Pas på forbrugerne og retssikkerheden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Verden over er advokatbranchen reguleret. Det er der flere rigtig gode grunde til – og ingen af dem handler om at beskytte advokaterne. De handler alle om at beskytte kunderne, og sådan skal det også være.

Reguleringen af den danske advokatbranche er blandt de mest liberale. Med aftalen om vækstpakken blev det besluttet, at en tværministeriel arbejdsgruppe skal analysere reguleringen af den danske advokatbranche for at »afdække mulighederne for at opnå en mere effektiv konkurrence på området, lavere priser og øget kvalitet«, som det hedder i aftalen.

Danske Advokater er store tilhængere af fri og fair konkurrence, og det er altid sundt at undersøge, om noget kan indrettes mere hensigtsmæssigt, og vi medvirker meget gerne positivt, men en eventuel deregulering må ikke betyde, at advokaters økonomiske uafhængighed svækkes, eller at forbrugerbeskyttelsen sættes over styr.

Der er nemlig særdeles gode grunde til at regulere advokatbranchen.

For det første er der regler om, hvem der må eje en advokatvirksomhed. De er indført for at sikre, at advokater er uafhængige og kun har klientens interesse for øje.

Vi råber derfor vagt i gevær, fordi Produktivitetskommissionen har ventileret idéen om en liberalisering af ejerskabsforholdene i advokatbranchen. Det kan lyde teknisk, men ejerskabsreglerne er afgørende for forbrugernes sikkerhed for, at advokaten er økonomisk uafhængig og kun har kundens interesse for øje.

I dag er reglerne sådan, at man skal være advokat for, at man kan være medejer eller eje en advokatvirksomhed. Dog kan man som ikkeadvokat eje op til 10 pct. af en advokatvirksomhed, hvis man selv er ansat i den og har bestået en prøve.

Hvis man åbner for, at alle kan købe og drive en advokatvirksomhed, vil advokaters uafhængighed og dermed forbrugernes retssikkerhed risikere at komme under pres. Hvis eksempelvis en investeringsbank som Goldman Sachs, der har mange forskellige kapitalinteresser, købte og drev en advokatvirksomhed, ville kunden jo ikke ane, om der var falske lodder i rådgivningen.

Det siger sig selv, at det ikke er en hensigtsmæssig situation, hvis en advokat skal kæmpe mod sin ejers økonomiske interesser. Finanskrisen burde have lært alle, at det er usundt, hvis man har flere kasketter på. Som advokat skal man kun have én interesse – kundens! Derfor er der regulering verden over, så forbrugerne kan være sikre på, at der ikke er åbenlyse eller skjulte interessekonflikter.

Mange vil sikkert spørge sig selv, hvorfor advokatbranchen er skeptisk over for at kunne vælge at sælge virksomheder til ikkeadvokater. Man kan jo selv sætte sin pris og tjene mange penge ved et eventuelt salg. Der er ingen tvivl om, at advokater kunne tjene store penge ved et salg til eksempelvis en kapitalfond eller investeringsbank, men vi mener det dybt alvorligt, når vi siger, at advokatbranchen skal være samfundsansvarlig og samfundsnyttig, og vi vil ikke gamble med forbrugerbeskyttelsen og retssikkerheden.

Hvis politikerne vil liberalisere, bør det ske på en måde, der sikrer forbrugerne, og det kan kun ske, hvis advokater er uafhængige. Politikerne bør også have in mente, at under de nuværende regler har advokatbranchen skabt en produktivitetsfremgang på hele 37 pct. i faste priser fra 2000-2011, hvilket er mere end produktivitetsvæksten i resten af erhvervslivet som helhed.

Det er derfor mere end tvivlsomt, om en liberalisering af ejerskabsformerne vil medføre øget produktivitet i en branche, der under de nuværende regler har haft en enorm produktivitetsfremgang igennem 10 år. Det gør Produktivitetskommissionen i øvrigt også selv opmærksom på i dens rapport, hvor der står, at: »Det er dog vanskeligt at opgøre, hvor meget ejerskabsrestriktionerne betyder for branchens produktivitet. De fem største danske advokatvirksomheder er således ikke mindre end de fem største i Sverige. Det tyder ikke på, at de danske ejerskabsrestriktioner afholder virksomhederne fra at konsolidere sig«.

