Medie: Nordkoreansk biokemiker er hoppet af i Finland
Nordkoreansk ekspert i biokemiske våben skal være flygtet til Finland med beviser på menneskeforsøg.
Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap News Agency befinder en 47-årig nordkoreansk ekspert i biokemiske våben sig lige nu i Finland.
Her skal han, der arbejdede på et mikrobiologisk forskningscenter, være flygtet til fra hjemlandet over Filippinerne.
"Grunden til at han flygtede, er angiveligt, at han var skeptisk omkring sin egen forskning," siger en kilde fra en nordkoreansk menneskerettighedsgruppe til Yonhap.
Forskeren, der blot kaldes ved sit efternavn, Lee, ankom angiveligt til det nordiske den 6. juni.
Med sig bringer han ifølge oplysningerne beviser på eksperimenter udført på mennesker og agter at fremlægge det for Europa-Parlamentet i løbet af måneden.
Den finske avis Helsingin Sanomat har kontaktet både udenrigs- og indenrigsministeriet samt udlændingestyrelsen, men institutionerne har hverken kunnet be- eller afkræfte oplysningerne.
Avisen har dog talt med den amerikanske Nordkorea-ekspert Greg Scarlatoiu, som står i spidsen for organisationen HRNK (Komiteen for menneskerettigheder i Nordkorea).
Han mener, at oplysningerne lyder troværdige, og de stemmer overens med informationer, som han har fået tidligere. Derudover har han før hørt om, at kemiske våben bliver testet på indsatte i fangelejrene.
Nordkorea afviser officielt at have kemiske våben, men ifølge Sydkoreas forsvarsministerium har nabolandet 13 bakterier og vira, som man kan bruge som biologiske våben. Deriblandt miltbrand og kopper.
Den afhoppede forsker er derudover ikke den første af sin slags til at fortælle om Nordkoreas tvivlsomme metoder.
En tidligere officer, som flygtede fra Nordkorea i 1990'erne, sagde i The Telegraph i december, at han havde set handicappede børn og voksne blive brugt som forsøgsdyr til test af kemiske og biologiske våben.
"Regimet vil gerne gøre det "legalt", så de tilbyder at købe handicappede børn fra forældrene, og de siger, at de vil tage sig af dem," sagde Im Cheon-yong.
"Hvis det ikke virker, truer de dem."
Indtil videre har det internationale samfund dog manglet konkrete beviser på, at der bliver udført eksperimenter på mennesker, men det kan måske komme fra hr. Lee.