Fyn var Danmarks magtcentrum
Men det er et mysterium, hvor fyrsterne kom fra i Bronzealderen, og hvor de forsvandt hen.
En ni centimeter lang tandstikker af guld er bare et af de helt ekstraordinære fund fra Yngre Bronzealder, som en gruppe amatørarkæologer gjorde på en gravhøj på Voldtofte Mark på Sydfyn i 2010.
Helt uhørt var også fundet af syv ’stangknapper’ – sandsynligvis en del af mandsudstyret i Yngre Bronzealder – som også var af det pureste guld.
Nye undersøgelser
Ved nyere boringer og undersøgelser med jordradar, udført af Odense Bys Museer i samarbejde med Aarhus og København Universitet, har arkæologer imidlertid fundet endnu en stangknap på stedet.
Læs også på Videnskab.dk: Fyns fantastiske fyrste forsvandt ud i det blå
Knapperne har været brugt parvis, og da den nye stangknap ikke passer sammen med den overskydende knap fra det første fund, viser det, at der var endnu en grav i den overdådige gravhøj. Den er nu oppe på at have rummet mellem syv og otte grave.
Kun 13 af guld
"Stangknapper er forholdsvis almindelige i hele Nordeuropa for Yngre Bronzealder, men vi har kun fundet 13 stangknapper af guld i hele Nordeuropa. Det er helt unikt for dette sted," siger museumsinspektør ved Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen.
Læs også på Videnskab.dk: Unikt fund på vikingegravplads
Fundene tegner sig sammen med tidligere fund fra området for et tidsrum på omtrent 200 år, fra år 900 til år 700 f.Kr., hvor Voldtofte tilsyneladende har været et af Nordens absolutte magtcentrummer.
Fyrsterne forsvandt hurtigt
Fund fra før og efter denne periode adskiller sig ikke synderligt statusmæssigt, hvilket tyder på, at Fyns fyrster er forsvundet lige så hurtigt, som de kom til.
"Det ser ud til, at disse magtfulde mennesker er kommet meget pludseligt til deres høje status, men også at de har mistet grebet om magten efter ekstraordinært kort tid. Fundene fra området understreger, hvor lidt vi ved om denne historisk mørklagte periode i Danmarks historie; vi aner ikke, hvem disse mennesker var, eller hvor de forsvandt hen," siger Mogens Bo Henriksen.
Læs også på Videnskab.dk: Harald Blåtand kæmpede for den danske mønt
Fundene fra gravhøjen blev gjort, da 35 amatørarkæologer fik lov til at gennemsøge en lokal lodsejers marker vest for Voldtofte på Sydfyn med deres metaldetektorer.
Tæt på Lusehøj
Området blev udvalgt, blandt andet fordi man tidligere har gjort mange interessante fund deromkring. Bedste eksempel på det er gravhøjen Lusehøj, som ligger 350 meter fra denne gravhøj, og som af arkæologer betragtes som Nordens rigest udstyrede fra midten af Yngre Bronzealder.
Læs også på Videnskab.dk: Arkæologiske fund set fra luften
Indtil de nye fund fra Lusehøjs nabolag kom på banen, blev den anset for at være et ret isoleret fænomen i en periode, der er domineret af relativt jævnt udstyrede grave.
Amatørarkæologerne gjorde flere fantastiske fund på den nyopdagede gravhøj ved Voldtofte: Ud over tandstikkeren og de syv stangknapper af guld fandt de også tre bronzeøkser, en stor bronzekniv og en stump af et bronzesværd.
Læs meget mere om fundene og teorier om, hvad de udspringer af på Videnskab.dk
LÆS OGSÅ: Mystisk borg stammer fra Bronzealderen