Vælgerlussing rammer Vilhelmsen
En politisk næse til formanden og Villy Søvndals exit har givet SF en politisk rædselsuge. Nu kan partiet føje en skuffende meningsmåling til listen over dårligdomme.
En ulykke kommer sjældent alene, og i SF kommer de væltende for tiden.
En politisk meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten banker SF tilbage fra en vælgertilslutning på 6,1 pct. til kun 4,9 pct.
Samtidig dømmer danskerne SF’s formand, Annette Vilhelmsen, ude på spørgsmålet om, hvilke partiledere der har størst indflydelse i dansk politik.
Kun 0,5 pct. placerer Annette Vilhelmsen i den magtfulde rolle, mens flere end hver anden dansker mener, at De Radikales leder, Margrethe Vestager, bestemmer mest. Dermed tillægger ikke engang SF’s egne vælgere Vilhelmsen den afgørende position i dansk politik.
Næse og ministerexit
Vælgernes hårde dom falder kort efter det kommunale valgnederlag og midt i en politisk rædselsuge for SF. I går blev SF-formanden tildelt en alvorlig politisk næse for ikke at have givet Folketinget fyldestgørende oplysninger i sagen om Huset Zornig. En uvildig advokatundersøgelse skal nu kulegrave forløbet.
Mens Vilhelmsen kæmpede for sit politiske liv på et tre timer langt samråd om sagen, meddelte Villy Søvndal (SF) offentligheden, at han forlader posten som udenrigsminister. Dermed mister SF en tung profil. Og som Vilhelmsen selv sagde, da hun troede, at mikrofonerne i samrådslokalet var slukket:
»Den her uge, ikke? Den har været sindssyg. Det er sindssygt.«
Dagens ministerrokade sker på et tidspunkt, da der internt i SF-toppen er uro.
Politisk ordfører Jonas Dahl (SF) ærgrer sig over de mange sager, som gør SF’s krise endnu dybere:
»Der er ingen tvivl om, at det er skuffende for os at få en så dårlig måling. Omvendt kan det ikke komme bag på os. Vi fik et dårligt kommunalvalg og har haft sagen med Zornig kørende i de seneste uger,« siger han.