*

Politik

LA-forslag tvinger regeringen til at offentliggøre Irak-dokumenter

Regeringen står til at komme i mindretal, efter at Liberal Alliance er klar med et forslag om at offentliggøre dokumenter fra Irak-kommissionen.

Regeringen er igen på vej til at komme i mindretal. Denne gang om Irakkommissionens dokumenter. Arkivfoto: JP

Liberal Alliances tålmodighed med regeringen er opbrugt i sagen om dokumenterne fra den lukkede Irak-kommission.

Støttepartiet har derfor fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, som pålægger regeringen at offentliggøre ikke-klassificerede dokumenter fra kommissionen, så alle kan få adgang til dem.

I rød blok er der opbakning til at offentliggøre dokumenterne, så LA's forslag må forventes at bringe regeringen i mindretal, hvis Venstre står fast på ikke at lægge materialet frem til offentligt skue.

Kommissionen
  • Irak- og Afghanistan-kommissionen blev nedsat af SRSF-regeringen i 2012. Kommissionen skulle bl.a. undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak.
  • Derudover skulle den undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder havde foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i Irak og Afghanistan.
  • I juli sidste år nedlagde V-regeringen kommissionen. Den nåede at koste statskassen 14 mio. kr., og nedlæggelsen betød bl.a., at forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) aldrig blev afhørt.
»Formålet er det helt banale, at åbenhed er den bedste tilgang i et demokrati. Vi ønsker at få aflivet nogle af de myter, som kan opstå, når der er lukkethed i forvaltningen,« siger Liberal Alliances udenrigsordfører Mette Bock.

»Jeg tror ikke, at der ligger store sensationer og gemmer sig, men lad os da få dokumenterne lagt frem, så folk selv kan konkludere,« tilføjer hun og understreger, at hun har fuld forståelse for, at der kan være klassificerede dokumenter, som ikke kan offentliggøres.

Venstrefløjen anklager Løkke for at dække over Fogh

Ud over at kræve dokumenterne lagt frem pålægger LA's beslutningsforslag regeringen at lave en samlet liste over samtlige ikke-klassificerede dokumenter, som kommissionen råder over, så borgere og journalister får mulighed for at se, hvad de eventuelt skal søge aktindsigt i.

Det var i forvejen muligt at søge aktindsigt i dokumenterne.

»Vi ønsker at man fremlægger dokumenterne samlet, sådan at journalister og borgere ikke skal bruge flere år på at søge flere tusinde aktindsigter for at finde det relevante materiale,« begrunder Mette Bock.

Liberal Alliance var modstander af selve Irak- og Afghanistan-kommissionen, som ifølge Mette Bock var »politisk drilleri« fra de røde partier. Kort efter Løkke-regeringens tiltrædelse i sommer var LA derfor med til at lukke kommissionen, der blandt andet skulle granske grundlaget for Danmarks deltagelse i den kontroversielle Irak-krig samt undersøge danske myndigheders rolle i forbindelse med tilbageholdelser af personer i både Irak og Afghanistan.

Men Mette Bock afviser, at LA ligger, som de har redt i forhold til, at kommissionens dokumenter blev lagt i skuffen.

»Det er en illusion, hvis man tror, at en kommission som Irak-kommissionen kan finde frem til den store, forkromede sandhed med stort S. Men ved at nedsætte kommissionen prøver man at bilde folk ind, at sandheden kan findes. Og det tror jeg simpelthen ikke på,« siger hun.

Hvordan har I det med, at I formentlig bringer regeringen i mindretal?

»Vi lever jo i et parlamentarisk system, hvor en regering skal have et flertal bag sig. Og vi har sådan set givet regeringen rigtig mange muligheder for at gøre noget i denne sag,« siger Mette Bock med henvisning til, at LA allerede krævede dokumenterne offentliggjort, dengang kommissionen blev lukket.

Selvom regeringen måtte blive pålagt at offentliggøre dokumenterne, kan den vælge ikke at følge flertallet – det skete for eksempel kort før jul, hvor regeringen valgte at ignorere et folketingsflertal, som var imod besparelser på ulandsbistanden.

Regeringen ignorerer flertallet mod ulandsbesparelser

Er I klar til at vælte regeringen, hvis den nægter at følge flertallet?

»Det vil jeg ikke tage stilling til på nuværende tidspunkt. Jeg har en klar forventning om, at regeringen bøjer sig for et flertal i Folketinget,« siger Mette Bock.

Enhedslisten agter at stemme ja til at offentliggøre dokumenterne, men forsvarsordfører Eva Flyvholm (Ø) mener, at LA er ude i en gratis omgang.

»Vi går naturligvis ind for så meget offentlighed som muligt, men det kæmpestore problem i denne her sag er selve lukningen af kommissionen. Det er lidt spil for galleriet, at Liberal Alliance først er med til at lukke kommissionen og derefter kræver dens dokumenter offentliggjort,« siger hun.

Samme holdning har Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen:

»Det undrer mig, at Liberal Alliance er så interesserede i at få oplysningerne frem, men ikke har ladet kommissionen færdiggøre dens arbejde. Det havde været den bedste løsning, fordi så havde vi fået dokumenterne i en bearbejdet form. Men jeg forstår, at LA gerne vil være med til at sikre, at vi får offentliggjort det, der kan offentliggøres, og det støtter vi selvfølgelig,« siger hun og opfordrer på det kraftigste regeringen til at følge flertallet i Folketinget.

Lister over krigskommissions dokumenter er tilgængelige

Både Socialdemokraterne og De Radikale har tidligere sagt, at de som udgangspunkt vil genåbne Irak-kommissionen, hvis de kommer til magten igen.

Igennem mere end 10 års krig i både Irak og Afghanistan opstod en række sager om især håndtering af krigsfanger, som voldte de danske styrker, de danske militære myndigheder og de danske ansvarlige ministre problemer. Især Søren Gade (V) stod som forsvarsminister centralt i en række af sagerne. På kommissionens vidneliste stod blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Jyllands-Posten afventer en kommentar fra regeringspartiet Venstre (Opdatering: Læs Venstres reaktion her).

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Politisk analyse
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Blogs

Blog: Jeg tager afstand som muslim, kvinde og rødhåret

Samira Nawa Amini
Det er uværdigt at udsætte sine medborgere for uretmæssig mistænkeliggørelse, og jeg er personligt en af dem, der bliver gal over dette tilbagevendende afstands-cirkus.

Blog: Statsfinansieret morgenmad er et tåkrummende forslag

Camilla Schwalbe
Venstrefløjen går for langt, hvis staten skal til at sørge for morgenmad i Folkeskolen. Det personlige ansvar er en forudsætning for, at vores velfærdssamfund fungerer.

Blog: Jo, vi bør tilbyde morgenmad i alle landets grundskoler

Angela Brink
Blå blok skyder SF's forslag om morgenmad til alle skolebørn ned. Men det bør den ikke: Det er en fornuftig samfundsinvestering – ikke et indgreb i forældrenes råderet over børnenes kost.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her