Fri os fra selvskabte plager

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På grund af en ildevarslende diagnose har jeg i den senere tid haft nær kontakt til sundhedssystemet. Det har givet mig mulighed for fra første række at observere og mærke, hvordan store dele af arbejdet i sundhedssektoren er tilrettelagt og formet af new public management, på en måde så gavnlige faggrænser udviskes, og så der foretages mange helt overflødige og ukvalificerede procedurer, som man endelig ikke må spørge ind til, hvis man vil holde sig gode venner med personalet.

New public management, som trods stigende og særdeles kvalificeret kritik har bredt sig i de offentlige administrationer de sidste tre årtier (og stadig gør det!), var oprindeligt tænkt at skulle skabe en effektivitetsforbedring i den offentlige sektor. Det skete ud fra en lidt løs antagelse om, at alt, hvad der foregik der, var slendrian og skulle lægges om, så man kunne få mere for skattekronerne.

Det er nok ikke lige den fornemmelse, der dominerer nu, da new public managements styringsinstrumenter – bl.a. tilfredshedsundersøgelser, værdibaseret ledelse, målstyring, udlicitering, kontraktstyring og evalueringer – har bredt sig som brændenælder i grøften og på en gang har skabt en tavshedskultur i det offentlige og indebåret, at stadig flere ansatte lider under stress.

Det menneskesyn, der dominerer new public management, er, at individer er nyttemaksimerende og således kun gør noget, hvis det er til gavn for dem selv. Heraf følger, at man er nødt til at kontrollere ansatte for at sikre sig, at de ikke snyder på vægten. Det er ikke tilstrækkeligt med incitamenter; der må til formålet også udvikles allehånde skemaer, som skal krydses af og fodres ind i den strøm af informationer, som på denne måde samles sammen. I praksis har det betydet, at det ikke længere er muligt at give konstruktiv kritik, fordi kritik meget hurtigt opfattes som kontrol.

Hensigten er utvivlsomt den bedste; man har forestillet sig, at der er en helt ideel måde at gøre bestemte ting på, og har så villet fremme, at alle gjorde det på netop den måde. Resultatet er sørgeligt. Masser af spildtid med at krydse af og masser af overflødige procedurer, hvor tiden kunne anvendes meget mere fornuftigt. Et middel mod ineffektivitet, som er blevet til en stor sten i skoen.

Jeg vil gerne slå fast, at jeg med den følgende beskrivelse af oplevelser i forbindelse med min sygdom, absolut ikke er ude efter nogen, for man mødes generelt venligt og imødekommende i sundhedssystemet. Stort set alle gør givet vis deres bedste. Men jeg er i dén grad ude efter noget, nemlig den ubegavede tro på, at man kan styre arbejdskraften ved at lade den udføre aftalte procedurer og siden krydse af i uendelige rækker af skemaer, som efterfølgende hober sig op informationskøen.

På den ambulante afdeling, jeg frekventerer, og som forsyner mig med cellegifte og andre til overlevelse nødvendige medikamenter, har man især travlt med at sætte drop op og sikre, at de rigtige væsker løber ind i de rigtige vener. Men mærkeligt nok så løber droppene hele tiden tørre uden at blive skiftet i tide. Da jeg spurgte, hvorfor man ikke havde fast person på hver stue til at klare det problem, blev jeg mødt med en sårethed, som oprigtigt forbavsede mig. De gjorde deres bedste hed det sig, men i og med at droppene ikke blev passet, så var det bedste strengt taget ikke godt nok. De havde andre ting at gøre, fik jeg at vide. Mit spørgsmål om, hvilken type af andre pligter, som fyldte så meget, blev mødt med fornærmet tavshed. Det var helt klart, at her behandlede man patienterne godt, og antydninger af, at der kunne laves om på noget, var ikke velkomne, for at sige det mildt.

Øjensynlig optræder det også i sygeplejerskernes jobbeskrivelse, at vi skal tales med om vores ulykkelige sygdom og manglende fremtidsudsigter. I hvert fald sker det fra tid til anden, at en sygeplejerske sætter sig ned ved éns side for at få en lille psykosocial samtale. Ikke noget langvarigt, bevares – sådan en fem minutters tid, så man kan sætte kryds på skemaet: Samtale taget!

