Klimafremskridt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Næppe nogen kan påstå sig overraskede efter, at FN's klimapanel (IPCC) i sin femte rapport om klimaforandringer konkluderer, at den konstaterede globale opvarmning med mindst 95 pct. sandsynlighed er menneskeskabt.

Det årlige globale forbrug af olie, naturgas og kul svarende til 10.848 mio. tons olie er ikke uden konsekvenser, lige som det stigende, globale ressourcepres peger i retning af en smertegrænse, som ingen dog ved, hvor befinder sig på grund af den tilpasningsevne, som alle levende skabninger har demonstreret over tid, og som er en kilde til evig forundring.

Den afgørende forskel på den femte klimarapport og de fire foregående er, at den er mindre alarmistisk. Der tales nu om, at verdenshavene ved slutningen af dette århundrede kan være steget med 40 til 63 centimeter, og at gennemsnitstemperaturerne kan være steget med mellem 1,0 og 3,7 grader celsius. Altså ganske andre værdier end de 6 meter, som den fhv. amerikanske vicepræsident Al Gore har rejst rundt med, eller de 5 grader celsius, som såkaldte klimaaktivister har betjent sig af i deres simplistiske katastrofescenarier.

Forhåbentlig vil IPCC's mere afdæmpede og konstruktive retorik kunne medvirke til at skabe den nødvendige geopolitiske enighed om en global indsats, der på samme tid mindsker det menneskeskabte bidrag til klimaforandringerne og bevarer en fortsat stabil økonomisk vækst og jobskabelse samt bidrager til at løfte endnu flere mennesker ud af fattigdom. Hidtil har viljen til at investere den nødvendige politiske kapital ikke været til stede, da energien er blevet anvendt på uproduktiv pegen fingre ad hinanden i stedet for at finde et fælles værdigrundlag i forhold til klimaudfordringerne.

Millioner af mennesker verden over har eksempelvis læst Dan Browns seneste roman ”Inferno”, der peger på befolkningseksplosionen som den væsentligste årsag til mange af de globale udfordringer, men en begrænsning af befolkningstilvæksten berøres sjældent i klimadebatten, da det vil være yderst kontroversielt i forhold til verdens største trossamfund, men den globale debat er nødt til at være fordomsfri; og i det spil må religiøse hensyn vige for politiske.

Af samme grund var det pinligt i fredagens avis i et debatindlæg fra det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen, at kunne læse denne sætning: »Klimaskeptikerne står nøgne tilbage uden en trevl på kroppen«.

Netop politisk udsagn som disse skaber i kraft af den bagvedliggende ringeagt den konfrontation og skyttegravsretorik, som situationen ikke kalder på.

Af samme grund er det essentielt, at de konstaterede klimaforandringer ikke misbruges politisk, sådan som det sker i Danmark, hvor hovedparten af energiafgifterne ikke er indrettet på at belønne en klima- og miljøvenlig adfærd, men alene er skatter, der opkræves for at finansiere et grotesk offentligt overforbrug. Selv om boligen er udstyret med belysning, hvidevarer og forbrugerelektronik med det lavest mulige forbrug af elektricitet fra vedvarende energikilder, falder straffen prompte i form af verdens højeste elpriser.

Politisk misbrug af den art er vitalt for forståelsen af, hvorfor så mange er skeptiske i forhold til klimadebatten.

Det forhold, at FN's klimarapport hviler på konsensus, og at hvert eneste ord er blevet vendt og drejet i en ofte politisk mere end videnskabelig proces, giver i sig selv grund til skepsis; og i det videre forløb frem mod en global klimaaftale er det vitalt, at skeptikerne optræder i rollen som djævelens advokat, for som bekendt ligger djævelen gemt i detaljen.