VS har opløst sig selv
De kom i Folketinget i 1968. Nu findes Venstresocialisterne ikke mere.
Stemmerne var 14 for. Og blot én imod.
Med et klart flertal stod det søndag eftermiddag således klart, at det var slut for Venstresocialisterne, der nu har nedlagt sig selv endegyldigt.
»Lidt vemodigt,« skriver Enhedslistens gruppeformand Per Clausen, der har været medlem af ’VS’ siden 1971, på Facebook.
»Vi synes ikke, at det giver mening at holde liv i en forening, hvor der alligevel ikke har været nogen aktivitet af betydning i årevis. Samtidig vil vi gerne sende et signal om, at Enhedslisten er et sted, hvor de politiske diskussioner er for alle medlemmer,« uddyber Per Clausen til den venstreorienterede nyhedsportal Modkraft.dk.
Røg ud i 1975
Venstresocialisterne kom i Folketinget første gang i 1968, efter en fintælling viste, at partiet netop havde fået præcist de nødvendige 2,0 procent af stemmerne.
Partiet røg dog ud igen efter valget i 1971 og vendte først tilbage i 1975.
I 1987 røg partiet endeligt ud af Folketinget.
Dannede Enhedslisten
Sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti var Venstresocialisterne i 1989 med til at lave den fælles venstreorienterede liste under navnet Enhedslisten.
I 1998 lukkede partiet som egentlig parti, men fortsatte som forening.
Østre Landsret afviste i 2012 et krav fra Venstresocialisterne om erstatning på fem mio. kr. fra Politiets Efterretningstjeneste.
Allerede dengang skete det med henvisning til, at partiet »ikke længere eksisterer«.