Hende, der senest satte sig, så mig ind i øjnene og spurgte: »Er du trist?«. Mjaa… jeg er selvfølgelig ikke voldsomt opmuntret over at være dødeligt syg, men heller ikke af disposition egentlig trist. Men hvorfor spørger hun mig om det? Jeg kender hende ikke, kan ikke lige huske hendes navn, vi har aldrig haft en samtale om andre emner, da jeg ved hvert ambulant besøg får tildelt en ny sygeplejerske og en ny læge, og den eneste gennemgående person er ham, der står for frokosten.

Men nu skal jeg så lægge min sorg frem for hende, så hun kan klappe sig selv på skulderen og krydse af, at hun ikke har forsømt at tage den vanskelige samtale. Jeg begriber ikke, at man ikke først lige spørger patienterne, om de har et behov for en sådan samtale. Men det klare signal, jeg opfanger, er: Her gør vi det rigtige, og spørgsmål vedrørende teknisk og kunstnerisk udførsel er ikke velkomne.

Endnu mere grotesk var det den ene gang, jeg på grund af stærke smerter blev indlagt med ambulance.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se redderens skemaer, som skulle udfyldes. Han stillede mig spørgsmål, som om han var læge eller sygeplejerske: Havde jeg før haft smerter samme sted? Hvor slemt havde det været i forhold til nu? og lignende, som efter mit bedste skøn var totalt overflødigt. Derudover tog han mit blodtryk, som i situationen intet fejlede, tre gange inden for et tidsrum på 10 minutter. Udelukkende fordi hans skema krævede det, ikke på grund af en kvalificeret vurdering af situationen. Og så er vi vist ved pudlens kerne!

Det allerfarligste ved new public management i dens forskellige udformninger er, at den sætter den menneskelige dømmekraft til side til fordel for standardprocedurer. Den beder redderen optræde som behandler og behandleren som terapeut, så det er ikke noget under, at dumheden vokser i skyggen af new public management.

Jeg er klar over, at ovenstående er anekdotisk og ikke kan fungere som noget, der minder om bevis i en større sammenhæng. Når jeg alligevel vover at bringe det frem som sådan, er det, fordi jeg har hørt mange professionelle i sundhedssektoren jamre over at skulle bruge deres kostbare tid på noget, de selv opfattede som inderligt overflødigt. Og fordi de kritiske røster fra ansatte i sundhedssektoren – og andre offentlige sektorer – er få og svære at høre. Tilsyneladende bliver enhver nervøs for at save den gren over, de selv sidder på. De deltager jo i en pågående konkurrence mellem sygehuse og andre afdelinger.

Som tidligere nævnt er jeg ikke ude på at hænge nogle enkeltpersoner ud, og i det omfang, det er sket, skal jeg dybt beklage. Jeg er udelukkende interesseret i at starte en bred debat om, hvordan vi kan slippe af med alle de benspænd for en velfungerende offentlig sektor, som new public management efterhånden har medført. Sådan at arbejdsglæden i den offentlige sektor igen kan få fæste. Sådan at det igen bliver i orden at pege på kritisable forhold og at sige sin oprigtige mening uden at frygte for sin stilling eller sine rettigheder. Og sådan at brugerne af systemet får mulighed for at gøre deres indflydelse gældende.

Efter min mening er det på mange måder lykkedes for os at skabe en offentlig sektor i Danmark, som man kan være stolt af. Derfor er det så inderligt ærgerligt, at politikerne – tilsyneladende med fuldt overlæg og åbne øjne – lader et efterhånden svært desavoueret ledelsessystem køre de professionelles kompetencer og kreativitet i sænk. Man kunne så inderligt ønske sig, at de ville lade kontrolmanien fare! Samt opgive det misantropiske menneskesyn, der prædiker, at ingen gør noget for andre end sig selv!

Hvis det virkelig var sådan, så var verden for længst gået under. Det er fordi, vi har en altruistisk side, at vi stadig er her; uden gensidig og uegennyttig hjælp havde vi ikke klaret at kæmpe os frem til år 2014. Så vi kan godt satse på altruismen.