Fortsæt til indhold
Politik

DF tror ikke på Bødskov

»Grotesk« tanke, at Danmark må forlade politisamarbejde, siger DF.

Danmark bliver snart tvunget ud af det europæiske politisamarbejde Europol.

Og det bedste modtræk ville være, at Danmark opgiver sit såkaldt retslige forbehold ved en folkeafstemning og i stedet får en såkaldt tilvalgsordning.

Sådan lød meldingen fra landets justitsminister Morten Bødskov fredag, men det giver Dansk Folkeparti ikke meget for.

»Det er forkert at påstå, at der ikke kan være et effektivt politisamarbejde uden EU. Det er simpelthen en forvridning af debatten. Vi har jo også et fint politisamarbejde med USA, Canada og Island, som jo altså ikke er med i EU. Det kan sagtens lade sig gøre. Og det er grotesk at påstå noget andet,« siger EU-ordfører Pia Adelsteen til Jyllands-Posten.

Europol samarbejder også med Norge, der som bekendt ikke er medlem af EU.

Vil helst blive

Det er som sådan en styrkelse af Europol, der nu sætter Danmarks position i politisamarbejdet i fare.

Europpol vil nemlig fremover skulle styres på overstatsligt niveau og dermed forpligtes landene for eksempel til at dele oplysninger om udvalgte grupper af kriminelle i én samlet database.

Danmarks retslige EU-forbehold betyder således, at Danmark må melde sig ud af Europol eller indgå en kompliceret aftale med EU-kommissionen om et samarbejde.

»Det er dybt beklageligt, at retsforbeholdet sætter Danmark i denne situation. Min og regeringens klare holdning er, at vi skal forblive i Europol-samarbejdet. Kampen mod grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme kræver et tæt samarbejde mellem landene. Danmark kan på ingen måde være tjent med at stå uden for,« siger justitsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse fredag morgen.

Vil ikke narres

Hos Dansk Folkeparti mener man først og fremmest, at det er de EU-venlige partiers skyld, at Danmark nu bliver tvunget til at forlade Europol.

»Hvis de havde taget Lissabon-traktaten til afstemning, så havde de måske haft et folkeligt mandat. Det har de ikke i dag,« siger Pia Adelsteen.

Partiet understreger, at de fortsat vil kæmpe for dansk deltagelse i Europol, men at man ikke vil lade sig »narre« til at skulle fjerne EU-forbehold af dén grund.

»Der bliver brugt måske lige lovlig mange penge på Europol, men systemet hjælper politiet med at fange grænseoverskridende kriminalitet indenfor for eksempel IT og børneporno. Det skal fortsætte. Men alt andet lige: Den slags findes jo ikke kun i EU. Så samarbejdet skal udvides til flere lande,« siger Pia Adelsteen.