Fortsæt til indhold
Viden

Ufo fundet på bunden af Østersøen?

Svenske skattejægere har fundet et mystisk objekt på havets bund.

Af DITTE SVANE-KNUDSEN, videnskab.dk

Der er ingen, som ved, om der er tale om en forskydning af havbunden, en gammel mine eller måske en ufo.

Men sikkert er det, at et hold svenske skattejægere, med vragleder Peter Lindberg i spidsen, ifølge LiveScience.com og svenske medier har fundet et gigantisk cirkelformet objekt på bunden af Østersøen.

Holdet befandt sig et sted midt mellem Sverige og Finland, da de pludselig stødte på noget massivt på en dybde af 87 meter.

Læs også på Videnskab.dk: Ufoerne kommer – igen

Ekkolod

Billeder og video optaget med ekkolod viste snart, at der var tale om et stort og rundt objekt på cirka 60 meter i diameter.

»Det eneste jeg ved, er, at jeg har set noget dernede, som er massivt og hårdt. Sten, beton eller stål. Og det er helt rundt,« siger Dennis Åsberg, en af skattejægerne.

Endnu en mystisk detalje er, at man foran objektet kan se noget, der ligner et 300 meter langt ar eller glidespor – som om objektet er gledet hen over havbunden, før det har lagt sig til rette.

Tyskere og russere

Men om der virkelig er tale om vraget fra en flyvende tallerken eller noget helt andet, er stadig usikkert.

»Tyskerne har været der engang, og det samme har russerne. De kan jo have dumpet noget gigantisk, selv om jeg ikke ved, hvad det skulle være,« siger Dennis Åsberg.

Læs også på Videnskab.dk: Videnskabsfolk: Der er liv i rummet

Billederne og videoen af objektet har sat gang i spekulationerne hos de svenske formiddagsblade og ufo-entusiaster.

Nogen foreslår, at det kan være en flyvende tallerken af udenjordisk oprindelse, og at det lange spor i havbunden er blevet ribbet op, da objektet styrtede ned.

Ny Stonehenge

Vragleder Peter Lindberg har ikke selv nævnt noget om en eventuel udenjordisk oprindelse, men han har udtrykt spekulationer om, at der måske kan være tale om »en ny Stonehenge«.

Læs også på Videnskab.dk: Rumvæsner har samme genetiske kode som os

Jørgen Dencker er marinearkæolog på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og han medgiver, at det er underligt at finde så stort et objekt på 87 meters dybde. Men han mener, der må være en naturlig forklaring.

»Det lyder godt nok mærkeligt. Jeg har ikke noget bud på, hvad det kunne være, men det er mest sandsynligt, at det skyldes et naturfænomen af en eller anden art,« siger Jørgen Dencker.

Læs hele artiklen på Videnskab.dk:

Se video om fundet