Fortsæt til indhold
Europa

Islands regering brudt sammen efter skandale om seksualforbryder

Regeringsparti beskyldes for at dække over sag om renvaskning af pædofilidømt.

»Korruptionen og uærligheden er helt utrolig.«

Sådan lyder det ifølge Reuters fra en anonym kilde i det islandske parti Lys Fremtid.

Partiet valgte fredag at trække sig fra regeringen, efter at det kom frem, at premierminister Bjarni Benediktssons far havde skrevet et ganske særligt brev. Et brev, som man tilsyneladende ikke ville afsløre afsenderen på.

Der er nemlig tale om skrivelse, hvori faderen, Benedikt Sveinsson, anbefaler de islandske myndigheder at rense straffeattesten hos en mand, der i 2004 blev idømt fem et halvt års fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter fra hun var 5 år og 12 år frem.

Personer i Island, som er blevet dømt for alvorlige forbrydelser, kan ansøge om at få deres »ære genoprettet« - med andre ord få renset straffeattesten. Men det kræver en anbefaling fra en nær ven. Derfor skrev faderen brevet, og manden fik fjernet alle pletter på straffeattesten for et år siden.

Det er dog først nu, at det er kommet frem, at premierministerens far skrev det brev, som fjernede alle spor af den dømtes fortid. For justitsministeriet nægtede at afsløre, hvem som havde anbefalet, at den dømte kunne få genoprettet sin ære, og først da en parlamentarisk komité fastslog, at ministeriet var forpligtet til at oplyse navnet, kom det frem.

Samtidig bekræftede justitsminister Sigrídur Andersen, der ligesom premierministeren tilhører Selvstændighedspartiet, at hun allerede i juli fortalte Bjarni Benediktsson, at hans far havde skrevet brevet.

Og var netop dette røgslør, som fredag fik Lys Fremtid til at trække sig som regeringsparti efter at have stemt om det. Tilbage står Selvstændighedspartiet og Reformpartiet.

»Vi kunne ikke have fortsat på denne måde, det er fuldstændig i modstrid med vores principper,« siger kilden fra partiet til Reuters.

Princippet om »genoprettet ære« har ifølge The Reykjavik Grapevine været genstand for heftig debat i Island i den senere tid, udløst af sagen om Róbert Árni Hreidarsson, som nu kalder sig Robert Downey. Han blev i 2007 idømt tre års fængsel for seksuelt misbrug af fire teenagepiger, men for et år siden fik han genoprettet sin ære, så han atter kunne vende tilbage til sin advokatgerning.