Fortsæt til indhold
Politik

Nye Borgerlige: Trumps indrejseforbud er rettidig omhu

Partiformand Pernille Vermund kritiserer udenrigsministeren for at blande sig i amerikanske forhold.

Mens kritikken hagler ned over USA's præsident Donald Trump for sit midlertidige indrejseforbud for personer fra syv overvejende muslimske lande, er partierne på den danske højrefløj anderledes positive.

Dansk Folkeparti har understreget, at det er op til ethvert land selv at bestemme, hvem man vil lukke ind, og partiet Nye Borgerlige roser initiativet.

»For mig at se udviser Donald Trump rettidig omhu. Han siger, at der er nogle procedurer her, som ikke virker sikre nok, og derfor har han listet en række punkter op, som skal være gældende før, at folk får lov til at rejse ind i USA igen. Det giver udfordringer i et vestligt samfund, når der kommer et stort antal personer med værdier, som ikke er vores, og som sætter sharia over vores demokratiske måde at leve på,« siger partileder Pernille Vermund, der tilføjer, at Nye Borgerlige ønsker at gå længere end Donald Trump og indføre et fuldt asylstop i Danmark.

»Muligheden for at komme til Danmark og søge asyl skal ophøre, og vi skal udelukkende hjælpe i nærområderne. Det modsvarer sådan set meget godt, hvad USA gør nu. Trumps er bare en mildere version, for han laver kun stoppet midlertidigt,« siger Vermund.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har kritiseret Donald Trump for at blokere bestemte lande frem for at se på folk som individer, og han kalder indrejseforbuddet uklogt. Men det er helt forfejlet, mener Vermund.

»Det er helt uforståeligt for mig, at en dansk udenrigsminister officielt går ud og kritiserer præsidenten for USA på Twitter. Udenrigsministeren virker mere optaget af at promovere sig selv end af at pleje danske interesser. Hvis han mener, at danske interesser kommer i klemme, er det i mine øjne ikke måden at gøre det på,« siger hun.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice får danskere med dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande, der er omfattet af indrejseforbuddet, ikke lov til at rejse ind i USA.

Selvom Dansk Folkeparti har forsvaret Trumps ret til at indføre indrejseforbuddet, mener partiets næstformand Søren Espersen, at det må få regeringen til at »intervenere« i forhold til USA.

»Det bør vi ikke acceptere,« skriver han på Twitter.

Pernille Vermund mener derimod, at Danmark skal blande sig uden om.

»Man løser ikke diplomatiske sager på Twitter. Hvis der er tale om en helt særlig situation, hvor en dansk statsborger skal til USA for at besøge et døende familiemedlem, så kan vi tillade os at kontakte USA ad diplomatisk vej for at se, om vi kan få en undtagelse. Men i og med, at det er et midlertidigt indrejseforbud, skal vi gøre os umage med at respektere, at sådan er vilkårene her og nu,« siger Pernille Vermund.