Fortsæt til indhold
Viden

Tv-kok blandede sig i videnskabelige resultater i OPUS

Claus Meyer var med til at give kritik af forskning i Ny Nordisk mad, som Meyer selv har økonomiske interesser i. Tv-kokkens rolle i det videnskabelige arbejde undrer professor.

Thomas Hoffmann, Videnskab.dk

Erhvervsmanden Claus Meyer – der gennem mange år har lavet Ny Nordisk mad på tv og sælger de velsmagende retter og produkter gennem Meyers Madhus – har som en del af ledelsen i en forskningsgruppe på Københavns Universitet kritiseret videnskabeligt arbejde, der viste, at Ny Nordisk mad næppe vil blive udbredt i den danske befolkning som helhed.

Oplysningen kommer fra leder af forskningscentret OPUS, professor Arne Astrup, der på sin åbne Facebook-side angriber forskerne bag det videnskabelige arbejde for at konkludere bastant på et for lille grundlag.

»Det var vi flere forskere, plus Claus Meyer, i OPUS-styregruppen, som mente ikke var god videnskab, og vi foreslog dem at moderere konklusionerne,« skriver Arne Astrup.

Læs også hos Videnskab.dk: Københavns Universitet undersøger Arne Astrups OPUS-projekt

Claus Meyer har selv for nylig over for Dagbladet Politiken givet udtryk for, at han har »givet gode råd« til videnskabsfolkene bag undersøgelsen.

»Jeg synes, det ville være utrolig tragisk, hvis man med den erfaring, jeg fører med ind i styregruppen, ikke måtte udsætte de stakkels forskere for frugten af 20 års arbejde i dette her terræn. Jeg ville synes, jeg forbrød mig mod mit samfundsansvar og mit borgeransvar, hvis jeg undlod at bringe mine synspunkter til torvs, når det, som jeg læser, forekommer så studentikost og uden kontakt til virkeligheden,« sagde Claus Meyer til Politiken søndag.

Ikke forsker

Arne Astrup har tidligere fortalt Videnskab.dk, at Claus Meyer er tilknyttet OPUS for at udvikle Ny Nordisk Hverdagsmad og bruge sin ekspertise inden for det område, men at han bliver holdt uden for arbejdet med at designe og analysere andre undersøgelser i OPUS, fordi Claus Meyer »ikke som sådan« er forsker.

Læs også hos Videnskab.dk: Arne Astrup: Vi gjorde forskningen bedre

Nu bekræfter medlem af styregruppen, professor på DTU Fødevareinstituttet Inge Tetens, dog, at Claus Meyer ikke kun har kommenteret udviklingen af Ny Nordisk Hverdagsmad, men også den øvrige forskning i OPUS.

»Der har været en åbenhed i styregruppen, så alle havde lov til at kommentere.«

Så Claus Meyer har også kommenteret andet videnskabeligt arbejde end udviklingen af Ny Nordisk Hverdagsmad?

»Han har været en del af styregruppen, så ja, det har han jo.«

Læs også hos Videnskab.dk: Forsker i millionprojekt: Ledelsen forsøgte at påvirke mine resultater

Styregruppens kommentarer bliver videregivet i anonymiseret form til forskerne. Dermed har de ikke mulighed for at vide, hvem der har afgivet kritikken. Det er ifølge Kristian Levring Madsen, kommunikationsansvarlig ved OPUS, en nedarvet ’tradition’, som man kender fra videnskabelige tidsskrifter. Den skal være med til »at sikre, at fokus holdes på det videnskabelige indhold i artiklen og kommentaren hertil.«

Universitetet undersøger

Oplysningerne om Meyers kritik kommer, netop som Københavns Universitet (KU) er gået i gang med at undersøge, om styregruppen forsøger at påvirke forskningen i OPUS, og om Claus Meyers økonomiske interesser bliver holdt væk fra forskningen.

Dekan ved fakultet Science, John Renner Hansen, der står i spidsen for undersøgelsen ved KU, ønsker dog ikke at udtale sig, så længe undersøgelsen er i gang.

Få resten af den spændende artikel i sin fulde form hos Videnskab.dk.