Kaare R. Skou: "Magtens partier rotter sig sammen"
Små 2.000 danskere demonstrerede imod den nye offentlighedslov.
Onsdag eftermiddag danner Christiansborg Slotsplads rammen om en demonstration imod den nye offentlighedslov.
Det er magtens partier, der rotter sig sammen. Vi vil allesammen blive dummere, hvis loven bliver indført.Kaare R. Skou, tidl. politisk redaktør på TV2
Lovforslaget om loven indeholder blandt andet de omdiskuterede §24 og 27 stk 2., der vil gøre det vanskeligt at opnå aktindsigt i ministeriernes interaktion og i grundlaget for de poltiske beslutninger.
Paragraffen er siden blevet tolket som en indskrænkning af pressens mulighed for at kontrollere statsmagten. Visse forskere frygter ligeledes, at loven kan hindre deres forskning.
"Vi bliver allesammen dummere"
Ved demonstration taler blandt andet Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet og Dansk Journalistforbunds Villy Dall.
I det hele taget synes jeg, at demokratiet er noget, vi skal passe godt på, så politik ikke bare er noget, vi overlader til de professionelle.MC Einar, musiker
Tidligere politisk redaktør på TV2 Kaare R. Skou har allerede talt til de mellem 1.000-2.000 mennesker, der er mødt op på slotspladsen. Den garvede journalist roste de fremmødte, og påpegede, at de partier der støtter lovforslaget allesammen sidder i regering, eller har udsigt til at komme det efter næste valg.
"Det er magtens partier, der rotter sig sammen. Vi vil allesammen blive dummere, hvis loven bliver indført. Men jeg har aldrig oplevet, at en juridisk indviklet lov som denne, kan samle så stor en protest," sagde Kaare R. Skou fra talerstolen.
Foruden de 1.000 til 2.000 fremmødte har 80.000 danskere skrevet under på modstand imod den nye offentlighedslov.
Musikere spiller for vand og brød
Ved demonstrationen deltager blandt andre forfatter Carsten Jensen, BT's chefredaktør Olav Skaaning Andersen samt Cavlingprismodtagerne Jesper Tynell og Ulrik Dahlin fra henholdsvis DR og Information.
Desuden spiller en række større danske musiknavne såsom Pharfar, Shaka Loveless og MC Einar ved demonstrationen.
"Jeg har ikke fået andet end vand og en sandwich for at spille, men jeg synes, det er et tilbageskridt, og at det går den forkerte vej," siger MC Einar til Jyllands-Posten om sin begrundelse for at deltage.
"I det hele taget synes jeg, at demokratiet er noget, vi skal passe godt på, så politik ikke bare er noget, vi overlader til de professionelle," siger den danske rapper.
Modstand fra ungdommen
Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance er alle imod den nye offentlighedslov. Fremmødt ved demonstrationen er derfor også Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll.
"Jeg er positivt overrasket over, hvor mange der er mødt frem. Normalt møder folk kun op til demonstrationer, når det handler om at redde egen bagdel. Det så vi med lærerne under konflikten, eller med arbejdsløse når det handler om dagpenge," siger Ammitzbøll til Jyllands-Posten.
Foruden de tre folketingspartier er alle otte ungdomspartier officielt imod den nye offentlighedslov. Det er dog kun syv ud af de otte, der deltager ved dagens demonstration, da Danmarks Socialdemokratiske Ungdom per princip ikke demonstrerer mod egen regering.