*

USA

Ekspert: Trump bliver kun grovere fra nu af

Med valget af Stephen Bannon som ny kampagnechef for Donald Trump vil den amerikanske valgkamp blive grimmere frem for pænere, spår USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen.

Den nye kampagnechef Stephen Bannon er »Donald Trump på steroider,« siger USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen og forudser, at den amerikanske valgkamp kun bliver mere beskidt. Foto: Danny Moloshok

Den amerikanske valgkamp vil ændre karakter de sidste tre måneder op til præsidentvalget til november.

Det spår Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, efter Trumps kampagnechef, Paul Manafort, valgte at trække sig tidligere fredag.

»Min teori er, at Manafort prøvede at få Trump til at ændre for meget stil for at tiltrække de mange midtervælgere, og det blev Trump træt af,« siger han og understreger, at Trump med valget af Stephen Bannon, tidligere investeringsrådgiver og redaktør for det politiske medie Breitbart News, som ny kampagnechef har fået en mand, der er meget mere lig ham selv.

Trump siger farvel til endnu en topfigur

»Stephen Bannon er Donald Trump på steroider,« understreger Niels Bjerre-Poulsen.

Og dermed forudser han, at valgkampen vil blive markant anderledes fremadrettet. For hvor Paul Manafort prøvede at sælge en mildere udgave af Trump, vil Bannon i højere grad lade Trump gøre det, han er bedst til. At være Donald Trump.

Ifølge Niels Bjerre-Pedersen vil Trump fremover vil rette angreb mere direkte efter Hillary Clinton som person for på den måde at overbevise hendes støtter om at stemme på ham i stedet. Foto: David Zalubowski/AP

Men om det valg vil gavne den republikanske præsidentkandidat, er han ikke sikker på, da Trump halter efter demokraten Hillary Clinton i stort set alle afgørende stater og derfor har brug for at kapre hendes vælgere.

»Nu handler det ikke blot om at gøre de republikanske kernevælgere glade. Vælgere, der er tilfredse, hvis de kan smide en stor, rød bøf på grillen. Der skal noget mere på bordet,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Logikken i at hyre Bannon som kampagnechef kan dog ligge i, at Trump fremover vil rette angreb mere direkte efter Hillary Clinton som person. Og her er den tidligere redaktør en mester, vurderer Bjerre-Poulsen.

I sin tid som ansvarlig chef for Breibart News har mediet nemlig stået bag en lang række artikler om Clinton-parret med en langt fra positiv pointe.

»Valgkampen vil fra Trumps side helt klart blive grimmere frem for pænere med Bannon som styrmand,« understreger Niels Bjerre-Poulsen.

Nu er Trump indviet i nogle af USA's hemmeligheder

Flere internationale medier har spekuleret i, at grunden til udskiftningen af kampagnechef netop nu, er fordi Paul Manafort er midt i en sag om indblanding i en korruptionsskandale i Ukraine, og at Trump ikke vil sættes i forbindelse med flere dårlige sager.

Men heller ikke her vil Bannon kunne sige sig fri for skyld, mener Bjerre-Poulsen, da Breibart News gentagne gange er blevet anklaget for at bringe artikler med tydeligt racistisk indhold.

Eksempelvis skrev en redaktør på sitet for nyligt, at »slaverne har været ligeså meget med til at opbygge landet (USA red.), som køerne har været med til at opbygge MacDonalds.«

Dette kan især være en belastning for Trumps mulighed for at vinde sorte stemmer den 8. november.

Følg
Jyllands-Posten
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her