Fortsæt til indhold
Politik

Ledige stemmer blåt frem for rødt

Folk på overførselsindkomster vil hellere vil stemme blåt frem for rødt, viser Megafon-måling.

Ritzau

Kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og efterlønnere vil hellere have Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister end Helle Thorning-Schmidt (S).

I en Megafon-måling foretaget for Politiken og TV 2 er en gruppe personer på offentlige indkomstoverførsler i den arbejdsdygtige alder blevet spurgt om, hvem de ville stemme på, hvis de skulle sætte deres kryds i morgen.

I målingen svarer 57 procent af de adspurgte, at de ville stemme på enten Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance.

Dermed sender de den blå blok i front frem for regeringspartierne, der ellers traditionelt taler til netop dette segment af vælgere, og det overrasker valgforsker på Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen.

S-ordfører overrasket

- Det havde jeg ikke troet. Man skulle alt andet lige tro, at rød blok var den, der først og fremmest var garant for, at dem på indkomstoverførsler har ordentlige forhold.

- Normalt har rød blok ejerskab til socialpolitikken; den står for at beskytte de svage i samfundet, siger han til Politiken.

Fungerende politisk ordfører for Socialdemokraterne, John Dyrby Paulsen, er overrasket over, at så stor en del af modtagerne af overførselsindkomst fravælger de røde.

- Nogle vurderer, at det projekt, vi er i gang med, ikke har fået en konkret udformning endnu. Det er et udtryk for, at vælgerne siger: "Kære venner, nu vil vi lige se, hvad I kommer med, og hvordan I vil indrette det her samfund", siger han til Politiken.

Også i blå blok er Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, overrasket. Dog positivt. Hun mener, at hele diskussionen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, kan have spillet ind på resultatet.

- Vi har ret, når vi siger, at vi skal hjælpe danskere på overførselsindkomster til at hjælpe sig selv. De ser ikke sig selv som ofre, men vil mødes med både krav og forventninger, siger hun til Politiken.