*

USA

Ekspert i kropsprog: »Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Trump mener alt, hvad han siger«

Dominerende, men autentisk, lyder vurderingen fra en kropssprogsekspert om Donald Trumps gestik.

Donald Trump i færd med at lave ok-tegnet eller pincetgrebet. Foto: Evan Vucci/AP

Han peger fingre, han samler tommel- og pegefinger til et o.k.-tegn, og han holder håndfladerne frem foran sig i en "jeg er uskyldig"-gestus.

Donald Trumps krop har sjældent holdt sig i ro, når han har holdt taler, og de mange bevægelser har - foruden en række andre forhold - gjort ham til et let parodioffer.

Og selv om mange mener, at han har et lemfældigt forhold til sandheden, vurderer kropssprogsekspert Jesper Bergstrøm, at Trump overbeviser sig selv.

»Jeg synes, at hans kropssprog er fuldstændig kongruent med, hvad han siger. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han mener alt, hvad han siger, og han tror 100 pct. på, at det er rigtigt,« siger Bergstrøm, som kalder Trumps bevægelser for »autentiske.«

Bergstrøm forklarer, at når man fornemmer, at folk lyver, så er det ofte, fordi der ikke er sammenhæng mellem det folk siger, og hvad kroppen viser.

Et karikeret eksempel er, hvis man svarer ja på et spørgsmål, men samtidig ryster på hovedet. 

»Når Trump siger ja, så nikker han med hovedet. Al hans gestik følger det, han siger, og armbevægelserne kommer også tit en lille smule før ordet, og man ved at kropssproget altid kommer før det talte ord. Så jeg kigger på sammenhængen mellem, hvad han siger og gør, og hvorvidt kropssproget er spontant, og det er det. Det kan man ikke coaches til,« siger Bergstrøm, som dog understreger, at han ikke forholder sig til, om det, der kommer ud af munden på Trump vitterligt er sandt eller ej.

Jesper Bergstrøm har bl.a hæftet sig ved det, som han kalder pincetgrebet eller o.k.-tegnet, når tommel- og pegefinger mødes.

»Det bruger man typisk, når man på en sofistikeret måde vil signalere præcision og kontrol.«

»Og så tager han ofte armene ud til siden og viser håndfladerne. Det signalerer åbenhed og imødekommenhed, men også "jeg har ikke gjort noget forkert". Og hvis han selv mener, at han er uskyldig, så har han jo også et kropssprog, som understøtter det.«

Direktøren for Amnesty International USA: Som præsident må Trump ophøre med sin intimiderende taktik

Pegefingeren bliver ofte også rettet mod publikum.

»Det er en meget magtfuld og kontrollerende gestus, man dirigerer med folk. Man kalder det også køllen, for det er ret kommanderende og viser, at her er det mig, der bestemmer. Man ved, at hvis man bruger det i undervisningssammenhæng eller i foredrag, så husker folk ikke særlig meget af det, man siger, fordi de i stedet fokuserer på, at de føler sig domineret. Men det virker jo efter hensigten.«

Kropssprogseksperten kalder Trumps kropssprog for dominerende, men mener også, at han med sine fagter kan være god til at overbevise sine tilhørere og få budskaberne ud nonverbalt. 

»Han er fantastisk god til at bruge kropssproget, og det er et magtfuldt middel.«

Men kan det overdrevne kropssprog måske også forvirre nogle gange?

»Det kommer an på hvem, der ser det. Nogle synes, at det er forvirrende, at han bruger armene, andre vil mene, at det er rart, at han viser, hvad han mener. Hvis det er autentisk, viser det jo bare hvilke følelser eller holdninger, man har.«

Følg
Jyllands-Posten
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her