For det andet er der regler om, hvem der må kalde sig advokat. De regler er alene indført for at beskytte forbrugeren.

Når en forbruger køber en advokatydelse, er det lidt ligesom at gå til lægen. Man ved, at noget skal ordnes, men man ved ofte ikke hvordan. På samme måde kan det også være svært som lægmand at vurdere kvaliteten af en advokat- ydelse.

Derfor er der indført en række regler, der skal sikre forbrugeren mod dårlig rådgivning. Man skal være jurist og derefter advokatfuldmægtig i tre år, og så skal man bestå en advokateksamen for at kunne kalde sig advokat. Man skal gennem hele sin karriere gennemgå obligatorisk efteruddannelse for at være skarp på sit felt. Samtidig skal alle advokater overholde nogle ganske strenge advokatetiske regler. Man skal have en ansvarsforsikring, så kunder kan få erstatning, hvis noget går galt. Man kan som forbruger indklage en advokat for Advokatnævnet, hvis man er utilfreds med advokatens arbejde – eller prisen på arbejdet.

Alt sammen indført for at beskytte forbrugeren mod dårlig rådgivning. Hvis alle kunne slå sig ned som advokater, ville man som forbruger ikke ane, om man var i hænderne på en rigtig advokat eller på en halvstuderet røver. Det, man i gamle dage kaldte en vinkelskriver. I 2006 vedtog man faktisk en lov om juridisk rådgivning, som giver ikkeadvokater lov til at tilbyde juridiske ydelser til forbrugere og virksomheder. Med den lov indførte man samtidig en række regler om, hvad de juridiske rådgivere skal oplyse til forbrugerne, og man gav Forbrugerombudsmanden ret til at skride ind over for overtrædelser af reguleringen. Det gjorde man ikke, fordi man elsker regulering, men fordi man var opmærksom på at beskytte forbrugerne i en situation, hvor de køber en ydelse, som ofte er kompliceret og svær at vurdere kvaliteten af, hvis man ikke er juridisk kyndig.

Man skal også være opmærksom på, at prissætningen i advokatbranchen allerede er fuldstændig fri, og der er voldsom konkurrence på rådgivermarkedet – også fra udlandet. Advokatbranchen har tabt omkring halvanden milliard kroner i omsætning de sene ste par år, og det skyldes blandt andet den voldsomme konkurrence. Revisorer, virksomhedsrådgivere, ejendomsmæglere, bedemænd, landbrugskonsulenter og andre gode folk konkurrerer benhårdt på det juridiske rådgivningsmarked, der jo er åbent for alle.

Flere og flere virksomheder ansætter in-house-jurister til at løse en række advokatopgaver i stedet for at købe alle deres advokatydelser i byen.

Det understreger bare, at den fri konkurrence er der allerede, og det er kun sundt. Alle forbrugere har ret til at få et skriftligt tilbud fra en advokat om, hvad en ydelse vil koste, hvilket betyder, at forbrugerne helt frit kan stemme med fødderne og sammenligne priser og kvalitet. Sådan skal det naturligvis også være.

Det eneste, advokater har monopol på, er at føre sager i retten, og med indførelsen af den såkaldte småsagsproces kan sager under 50.000 kr. i dag føres uden advokatbistand. Det tager ca. otte år at blive advokat, og det er der en grund til. At det er professionelt uddannede mennesker, der agerer i vores retssystem, sikrer borgernes retssikkerhed, og det sikrer, at retssystemet bliver drevet professionelt og effektivt. Det vil kun blive dyrere og mindre effektivt, hvis ikke-professionelle skal bruge tid på at indbringe sager for retten, der måske ikke har gang på jorden. Mon ikke de fleste patienter vil sætte pris på, at det er en uddannet læge, der opererer, og mon ikke klienterne har det på samme måde med retssystemet.

Vores opfordring til politikerne er klar: Tænk jer nu godt om. Der er gode grunde til, at advokatbranchen er reguleret – selv i Thatchers England og Reagans USA. Pas på forbrugerne og retssikkerheden. Danske Advokater medvirker meget gerne positivt og konstruktivt i arbejdet. Ingen kender advokatbranchen bedre end os, og vi ved, hvordan initiativer virker i den praktiske dagligdag.