det oplyser kilder med kendskab til sagen over for Jyllands-Posten, og Boeings danske pressekontakt Mads Lindberg bekræfter oplysningen.

Stævningen skyldes dog ikke, at Danmark fravalgte Boeings F-18 Super Hornet til fordel for Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter.

Sagsanlægget skyldes i stedet, at Forsvarsministeriet endnu ikke har udleveret en omfattende aktindsigt om selve beslutningsgrundlaget for flykøbet, selvom Boeing søgte om at få materialet at se helt tilbage i efteråret.

Derfor har virksomhedens danske advokater nu besluttet at trække Forsvarsministeriet i byretten.

»Boeing bad for et halvt år siden om at få dokumenterne udleveret, og der er stadig ikke sket noget. Så nu er tålmodigheden brugt op,« siger Mads Lindberg.

Flyproducenten vil have ministeriet til at udlevere samtlige dokumenter og beregninger, der blev udarbejdet i forbindelse med Danmarks køb af nye kampfly. Allerede i september søgte Boeing aktindsigt, men indtil videre har ministeriet kun udleveret en lille del af det ønskede materiale.

Flyproducentens interesse i materialet skyldes, at man ikke kan genkende Forsvarsministeriets beregninger af indkøbsprisen på F-18 Super Hornet.

Ifølge ministeriets beregninger ligger prisen omkring 50 procent over Lockheed Martins F-35’ere.

»Boeing mener, at grundlaget er helt forkert. Men hvis Forsvarsministeriet ikke vil vise grundlaget, så må vi sagsøge dem,« siger Mads Lindberg, som finder det »fuldstændig ubegribeligt« at ministeriet ikke for længst har frigivet dokumenterne.

Fredag lander Boeings internationale salgschef Tom Bell i Danmark, hvor han vil uddybe og begrunde beslutningen om at gå rettens vej.

I en pressemeddelelse udtrykker Boeing »dyb bekymring« over Forsvarsministeriets »misinformation« om Super Hornet’s pris og egenskaber.

Allerede før regeringen i juni 2016 valgte at købe konkurrentens F-35 kampfly gjorde Boeing Folketingets Forsvarsudvalg opmærksom på en række af sine forbehold over for beregningerne, der lå til grund for beslutningen. Et af de centrale elementer, som Boeing stillede spørgsmålstegn ved, var Forsvarsministeriets beregninger, der viste at Super Hornet i Danmark ville koste op imod det dobbelt af, hvad der ellers fremgår af det amerikanske forsvarsministeriums budgetdokumenter.

»Det er absolut afgørende, at oplysningerne om Super Hornets priser og egenskaber er faktuelt korrekte og præcise,« siger Tom Bell i pressemeddelelse.

»Fejlagtige forudsætninger og forkerte konklusioner må ikke stå uimodsagte hen«, understreger han.

Da sagen nu er indgivet til domstolene, vil Forsvarsministeriet som udgangspunkt ikke udtale sig nærmere, oplyser ministeriet i en kommentar på dets hjemmeside.

Ministeriet afviser dog at, at der er truffet en endelig afgørelse i sagen om at nægte Boeing aktindsigt:

»Idet der var tale om en aktindsigtsanmodning af meget omfattende karakter, aftalte parterne, at Boeing skulle have mulighed for at præcisere aktindsigtsanmodningen, således at den ville kunne behandles med et forholdsmæssigt tids- og ressourceforbrug. Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Værnsfælles Forsvarskommando har endnu ikke truffet afgørelse i aktindsigtssagen, blandt andet fordi den aftalte proces med Boeing ikke har ført til den ønskede præcisering.«