Fortsæt til indhold
Politik

Bertel Haarder til valgfest hos Liberal Alliance: ”Jeg ville gerne være sammen med glade mennesker”

Bertel Haarder valgte at tage til fest hos Liberal Alliance i stedet for hos sit eget parti, Venstre.

Blandt de mange unge festklædte mænd og kvinder til Liberal Alliances valgfest på Børsen i København var der også en overraskende gæst at finde. Venstremanden Bertel Haarder kom forbi LA’s valgfest i stedet for at tage direkte til fest med sit eget parti med den enkle begrundelse:

”Jeg ville gerne være sammen med glade mennesker, og så gik jeg over til Liberal Alliance – simpelthen for at møde glade mennesker. Og jeg forstår godt, at de er glade, for det er den reelle fødsel af partiet. Nu er de jo blevet nogle, man må regne med," siger Bertel Haarder, der dog snart vil bevæge sig over til Venstres egen fest.

- Hvordan har du det med, at det bliver en blå regering, men at dit eget parti bliver mindre end DF?

”Det har man jo set før, da Schlütter var statsminister blev hans parti mindre og mindre.”

- Men hvordan har du det med, at DF er blevet større end Venstre?

”Ja, men det kan jo så ændre sig til næste gang. Det er ikke så vigtigt.”

- Hvad vil det komme til at betyde for jeres samarbejde med DF?

”DF har jo selv sagt, at de ikke vil være i regering, men det kan selvfølgelig godt blive lidt sværere for dem at fastholde det på grund af valgresultatet. Men det bestemmer de selvfølgelig selv”.

- Kan du se en situation, hvor Thulesen Dahl fx bliver finansminister?

”Det vil jeg ikke udtale mig om.”

”Jeg har jo selv fra 1973-75 siddet i en Venstre-regering, der byggede på 22 mandater, og samtidig var der et fremskridtsparti med 28 mandater, som ikke var med i regeringen."

- Så du forestiller dig en lignende situation med V og DF?

"Vi har set det hele før. Der er ikke noget nyt."

- Hvordan har du det med, at dit eget parti har fået så dårligt et valg?

"Det er jeg ærgerlig over, men det hænger jo sammen med LA's og DF's fremgang. Det gør det selvfølgelig. Det er dem, der har taget nogle af vores stemmer."

- Og hvad bør det vække af selvransagelse hos Venstre?

"Hvis vi får statsministerposten, vil jeg håbe, at der alligevel bliver selvransagelse. Og at vi fastholder ydmygheden."

- Men hvad bør den selvransagelse gå ud på, mener du? Hvad skal Venstre gøre anderledes fremover for at ændre partiets udvikling?

"Vi skal lære af nederlag, og det er jeg sikker på, at alle vil gøre i Venstre. Vi skal lægge vægt på at lede et samarbejde - et bredt samarbejde. Også med Socialdemokraterne, hvis ikke de begynder at skabe sig, hvilket de tit gør, når de er i opposition."

- Hvad skal der ske i Venstre, hvis det her skal ændre sig?

"Vi skal levere dygtig ledelse af landet. Så retter tallene sig, og vi har jo været mindre ."

- Og er det Lars Løkke, der skal være den leder?

"Ja, det tror jeg faktisk helt oprigtigt. For han var en fremragende statsminister. Det var jo alt det andet, som har skabt problemer"

- Men vil det bare forsvinde fra vælgernes hukommelser?

"Ja. Det tror jeg faktisk det vil. Hvis han nu bliver statsminsiter, så bliver han jo den helt store overlever. Det gør han altså."