Fortsæt til indhold
Politik

Forsker: Vestager mere ekstrem end Venstre-minister

Hvorfor er det ikke noget problem at kalde ulighed positivt i 2013?

I 2005 var der ingen ende på forargelsen, da daværende socialminister Eva Kjer Hansen fra Venstre fremhævede ulighed som noget positivt.

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode," sagde hun i et interview med Jyllands-Posten.

Hun måtte dog sande, at tiden ikke var moden til sådanne udtalelser. Oppositionen rasede og hendes egen statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte til sidst sætte hende på plads, hvorefter hun trak det hele tilbage.

Radikale ville af med ministeren

Dengang lød det fra den daværende radikale socialordfører Martin Lidegaard:

"Socialministeren bør overveje sin stilling. Det er nemlig helt urimeligt, at landets socialminister simpelthen ikke har forstået, hvilken ulighed, der truer det danske samfund."

Siden er oppositionen blevet til regeringen, og tirsdag lød det fra den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i Politiken:

"Den øgede forskel er overkommelig. Den afspejler det politiske valg, at der godt må være en tilskyndelse til at gribe nogle af samfundets muligheder."

Vestager mere ekstrem

"Det er faktisk mere ekstremt, det Margrethe Vestager siger. For Eva Kjer Hansens udtalelser havde den vigtige pointe, at en øget ulighed kun var acceptabel, såfremt den kom de dårligst stillede til gode, og den tilføjelse er der ikke hos Margrethe Vestager," siger lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jørn Loftager til Jyllands-Posten.

Han har bl.a. forsket i velfærdspolitik og kalder det et "omfattende normskred," når ulighed nu opfattes som noget positivt.

"Efter min opfattelse hænger det sammen med, at der har været en grundfæstet norm om lighed i det danske samfund. Ikke lighed forstået som lige indkomst, men en lighed i form af ligeværd, hvor man er lige i status som borger, uanset ens økonomiske værdi på markedet, og noget tyder på, at den norm ikke er så stærk, som den har været," siger Jørn Loftager.

Dovne Robert har flyttet grænser

Han kæder bl.a. udviklingen sammen med debatten om dovne Robert og fattige Carina, som har sat negativt fokus på de, der ikke er på arbejdsmarkedet.

"Der er ingen tvivl om, at de debatter har været med til at flytte nogle grænser og med til at svække den tidligere eksisterende norm om lighed," lyder det.

Eva Kjer Hansen konstaterer i dag, at "folk er blevet klogere".

"Jeg må jo bare erkende, at der er sket en udvikling med den diskussion, jeg forsøgte at rejse dengang. Den slår igennem nu. Og det er jo fint, at Margethe Vestager åbent erkender, hvordan tingene hænger sammen nu," siger Eva Kjer Hansen til Ekstra Bladet.

Mere reel lighed end økonomisk lighed

I regeringsgrundlaget lyder det ellers, at uligheden skal bremses, men også fra Socialdemokraterne lyder det, at økonomisk ulighed ikke er et problem, i stedet skal danskerne have "lige muligheder", lyder det.

"Der skal være lige så meget fokus på, om man har reelle muligheder for at få en uddannelse, selvom man kommer fra en familie med svære kår, og selvom ens forældre ikke har taget en uddannelse," siger finansordfører John Dyrby Paulsen (S) til Ritzau.

Margrethe Vestager kalder det "reel lighed".

Lige mulighed for arbejde giver ulighed

"Hvis man definerer reel lighed som adgangen til uddannelse og arbejde, så kan man f.eks. sikre arbejdet for folk ved at sætte lønningerne kraftigt ned og dermed skabe stor økonomisk ulighed, men til gengæld reelt lige muligheder for at få et arbejde," siger Jørn Loftager.

Han hæfter sig i øvrigt ved, at de skærpede SU-regler betyder nedsat SU for hjemmeboende.

"Men der er dog ingen enighed om konsekvenserne for unge fra økonomisk svagtstillede familier," understreger Jørn Loftager.

Er økonomisk ulighed positivt eller negativt?

Hvad mener du?