Fortsæt til indhold
Politik

De Radikale afviser flygtningeforslag

Det vil give en masse administrativt bøvl, hvis man oftere vil undersøge, om flygtninge kan sendes hjem, mener De Radikale

Morten Zahle

Det er usandsynligt, at Danmark kan sende mange flere flygtninge med midlertidig opholdstilladelse tilbage til deres hjemlande, og det giver ikke mening at undersøge muligheden oftere.

Så klar er meldingen fra De Radikales udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen.

Som omtalt i JyllandsPosten i går, har Danmark siden 2005 givet mere end 17.000 flygtninge opholdstilladelse, uden at myndighederne på noget tidspunkt har undersøgt muligheden for at sende nogle af flygtningene tilbage på baggrund af forbedrede sikkerhedsforhold i deres hjemlande.

»Det er absolut ikke, fordi myndighederne har siddet på hænderne, at det ikke er blevet undersøgt oftere. Det skyldes, at de konflikter, som folk flygter fra, ikke bare lige går over, og det kan myndighederne se,« siger Marlene Borst Hansen.

»Meningsløst forslag«

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, foreslår, at flygtninge kun kan søge opholdstilladelse i Danmark for halvandet år, hvorefter de skal søge påny. Men det forslag afviser Marlene Borst Hansen.

»Det giver ikke mening at undersøge, om der er fred i Syrien eller ro i Somalia hvert halve eller hele år, som Dansk Folkeparti foreslår. Hvis vi skulle ansætte folk til det, ville det give en masse administrativt bøvl, det ville blive dyrt, og det ville blive usandsynligt få flygtninge, som skulle sendes hjem,« vurderer hun.

Spørgsmålet om hjemsendelse af flygtninge er blevet aktuelt, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sidste søndag sagde til Jyllands-Posten, at hun »godt vil kigge på, hvis der kommer rigtig mange til Danmark, om vi skal være bedre til at sende mennesker tilbage til deres hjemland, når der er fred«.

»Det er fint, at Thorning vil kigge på det, og hvis statsministeren har gode idéer, lytter vi gerne, men jeg tror, at det bliver svært i realiteten, og jeg ved ikke, hvad hun konkret mener med det,« siger Marlene Borst Hansen, som understreger, at der ikke er optræk til en strid om flygtninge mellem de to regeringspartier.

De Radikale er enig i, at man skal sende flygtninge med midlertidig opholdstilladelse hjem, hvis de ikke længere er personligt forfulgt, eller hvis der er varig fred i hjemlandet.

»Der er bare ikke nogen af de nuværende konflikter, der har en karakter, hvor det lige tegner til at gå over i løbet af det næste par år. Handler det f.eks. om en flygtning fra Syrien, er der i øjeblikket ikke nogen grund til at undersøge sagen, fordi der er så farligt i Syrien, at man ikke kan sende flygtningen hjem,« siger hun.

Ikke et radikalt mål

Marlene Borst Hansen tilføjer, at hun er åben over for at se, om der kan gøres noget, men at hun ikke kan se en løsning lige for.

»Det er ikke noget radikalt mål, at alle flygtninge, som kommer til Danmark – i første omgang midlertidigt – skal blive her for altid, men det er bestemt heller ikke et mål at sende nogen hjem, før der er varig fred,« siger Marlene Borst Hansen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udlændingeordfører Mette Reissmann (S).